Nedregulering. De tyske supermarkeder har nedsat deres grænseværdi for sprøjtemidler til æbler, efter de tyske kunder straffede supermarkederne ved ikke at købe æbler.
Foto: Lærke Posselt

Nedregulering. De tyske supermarkeder har nedsat deres grænseværdi for sprøjtemidler til æbler, efter de tyske kunder straffede supermarkederne ved ikke at købe æbler.

Fødevarer

Aldi og Lidl fører an i kampen mod sprøjtemidler

De to tyske supermarkedskæder har indført skrappere krav end tyske myndigheder.

Fødevarer

Det nytter noget at presse et supermarked hårdt på maven. Det fandt tyskerne ud af, da Lidl i 2005 blev hængt ud i en Greenpeacekampagne, hvor den grønne organisation havde købt og testet varer som æbler, vindruer, peberfrugter og salat fra tyske supermarkeder. Lidl endte som nummer sjok, og kunderne straffede butikken ved at gå andre steder hen.

LÆS ARTIKEL

Lidl og også konkurrenten Aldi reagerede med det samme ved at indføre skrappere krav end de tyske myndigheder – Lidls grænseværdi var pludselig på 30 pct. af den officielle, og sanktionerne var helt anderledes skrappe.

»Nu risikerer avlerne at få en gigantisk bøde på op mod 25.000 euro, hvis supermarkedskæderne finder overskridelser af grænseværdierne. På den måde har private virksomhedsstandarder virkelig presset tingene frem«, fortæller tyskeren Peter Maxin, der er direktør for avlerkonsulentvirksomheden Fruitweb og har forsket i brug af sprøjtemidler i æbler.

Resultatet er, at man i Tyskland nu producerer med samme relativt lave niveauer som i Danmark. Men også, at udenlandske æbleavlere har måtte ændre deres produktionsmetoder, hvis de skal sælge til det vigtige tyske marked.

F.eks. sælger italienske avlere hovedparten af deres produktion til tyske kæder og har derfor måttet nedbringe sprøjtningen betydeligt.

»Jeg har talt med udbyderne af alternativer til sprøjtemidler i Italien, og de bekræfter, at italienerne har nedbragt deres forbrug af insektgifte markant. Der er dog stadig store problemer med svampegifte«, siger Henriette Christensen, policy advisor i PAN Europe, en organisation, der forsøger at nedbringe brugen af sprøjtemidler i Europa.

Tal fra EU’s overvågningsprogram, som PAN Europe har indhentet for Politiken, viser da også, at Italien i 2010 hørte til dem, der sprøjter mindst i Europa, sammen med lande som Malta, Bulgarien og Rumænien.

Danmark ligger i midterfeltet. Det skal dog siges, at tallene ikke helt harmonerer med de danske fødevaremyndigheders stikprøver. Her ligger Danmark bedre end Italien. Men Italien er ifølge de danske tal i den bedste ende med hensyn til antal fund af pesticidrester.

Til gengæld ligger et land som Frankrig i den værste ende. I de seneste tre år har danske myndigheder fundet pesticidrester i 93 pct. af æblerne. Frankrig leverer mange æbler til Danmark, heriblandt store mængder af det meget populære pink lady.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden