Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Martin Lehmann(Arkiv)
Fødevarer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du kan ikke se på dine grøntsager, om de er fløjet hertil

Tre ud af fire forbrugere aner ikke, hvilke varer der flyves ind.

Fødevarer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I takt med at danskerne har fået smag for friske bær til moderne nordiske opskrifter og slikærter til det asiatiske køkken, bliver stadig mere frugt og grønt transporteret ind fra fjerne egne.

Sarte bær som hindbær, brombær og i nogle tilfælde blåbær kommer med flyveren fra Sydamerika i vinterhalvåret, ligesom friske grønne bønner og sukkerærter fra Kenya og citrongræs, babymajs og krydderurter fra Thailand ankommer per luftfragt.

»Kunderne ønsker at købe flere grønne varer hele tiden, og det stiller jo krav om, at vi går uden for Europa og må bruge andre transportformer end de gængse lastbiler, som vi bruger her«, siger Peter Løth, kategorigruppechef for frugt og grønt i Coop, der står bag butikkerne Fakta, Superbrugsen, Kvickly og de lokale brugser.

Men et kilo frugt eller grønt fløjet ind fra for eksempel Thailand koster 20 gange mere CO2 end samme kilo frugt med en båd. En forbrænding der svarer til tre liter benzin. Det viser beregninger fra tænketanken Concito og fra Fødevarestyrelsens opgørelse om fødevarers klimabelastning.

De ti kilo CO2 per kilo grønt, som flyvningen koster, er en alt for høj pris, mener videnschef Torben Chrintz fra den grønne tænketank Concito.

»Der er lige kommet en rapport fra FNs klimapanel, der siger, at det er dødalvorligt. Vi skal gøre noget for at bremse klimaforandringerne. Set i det lys virker det vanvittigt at ville have friske bær i februar. Og så få dem fløjet ind fra Sydamerika. Det giver ingen mening«, siger Torben Chrintz.

Han foreslår, at man vælger frosne bær udenfor sæsonen.

Og det er tydeligt, at forbrugerne ikke får besked om, hvordan varen er fragtet. Tre ud af fire forbrugere ved ikke, hvilke varer, der flyves til Danmark. Hveranden ser gerne, at varer er mærket, hvis de er fløjet ind og på den måde belaster klimaet, viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken.

Bær boomer
Der er ikke præcise tal for, hvor mange varer, der flyves til Europa. En del af varerne lander nemlig i lufthavne i Holland og Belgien, og køres videre derfra. Men mængden af bær, der sælges, er stadig stigende.

Coop fortæller, at salget af blåbær i første og andet kvartal i år er steget med cirka 30 procent i forhold til samme periode sidste år, mens det sidste sommer steg med 70 procent. Og selv om blåbær meget af tiden fragtes i 35 dage fra Chile nedkølet i en skibscontainer, er man lige i øjeblikket nødt til at flyve bærrene.

»Lige for tiden er der sendinger per fly til Europa, da det anbefales af producenterne for at imødekomme midlertidige kvalitetsudfordringer. Det sker nogle gange, når høsten svigter et sted, at så må nogle varer flyves. Men vi vil helst undgå det, for det gør varerne meget dyrere«, siger Peter Løth.

Han viser rundt i Kvicklys grøntafdeling, der her i midten af april er stærkt domineret af danske grøntsager, fra porrer til krydderurter, samt de friske jordbær og asparges fra Spanien.

Men brombærrene er fløjet fra Mexico, mens de friske hindbær fra Marokko er nået Danmark med almindelig fragt over vand og land. Kenyanske slikærter og friske bønner er også flyvarer. Når høsten svigter et sted, kan løsningen også blive flytransport, fordi afgrøderne ikke kan nå frem i tide på andre måder. Thailandske krydderurter og babymajs har Coop droppet.

»Dels er der et problem med bakterier, dels må man afveje etikken i at flyve varerne så langt«, siger Peter Løth.

Klimavenligt grønt
På Grønttorvet i København er de fleste danske importører samlet, og her har man noteret sig, at sæsonerne er ved at blive udvisket.

»Der kommer langt flere ting ind med fly. Før i tiden var det sådan, at der som hovedregel var nogle sæsoner for, hvornår man havde forskellige frugter. Men nu kan du få alt hele året. Det er efter, at der er kommet alle de her madudsendelser i fjernsynet«, siger Poul Olsen, der arbejder ved Europa Frugt.

Også landets største importør af frugt og grønt, Lembcke, oplyser, at der er luftfragtforsendelser til Danmark hver uge fra forskellige steder i verden. Men samtidig vokser mængden af grønt, der kan komme langvejs fra i en skibscontainer også.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skyldes, at containerne bliver mere og mere avancerede, så man nu kan transportere frugt og grønt på andre tidspunkter, end man kunne før. På den måde kan man fragte for eksempel avocadoer i en kontrolleret atmosfære, så de går i dvale.

Skibstransporter er langt mere klimavenlige end flytransport, og er meget billigere. Sidste år blev 989 ton vindruer sejlet ind fra Indien og mere end 500 ton fra Sydafrika. Men er der efterspørgsel, så skal varerne nok nå frem, selv med fly.

Også hos Lembcke oplever man en stigning i efterspørgslen efter jordbær i december måned.

Forbrugerne behøver ikke at være så bekymrede for grønt, der er fragtet langt, så længe det er sket med båd, påpeger Marie Trudeman Knudsen, der forsker i fødevarers miljøbelastning ved Aarhus Universitet.

»Planteprodukter belaster klimaet så lidt, at transporten fordobler deres klimaaftryk. Det betyder omkring 0,3 kilo co2 per kilo grønt, uanset om det sker med lastbil eller skib«, siger Marie Trudeman Knudsen. Hun peger på, at sejlet grønt stadig er langt mere klimavenligt end kød.

Et kilo importerede appelsiner belaster miljøet med 0,7 kilo CO2, et dansk æbles klimabelastning er på 0,1 kilo CO2, mens et kilo oksekød er en belastning på 19,4 kilo CO2, viser Fødevarstyrelsens opgørelser over fødevarers klimaaftryk ’fra vugge til grav’.

Ingen flyvning med Aarstiderne
Økologisk Landsforening opfordrer forbrugerene til at vælge de varer, der er i sæson, og til at spise så lokale varer som muligt. Alligevel kan en vare godt få det røde Ø-mærke, selv om den er fløjet til Danmark.

»Hvis man overholder reglerne for økologisk produktion og bidrager med en vare, der er mere bæredygtig, så kan man få Ø-mærket. Vi er bestemt imod at flyve varer, og man kunne overveje et krav om ’no fly’ inden for økologi. Vi vil bare hellere bruge kræfterne på at arbejde positivt for de lokale fødevarer«, siger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

Men hos Aarstiderne, som sælger kasser med økologiske varer i mange afskygninger med over hele landet, valgte ejerne allerede i 2004 helt at droppe varer, der skulle flyves ind.

»Dengang var der ingen, der talte om klima, men for os var det en del af økologien at reducere brugen af fossile brændstoffer. Jeg forstår ikke, at det ikke i dag er blevet rødlistet eller belagt med afgifter«, siger Søren Ejlersen, der er kok og en af stifterne af Aarstiderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Deres no-fly politik betød nej tak til økologiske ananas fra Uganda, men varer, der kan køres ind fra Spanien er stadig at finde i nogle af Aarstidernes kasser.

»Det er en balancegang, for nogle kunder skælder ud, hvis der for tidligt kommer jordbær eller asparges fra Spanien. Andre falder fra, hvis de ikke begynder at få de her ting i kasserne, når foråret kommer«, siger Søren Ejlersen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden