Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Læselyst. Der er variation i feltet af årets bedste børne- og ungdomsbøger.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Læselyst. Der er variation i feltet af årets bedste børne- og ungdomsbøger.

Jul
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gaveguide: Årets bøger til børn og unge spænder vidt

Slip fantasien løs med årets bedste ungdoms- og børnebøger.

Jul
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dengang engang

Billedbog. Oren Lavie (tekst) og Wolf Erlbruch (tegninger): 'Bjørnen, som ikke havde været der før'.

Oversat fra tysk af Christel Amundsen. Høst & Søn, 48 sider, 230 kroner.

Wolf Erlbruch! Det er ham med anden, der skal dø, og muldvarpen, der skal i bad. Her handler det om en livgivende kløe, der klør, og »dengang, der var engang«. Det er en skabelsesberetning iklædt de store tunge figurer, som er Erlbruchs varemærke. Nu kommer bjørnen Bjørn vandrende igennem skoven, idet han følger »lyden af sin egen tavshed«. Han når frem til den erkendelse, at »det er bedre at kunne lugte blomsterne end at tælle dem«. Med den krølle, at »blomster er smukkere, end de er 38«. Og han konkluderer: »Jeg er en lykkelig bjørn«.

Det er illustrationer i mesterklassen, som ledsager den kloge, finurlige tekst. Hvor fortæller Oren Lavie, der er israelsk sanger og dramatiker, er højt oppe, bliver Wolf Erlbruch fra Wuppertal nede ved jorden, ved tingenes fysiske tyngde og form. Det er umuligt ikke at blive berørt af den klarhed og varme, som er i denne mageløse billedfortælling om lykke og 38.

Af Steffen Larsen

Da Gud blev til

Billedbog. Sankt Nielsen (tekst) og Dorte Karrebæk (tegninger): 'Da Gud var dreng'.

Høst & Søn, 64 sider, 150 kroner.

Engang var der kun mørke. Gud var helt alene. Men han savnede ikke noget, for der var ikke noget at savne. Han kedede sig heller ikke, for hvad var det? Kort sagt: Da Gud var dreng, mærkede han intethedens forbandelse, og det gør vi endnu ifølge madam Karrebæk og hendes personlige co-filosof Sankt Nielsen, alias den flere gange afdøde Claus Beck-Nielsen.

Som eksistentielle kaospiloter kaster de de mest livstunge spørgsmål på tegne- og skrivebordet. Hvad var der før lyset? Før skaberværket? Før zebraen? Det er interessant og bevægende at følge denne rejse fra start til mål i et lysende magisk billedsprog. Undervejs gik noget galt. Det er Guds skyld. Han kunne ikke styre sig, da først lyset brød frem. På det sidste billede er mennesker (og zebraer) lukket inde i en revnet ark af sten, hvor biler suser af sted under tåger af CO2 og paraboler. Gud lister bort nede til højre, mens han mumler: »Tak, skæbne«.

Af Steffen Larsen

Det er alvor

Billedbog. Lilja Scherfig (tekst) og Otto Dickmeiss (tegninger): 'Farfar'.

Jensen & Dalgaard, 48 sider, 269 kroner.

Her er årets store danske billedhistorie. Tegnet og fortalt med ånd og hjerte. Den er grum og stedvis sørgelig. Otto Dickmeiss har tidligere skabt den mageløse ’Rævefælden’, som i sin kerne fortæller, at vold avler vold. Ordene var Lilja Scherfigs. Nu udsender de to en slags nådesløs efterfølger om had, der gør hadefuld. ’Farfar’ handler om en søn, der hader sin far, og et barnebarn, der forsøger at forstå, at mennesker kan være sådan.

Farfar skal bo ude i hønsehuset, indtil der bliver plads på plejehjemmet. Nu krabber den lille – han hedder Storm – sig ind på et nyt menneske og opdager, at farfar vil flyve. Og det kommer han til. De tilsyneladende sort-hvide billeder bærer historien fremad med sorg og kærlighed.

Ligesom tidligere arbejder (hånd)tegneren med originaler i sort-hvid, der så trykkes i fire sprøde farver. Det giver en form for dybde. Ganske lille, men dog nok til, at man kan lette.

Af Steffen Larsen

Til hjertet

Billedbog. Marianne Iben Hansen (rim) og Tea Bendix (tegninger): 'Fuglen'.

Gyldendal, 69 sider, 250 kroner.

Uro, savn og sorg er det alvorlige indhold i ’Fuglen’, som ikke er for små børn. Større børn og voksne kan se bogen som en smuk og slet ikke urealistisk fortælling om smerte. I både tekst og illustrationer er der en heftig og bevægende forståelse af, hvordan et barnesind kan have det efter at have oplevet tab eller være tynget af ensomhed.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af den fortvivlelse, angst og rådvildhed, som pigen Alba er oppe imod, mens hun prøver på at genfinde sin fugl og glæden i sit hjerte. Nu savner hun sin ven. Med fuglen som metafor for hjertets dyrebare liv kommer Alba ud på en rejse så gribende fortalt, at det gør ondt at læse. ’Fuglen’ er en lang og alvorlig rimet billedbog, der ender i en forløsning og muligvis kan bruges terapeutisk i samtale med børn, der ligesom Alba har det svært. Så nænsomt fortalt: »Kom, lille hjerte, fald nu til ro/ Kom så fødder/ Et skridt/ Og to«.

Af Dorte Hygum Sørensen

Sov sursødt

Billedbog. Glenn Ringtved (tekst) og Rasmus Bregnhøi (tegninger): 'Godnat, sagde katten'.

Gyldendal, 32 sider, 230 kroner.

Det skal ikke være så sørgeligt og/eller problemfyldt alt sammen. Der skal også være tid til et smil og et snork. Glenn Ringtved er en rigtig venligboer. Sammen med tegner Bregnhøi har han støvet en ældre novelle om søvnens velsignelser af. Det er en af årets kæreste udgivelser. Den er fuld af fine fif og smarte finter til alle unger, der hellere vil sove i den store seng sammen med mor end ligge i en ensom seng omgivet af trolde, katte og Glenn Ringtved.

Her er den urgamle historie om at være alene i mørket, ligesom Gud var det som dreng, men denne dreng har en plan. Langsomt får han sin puttende far kørt ud på et sidespor. Det sker ved hjælp af overrumplende spørgsmål, naive bemærkninger og total indsigt i, hvordan en far er indrettet. Og Rasmus Bregnhøi leverer varen med raske farver, store øjne, kæmpe katte, større trolde og en indbygget munter rarhed, som især børn kan opfange. Sov godt!

Af Steffen Larsen

Alle de valg

Billedbog. Inge Duelund Nielsen (tekst) og Rasmus Bregnhøi (tegninger): 'Selma samler sig selv'.

Jensen & Dalgaard, 32 sider, 248 kroner.

For mange børn kan selv små og få valg være forvirrende og for mange. Alle de spørgsmål, Selmas far stiller hende om morgenmadens og madpakkens indhold, skaber især indre uro i hende, hvis hun kan fornemme på ham, at hun svarer forkert. Det er heller ikke nødvendigt, at han siger noget. Måden, han ser ud på eller træt sukker på eller bare trodser hendes valg og giver hende havregrød på, er nok. Billedbogen fortæller om at være lille nok til ikke rigtig at vide, hvem man virkelig er, stor nok til at blive bedt om at finde ud af det, men usikker og ængstelig, når man ikke lever op til de uudtalte forventninger.

Når Selma sover, er hun »en sommerfugl, der flagrer rundt i mørket«. Når Selma vågner, er hun i stumper og stykker som spredte puslespilsbrikker på gulvet. Nogle gange er det en alt for svær pligt at få lov til at vælge og en betryggende gave at blive fri. Sådan fortæller denne kloge billedbog.

Af Dorte Hygum Sørensen

Glade dage

Børnebog. Mette Eike Neerlin: 'Hest, hest, tiger, tiger'.

Høst & Søn, 127 sider, 190 kroner.

En livsklog historie om tilfældets trylleri og løgnens lethed af en forfatter, der normalt ikke er kendt som humørspreder. I en slentrende snakkesalig tone fortælles om pigen Honey, der af uvisse grunde havner på kinesisk for begyndere på aftenskolen – heraf bogens titel – og senere som besøgsven på et hospice, fordi hun ikke kan sige nej. Heller ikke til buschaufføren, da han spurgte, om hun skulle med. Sådan er hun nemlig. Og det fører masser af oplevelser med sig, som hun kan tage med hjem til Nørrebro i København, hvor mor arbejder i en hælebar, lillesøster er lettere handikappet, og far bor to gader væk med sine store overarme og store tørst. Skole og kanelsnegle og Landsforeningen Læbe-Ganespaltes Ungdomsafdeling spiller også en rolle.

Er det en sørgelig bog? Nej. Den er fuld af kærlighed til personerne, så man får lyst til at gå ud og gøre ligeså – tage den forkerte bus og se, hvad der sker. Forfatteren fik fortjent årets Skriverpris.

Af Steffen Larsen

Sommer var det

Børnebog. Bent Haller: 'Magnolia af Skagerrak'.

Høst & Søn, 152 sider, 230 kroner.

Det er sommer på Skagen. Magnolia på 5 år er med sin storebror og to kusiner hos morfar og mormor. Magnolias forældre er i Norge, og måske bliver mor rask igen. Andre trusler er hugorme og tæger, ellers er alt godt og uendeligt. Nu finder pigen en talende klumpet fisk, der vil dø, og en flad sten, man kan male på. Et helt (fiske)liv rulles op hen over de få uger, og atter viser Bent Haller sit mesterskab i at skabe stemninger, antydninger og afkode den besynderlige måde, som voksne omgås børn på. På forunderlig vis kobler han hav og helbred. Historien er skabt af sand og blæst og dufte. Da forældrenes røde bil runder klitten i det fjerne til sidst, slutter bogen. Men ’æ hav’ har fået en ny talende klumpfisk. Og en pige ved besked.

Lea Letén er det helt rigtige valg af illustrator. Hendes bløde akvareller rammer tonen af solflimrende tidløshed, og hun er god til at tegne dem, der bor i havets dyb.

Af Steffen Larsen

Digter og datter

Børnebog. Marianne Verge: Mona Morgenglad. Illustreret af Els Cools. Gyldendal. 120 sider, 195,95 kroner.

Godheden lyser ud af denne socialrealistiske folkekomedie fra Vesterbro. Det er en rigtig klump i halsen-bog. Monas far er postbud. Monas mor er død. Der er regn og sol, kebab og dril, sammenhold og omsorg. Monas far får lyst til at være digter, og skønt digteriget ikke kaster så meget af sig, kommer der lys i stuerne og optur.

Så kan man »brune kødet i tankerne«. Følg denne ordveksling imellem digter og datter: »Hvad synes du om mine digte?«. »De var lange«. »Det er, fordi jeg har noget på hjerte«. »Godnat, far!«. Det er forbløffende så mange rare udgange, de fortællere for børn kan hitte på. Livet er godt, og måske kommer der en mor. Historien om Mona er Sonja stærkt opdateret. Og Els Cools’ illustrationer er som altid uovertrufne.

Af Steffen Larsen

Zombie blues

Børnebog. Jesper Wung-Sung: Zam.

Høst & Søn, 169 sider, 200 kroner.

Zam er en velopdragen zombie, som går i skole. En dag forløber han sig og bider i Oscar. Zam bliver smidt ud, og herfra går det ned ad bakke for ham og alle de andre zombier, som nok er forfulgt af zombieracisterne fra Blå Himmel, men dog tålt af samfundet. Nu bliver zombierne interneret i lejre, hvor de kun kan stå op og sove med grynt og puffen. Tilbage har Zam blot sit tamme egern, Emil, sin nye ven zombie-Oscar og Sofie, hvis far er politiker af værste skuffe. Da lejren står over for den »endelige løsning«, lykkes det Zam at slippe bort. Han møder Sofie under broen i parken. »Bid mig«, hvisker hun. Mon han gør det?

Uden de store armbevægelser får Jesper Wung-Sung skabt en sørgmodig stemning af noget bekendt. Det minder om noget fra tv, fra grænsehegnene, fra motorvejene. Forfatteren bider igennem ved at benytte en figur, som kun en (zombie)mor kan elske. Skal de nu også have asyl?

Af Steffen Larsen

I skærsilden

Ungdomsroman. Johanna Nilsson: 'Like had luderen'.

Oversat fra svensk af Vibeke Bruun Arildsen. Alvilda, 208 sider, 130 kroner.

Vi er gode til at se den anden vej. Ikke mindst når der er noget, vi ikke forstår. Her er den kontante og rystende historie om, hvorledes Gloria blev lagt for had på nettet. Johanna Nilsson er ’svensk’, når det er bedst. Hun er lidt firkantet, ret korrekt og direkte, men hun er samtidig opmærksom og omsorgsfuld på den kloge måde. En video med Gloria, fuld og forført, bliver lagt ud til almindelig beskuelse, og snart bugner skolechatten af kommentarer på ’like luderen’. Med et røntgensyn leder Johanna Nilsson læseren igennem en selvsvingende skærsild af følelser, ondskab og sorg, som ingen længere kan styre. Forfatteren har fornemmet, hvor svært det er at navigere i et digitalt rum, hvor der ingen bremser eller vægge er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Af Steffen Larsen

Skrap tøs

Ungdomsroman. Kevin McDermott: Valentina.

Oversat af Tina Sakura Bestle. Jensen & Dalgaard, 223 sider, 320 kroner.

På det beskyttede Fortet bor møgforkælede Valentina langt fra ødemarken ude i en fremtid, da næsten hele kloden er udtørret eller oversvømmet. Hun er den ikke særlig sympatiske hovedperson i denne roman, og ved at have en alt andet end ydmyg piges tanker og handlinger som drivkraft adskiller den sig forfriskende fra de fleste andre ungdomsbøger.

Samtidig griber forfatteren lige ned i en aktuel tendens ved at blande nutidsrealisme med scenarier om en fremtid, ingen længes efter. Undervejs sørger forfatteren for, at man ikke bliver stopfodret med de rigtige holdninger. Her hjælper det både, at Valentina i udgangspunktet er en skrap tøs født til materiel overflod, og at sproget er kvikt og sjovt.

Af Dorte Hygum Sørensen

Smil, du er på

Fagbog. Redaktør: Mikael Brøgger: Børnenes Rekordbog.

Carlsen, 190 sider, 130 kroner.

Danmarks gladeste bog hedder ’Børnenes Rekordbog’. Den er fyldt med børn, og de smiler alle sammen på billederne, mens de holder hinanden i hånden (2 timer og 19 sekunder) eller skubber en VW-transporter 30 meter (12,56 sekunder) eller sidder med tre bøger på hovedet (1 time og 6 sekunder). Det fede ved rekordbogen er, at alle kan være med.

Og selv om der er massevis af fjollede rekorder, man kan sætte, bliver der fra udgivernes side holdt øje med, at ingen kommer til skade. Man spiser hverken lakrids på tid eller burgere i læssevis. Som fast læser har man sine yndlingsrekorder.

For 5 år siden satte en skolefritidsordning i Oksbøl en bemærkelsesværdig rekord i kategorien ’Hvor mange børn kan der være på en europalle?’. De nåede op på 20. Ikke mange, men rekorden har alligevel holdt indtil i år, da spejderne i Sæby kom op på 28 børn i alderen 5-14 år. De er jo et spørgsmål om at stable med omhu. Ikke?

Af Steffen Larsen

Kundskabens træ

Eventyr. Patrick Ness: Monster. Illustreret af Jim Kay.

Oversat fra engelsk af Lene Ewald Hesel. Gyldendal, 116 sider, 250 kroner.

’Monster’ er et befriende brusebad i de store følelser. Monstret er et takstræ, og fortællingen rammer uden tøven de ømmeste punkter i livet såsom død, skyld, vrede og himmeldyb sorg. Drengen hedder Conor. Han er 13 år. Hans mor er ved at dø af kræft. Om natten kommer det forfærdelige mareridt til ham igen og igen, og derfor er han ikke bange, da taksmonstret dukker op.

På overfladen er ’Monster’ en trist roman, men lige neden under er det en dyb og bevægende gennemgang af sjælens krinkelkroge, af menneskesindets lukkemekanismer og en vej til befrielse. Monstret er lidt af en pædagog, der holder både Conor og læseren i hånden. Der er aldrig skrevet noget lignende. Og Jim Kays sort/hvide illustrationer er mesterlige.

Af Steffen Larsen

Helvede kalder

Fantasy. Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne engel.

Høst & Søn, 295 sider, 250 kroner.

Det er bemærkelsesværdigt, at en forfatter af bøger for store børn og opefter kan få himmelhøj og djævledyb succes med en historie om de verdner, som ligger rundt omkring os. Hvor Gud hedder Jahve, og djævlen er en jovial fætter undtagen over for sin kat. Men sådan er det med Kenneth Bøgh Andersens serie om ’Den store Djævlekrig’, der er genoptaget efter en pause.

Stadig i et tempo fra overhalingsbanen med en intens sprogtone og en handling, der er ret indviklet. Her er atter det store udtræk, hvor hverdag mikses med farer, fantasi og filosofiske overvejelser. Der er meget bibelstof i handlingen. Abraham drikker te med Moses, og hovedpersonen, Filip, forsøger at hitte rede i Himmel og Helvede samt et trafikuheld oppe på Jorden.

Af Steffen Larsen

Nulpunkt

Ungdomsbog. Anders Johansen: Noras ark. Modtryk, 180 sider, 249 kroner.

Pigen hedder Nora (14 år). Der er en krig. Og så er der et vadehav med vinger, vand og vanvid. Anders Johansens roman handler om en pige, der mister det hele. Bid for bid piller forfatteren hendes verden fra hinanden, så hun til sidst er alene kun med sin ark – et fodertrug – dertil en bovlam gås, en blind kat og sit tøjdyr. Måske er det også nok.

Nora bor på øen med de hullede diger. Hun kan se ind til den by på fastlandet, hvor hun boede, dengang hun havde en far og en mor. Øens indbyggere er sære. Hemmelighederne er mange – især dem, der handler om pigen selv. Krigen rykker nærmere, og alting slutter med den brandstorm, som sender Nora ud på havet i sit fodertrug.

Der er voldsomme kræfter i fortællingen. Forfatteren mestrer at gøre det særprægede til noget alment, fordi han har sans for, at store og små mennesker ligner hinanden alle vegne. Bogen er smuk og trist. Det kan ikke være anderledes.

Af Steffen Larsen

Spille for livet

Ungdomsroman. Robert Muchamore: Rock War – Det første slag. Oversat fra engelsk af Thomas Munkholt. Gyldendal, 296 sider, 200 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Robert Muchamore! Det er jo ham med agentserien om Cherub. Her går han i nutidig, socialrealistisk, musikalsk retning. Handlingen er noget indviklet, men hvis man hænger på, er der fine portrætter af tre forskellige unge. Jay spiller guitar, han har 7 søskende, og der er tæv i luften.

Summer synger. Elevatoren i den betonklods, hvor hun bor med sin syge bedstemor, er altid til reparation. Og der er vold i hverdagen. Endelig bor Dylan på en fin, men barsk kostskole, hvor næverne taler. Dylans far er forhenværende rockstjerne og har kassen, men bliver man lykkelig af det?

Nu drager de 3 og deres forrevne bands mod den store dyst i London, som kan sende dem op i stjernehimlen. Og serien fortsættes. Der er usædvanlig meget vrede i historien, men også stor ømhed. Det kan blive en rigtig god melodi at lytte med på. I slægt med de historier, som de to store engelske filmmagere Loach og Leigh fortæller.

Af Steffen Larsen

Alene på Mars

Science-fiction. Andy Weir: The Martian. Oversat af Hanna Lützen. DreamLitt, 370 sider, 299 kroner.

Astronauten Mark bliver efterladt på planeten Mars, fordi hans medrejsende tror, at han er død. Sikke et plot! Robinson på den røde planet. Bogen er også allerede filmatiseret. Filmen er god, men bogen er bedre. I hvert fald anderledes. Nørdet til det ubærlige, dramatisk og ærkeamerikansk (uden pauker og violiner).

Det er som at være der selv i det bløde støv. Romanen krydsklipper imellem de 3 aktører: Mark, Nasa og de hjemvendende astronauter, som måske kan udnytte svinget omkring planeten Jorden til at rejse tilbage. Det er Mark selv, som fortæller om de mange gøremål. Om bunken af kartofler, han dyrker i sin egen gødning. Om mængden af vand. Antallet af dage. Uendeligheden. En neglebidende bog!

Af Steffen Larsen

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Juleliv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden