Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jul
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De værste gaver: Den uendelige mejseplatte og en meget grim matrostrøje

Beretningerne om julens glade løgne er mange...

Jul
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hver jul er der som regel en gave eller to, der ikke lige falder i vores smag.

Politiken har samlet en række eksempler på gaver, folk aldrig har brugt, lige fra matrosskjorter til 'Hvem Hvad Hvor'.

Hvem ved hvert år

»Min far købte i en periode ‘Hvem Hvad Hvor’ til mig til jul. Så sagde jeg pænt tak og sad og bladrede lidt i den, men da jeg var 30, havde han købt den samlede serie af ‘Hvem Hvad Hvor’ helt tilbage fra 1930’erne. Det må have kostet det samme som en cykel, og hvad mon jeg helst ville have? Men jeg sagde selvfølgelig ikke nej tak. Samlingen står nu i kælderen og lugter af fugt«.

Mand, 42 år

LÆS ARTIKEL

Venter på vinter

»Min mor elskede at strikke, og hun havde også en periode med selv at karte uld. Resultatet blev en stor islandsk sweater med høj hals. Jeg har kun haft den på den dag, jeg fik den, for den kradser, og jeg ser ekstra bøvet ud i den. Den har nu ligget i vores svenske sommerhus i over ti år og har ventet på en vinter så kold, at jeg er tvunget til at bruge den. Jeg ved, at den vinter aldrig kommer«.

Mand, 67 år

Matros på burgerbar

»Da jeg var 19 år, arbejdede jeg på en burgerrestaurant i det indre København. Her var arbejdsuniformen en denimskjorte med logo og så frit valg for resten. Det år til jul fik jeg en blå matrosskjorte med stor krave med den karakteristiske hvide kant og et langt hvidt forklæde til, som min faster mente, at jeg kunne bruge på restauranten. Som 19-årig. Ih, hvor ville jeg se chik ud, sagde hun, mens jeg sad og overvejede, om ikke jeg bare skulle lægge det pænt sammen i et hjørne af skabet uden nogensinde at prøve at forklare, at en matrosskjorte var uendelig langt fra noget, jeg kunne finde på at eje, tage på eller blive set i. Jeg fandt den frem fra skabets dyb nogle år senere og fragtede den til en genbrugsbutik«.

Kvinde, 37 år

Fyldige gaver

»Mine børns bedsteforældre er vilde med ideen om store gaver. Altså fysisk store. En tanke, ungerne fuldt ud støtter – men vi bor i en lejlighed, og derfor kan det blive en smule presset med gaver, der fylder minimum 50 x 50 cm hver gang. Vi har for eksempel fået gummihoppekaninen, som er på størrelse med en halvstor hund og derfor ligger på toppen af reolen, hvor den akkurat kan mases ind, hvis man lukker lidt luft ud af den. I det mindste kan man lukke luften ud af den – hvilket er mere end man kan sige om rokokopuden, Barbie-huset, dukketeatret og parkeringshuset, som er presset ind under sengene og i hjørnerne på deres fælles værelse«

Kvinde, 38 år

Utilpas i sin pels

»Jeg har fået en pels i gave, som jeg har aldrig har gået med. Det er et arvestykke, så jeg kan ikke komme af med den igen, men jeg føler mig virkelig ikke tilpas i den. Jeg er bare ikke typen, der går med pels – selv om min mor er ked af, at jeg aldrig går med den«.

Kvinde, 40 år

Mejserne flyver igen

»Jeg fik engang en platte med guldkant og små mejser på af min gamle farmor. Hun syntes selv, den var så flot, men den var ikke lige mig. Vi hængte den op, hver gang vi vidste, hun kom på besøg, for at gøre hende glad, men efterhånden blev det lidt trættende, så jeg ’kom til’ at lægge den i en pose og tabte så en hammer ned på den. Jeg fortalte min farmor, at den var faldet ned fra væggen, og at jeg var frygtelig ked af det. Hun syntes, det var så synd, så synd for mig, at hun købte en ny til mig«.

Kvinde, 59 år

Par i porcelæn

»Vi fik en porcelænsfigur, der forestillede et brudepar, i bryllupsgave af min værtsmor og -søstre fra USA. De var meget stolte af den, og jeg ved, at den har kostet dem over 2.000 kroner, men den passer overhovedet ikke til den stil, vi har i vores hjem«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kvinde, 39 år

Glædeligt stilbrud

»Jeg har en sød syrisk veninde, som altid gør sig stor umage med at købe gaver til mig og bruger mange penge på det, selv om hun aldrig har nogen – og altid køber noget, der slet, slet ikke er mig. For eksempel et lyserødt sengetæppe i tyk velour importeret fra Syrien, en lysestage med fire røde plastikroser og en prismestanderlampe ’made in China’, som ikke passer ind i vores nordiske designerhjem. Men den glæde, hun har i øjnene, når jeg pakker gaverne ud, gør, at jeg altid lyver mig utrolig glad og også har de grimme ting stående. Den umage, hun har gjort sig, tæller højere end stilbrud i vores hjem«.

Kvinde, 35 år

Drømmen om et maleri

»Jeg fik engang et meget fint malersæt med staffeli, dyre pensler og farver af min mormor og morfar. Det var en meget sød tanke, og jeg er ret sikker på, at det havde været dyrt – problemet var, at jeg var 12 eller 13 år og opslugt af skateboard, fodbold, fjernstyrede biler og meget andet, men så absolut ikke malerkunst. Jeg ved ikke, hvor de havde fået ideen fra, men hvis de havde drømt om et hjemmelavet maleri fra deres barnebarn, blev de slemt skuffede«.

Mand, 36 år

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden