Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På ti år er antallet af unge, der forsøger at tage livet med blandt andet Panodiler, blevet tredoblet.
Foto: Finn Frandsen

På ti år er antallet af unge, der forsøger at tage livet med blandt andet Panodiler, blevet tredoblet.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Teenagere forgifter sig med panodiler

Politikere har i årevis afvist receptkrav ved køb af store glas, selv om antallet af unge, der forsøger at tage livet med hovedpinepiller, er flerdoblet.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et rekordhøjt antal unge danskere prøver at slå sig ihjel ved at sluge en overdosis hovedpinepiller. I 1997 blev 259 personer i alderen 12-20 år indlagt med forgiftninger forårsaget af Panodil, Kodimagnyl og andre svage smertestillende midler.

Det tal var ti år senere mere end tredoblet til 954 forgiftede unge, hvoraf den klart største del var piger. Det fremgår af et nyt notat fra Lægemiddelstyrelsen.

Kaos på alle hylder
Udviklingen er katastrofal, mener professor Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center Bispebjerg i København.

»De unge sluger piller for at slippe væk fra problemer med kærester, familie eller skole. Der er kaos på alle hylder i deres indre. Det er efterhånden så almindeligt, at der i hver af de store klasser i skolen sidder en, der har prøvet at tage for mange piller. Panodiler er blevet teenagernes ’drug of choice’«, siger hun.
Store advarselsmærkater

For tre år siden blev det et lovkrav, at producenterne satte advarselsmærkater på de store pilleglas. Hensigten var at få forældre og bedsteforældre til at opbevare pillerne et sted, hvor børn og unge ikke kan få fingre i dem.

Som regel handler de unge nemlig impulsivt og skyller en håndfuld piller ned uden at tænke nærmere over konsekvenserne, fortæller læger og sygeplejersker, der taler med de unge på hospitalerne.

Men mærkaterne har ikke virket. Alene fra 2006 til 2007 er antallet af forgiftede unge steget med omkring 150.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Store glas sælges mest
En række eksperter er enige om, at det klart største problem er, at de smertestillende midler er så nemme at få fingre i. Apotekerne sælger eksempelvis i håndkøb bøtter med 100 og 300 panodiler i, og den største del af omsætningen af smertestillende piller er netop disse store glas, som står i mange familiers toiletskabe.

Myndighederne og politikerne har de seneste ti år gentagne gange set bort fra eksperternes råd om, at de store pakninger med smertestillende piller skal være receptpligtige. Imens er antallet af forgiftede unge steget dramatisk.

Eksperter: Pak pillerne ind
Allerede i 1998 udgav Sundhedsstyrelsen sammen med 12 af landets førende eksperter i selvmordsforebyggelse en diger rapport om, hvordan man kan forhindre selvmord og selvmordsforsøg i Danmark. Det fremgår af rapporten, at antallet af personer, der blev indlagt med forgiftninger forårsaget af panodiler m.m., var femdoblet fra 1977 til 1992.

Derfor anbefalede eksperterne, at politikerne ændrede loven, så der kun må sælges pakker med højst 25 piller i håndkøb. Desuden skal hver enkelt pille være pakket ind, så den skal trykkes ud, lød opfordringen. Formålet var at gøre det besværligt for de unge at sluge en overdosis.

Men politikerne gjorde ingenting. Fem år senere – i 2003 – var antallet af forgiftninger blandt teenagere fordoblet. Det såkaldte registreringsnævn tog sagen op. Nævnet består af 13 førende lægelige eksperter, der har til opgave at give Lægemiddelstyrelsen råd om, for hvem og hvordan lægemidler skal være tilgængelige.

Teeangere bliver hurtigt udpumpet
Nævnet vurderede, at en borger skulle have recept for at købe svage smertestillende midler i store pakker. For panodiler og kodimagnyler blev grænsen sat ved 30 piller, der var emballeret hver for sig.

Men Lægemiddelstyrelsen så bort fra sine egne eksperter. For selv om teenagerne spiser doser, der er store nok til at slå dem ihjel, så kommer de oftest hurtigt på hospitalet, hvor de får en udpumpning og bliver afgiftet.

Lægemiddelstyrelsen: Nej til recept
En forgiftning ender ifølge Lægemiddelstyrelsen yderst sjældent med et dødsfald, og derfor er der ingen grund til at kræve recept. Styrelsen vurderede også, at der var risiko for, at de unge ville misbruge andre og farligere lægemidler, og at det ville koste forbrugerne op mod en halv milliard, fordi de små pakker er dyrere.

Endelig var Lægemiddelstyrelsen skeptisk over for undersøgelser fra England, der viste, at antallet af selvmordsforsøg og selvmord med piller var faldet dramatisk, efter at de engelske myndigheder gjorde de store pakker receptpligtige.

Siden 2003 har Merete Nordentoft flere gange skrevet til Folketinget og Sundhedsministeriet og sået tvivl om Lægemiddelstyrelsens vurdering. Oppositionen har flere gange stillet forslag i Folketinget om at gøre de store pakninger receptpligtige, men uden at få flertal.

Sundhedsminister overvejer sagen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) overvejer nu, hvordan informationen om pillerne skal gøres bedre, så kurven over forgiftninger knækker. »Selvmord kan jo også begås med panodiler i små pakker, og dem vil det altid være muligt at få fat på – uanset regler om mindre håndkøbspakninger og receptpligt. Lider man jævnligt af hovedpine, menstruationssmerter eller lignende, vil man jo uundgåeligt have, hvad der svarer til en livstruende dosis stående. Det vigtige er derfor for det første at tage fat i årsagerne til, at unge forsøger at begå selvmord. Dernæst i oplysning om pillernes virkning og om, hvordan man opbevarer pillerne derhjemme, så de ikke ligefrem virker som en åben invitation til husets store børn«, siger ministeren.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden