Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JOACHIM ADRIAN
Foto: JOACHIM ADRIAN

Tabskontoen. Adskillige kilo, centimeter og lidt humør fattigere - men en talje rigere - gør en trimmet motionsredaktør sig klar til at hoppe i bølgen kold.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Motionsredaktør: Jeg - en fedling

Motionsredaktør Per Munch finder vægten, målebåndet og hytteretten frem. Men hjælper det?

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hundrede gram.

Det er ikke ret meget, når man har tvangsslanket sig i mere end en uge. Mens man omhyggeligt har nedskrevet hver en cykeltur, hver en løftet håndvægt, hvert et måltid.

Havregrød, halvt æble, kvart banan og et glas juice (sikkert ikke så smart med de kalorier i juicen, men lidt sjov skal vi vel have).

Efterfulgt af et knækbrød (uden noget pålæg, nu skal det jo heller ikke blive for morsomt) og 5 mandler.

Og så kommer man til kontrolvejning efter 10 dage. Og opdager, at man har smidt 100 gram. 10 gram per. dag. Big deal.

»Jeg sagde jo, at du ikke skulle blive skuffet«, siger min brunøjede slankevejleder Marina Mård, mens hun måler mig om overarmen, taljen, hoften og låret. Man må sgu da kunne spore sine anstrengelser et eller andet sted, om ikke andet så dog på formindskede overarme. Men nej. Alt er status quo.

Jeg ringer og fortæller det til min kone. Hun siger, at sådan er det jo. At jeg jo ikke ligefrem har lavet nogen stor livsstilsomlægning. At jeg bare skal tage mig sammen. Det siger hun i øvrigt tit, også uden at det har noget med min slankekur at gøre.

LÆS ARTIKEL Slankeevent Faktisk synes jeg, at jeg både har taget mig sammen og taget skeen i den anden hånd. Det var en enorm livsstilsomlægning at troppe op til en ’slankeevent’, som fitness.dk kalder det, når man holder møde med en masse tykke mennesker i det samme lokale som en introduktion til det forløb, der hedder ’Slank på 8 uger’, og som koster 600 kroner oven i almindeligt medlemskab. Jeg ankommer som en almindelig journalist på 48 år med et let forhøjet BMI på 25,7 og en lille kontordunk. Nu sidder jeg så sammen med alle de andre fedlinger. Og indrømmer højt og tydeligt: »Ja, jeg er også for tyk«. Når man nu ikke er rigtig tyk, men bare lidt godt i stand, føles det en tung gang at gå. Vejen til slankeeventen. Derfor vil man gerne se resultater. Helst nu. Så man kan komme ud af det her pinagtige selskab og blive venner med de tynde. Marina Mård skynder sig at sige, at vi ikke skal regne med at tabe et bestemt antal kilo, og at det skam bestemt ikke er særligt vigtigt med de der kilo. Og at det jo gælder om at lægge livsstilen om. Ikke bare om at smide kilo. Ja, ja, lirumlarum og katten gør æg. Det var ikke, hvad der stod på plakaten. Og på forsiden af den mappe, jeg har fået for at holde styr på mit liv den næste tid, står der ’Slank på 8 uger’. Det er det, jeg vil have. Slankhed. Jeg har tjekket ind på Facebook og skrevet, at jeg er til ’slankeevent’. Hele verden ved det. Så vil jeg ikke bare sidde i rundkreds og tale livsstilsværdier. Jeg vil den onde lyne mig tabe mig. Nu. I kilo og gram. Og i centimeter målt rundt om melsækken.

LÆS ARTIKEL

Fedtprocent 18,6
Et par dage efter eventen er jeg til min første individuelle samtale med Marina Mård. Det foregår i slankeafdelingen, hvor der skægt nok ikke er et eneste slankt menneske ud over Marina.

Hun kigger imponeret på mine kostoptegnelser, som jeg har lavet i min udleverede slankemappe.

Hun måler min fedtprocent til 18,6 – hvilket slet ikke er skidt, hvis vi får en hård isvinter igen. Det er et spæklag, som vil kunne holde permafrost fra døren.

Og så studser hun over mine anseelige mellemmåltider. Måske er det bare mig, der har voldspist om formiddagen af frygt for at dø af sult, inden jeg når frem til buffeten på Rådhuspladsen. Måske er det bare, fordi jeg ikke har lagt mærke til ordet ’mellem’ i mellemmåltid.

I hvert fald mener min slankekonsulent ikke, at det er nødvendigt med en fuldvoksen sandwich med skinke og ost for at kunne overleve indtil næste måltid.

Altså mindre mad mellem måltiderne. Og så skal jeg i gang med styrketræning, for det er ikke nok kun at løbe og cykle. Vi bliver enige om, at jeg sikkert vil have godt af at kaste rundt med en kanonkugle i hank, en såkaldt kettlebell.

LÆS ARTIKEL

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Not food!
Så begynder hverdagen igen. Jeg går til kettlebell og spiser museportioner.

Og jeg finder en genial app til min iPhone. ’Mealsnap’ hedder den. Man fotograferer sit måltid på tallerknen, og så gætter den simpelthen, hvad det er og kommer med et bud på antal kalorier.

Den kan dog ikke finde ud af, hvad havregrød med kanel er. Den skriver »not food«. Jeg undersøgte på internettet, hvordan ’Mealsnap’ er konstrueret, og her fandt jeg ud af, at det antageligt er små indere som via Amazons ’Mechanical Turk’ påtager sig stykarbejde for en lille bitte betaling per opgave.

Det vil sige, at min havregrød bliver lagt ud til en masse sultne mennesker i den tredje verden, som så sammenligner fotoet med en række skabeloner og vælger, hvad det ligner mest. Og helt ærligt, det, som havregrød med kanel ligner, er ikke noget, som nogen i den tredje verden kunne tænke sig at spise. »N ot food«, skriver de tilbage.

Flasher grød på Facebook
Lidt uetisk måske, at fattige mennesker skal sidde med til bords hos os, som kun har det problem, at vi ikke kan lade være med at æde os ihjel. Men programmet er helt genialt, fordi man ikke behøver at sidde og skrive ned i slankeskemaet i sin papmappe. Og så kan man med et hurtigt tryk dele sine spisevaner med folk på Facebook.

Min datter siger: »Far, det tror jeg altså ikke, at der er nogen, der er interesseret i«.

Det kan godt være, hun har ret. Men det kan sørme også godt være, at der kommer til at ske en lille nedjustering af lommepengene i den kommende tid. Det er hårde tider, ikke bare for Grækenland, Spanien og Europa, men også for små rapkæftede piger.

Måske er det ikke specielt voksent at blive vred på sin datter, bare fordi hun siger noget af et ærligt hjerte. Men sådan er vi slankevrag. Det første, man taber, når man går på kur, er sin værdighed.

Dernæst ryger det gode humør. Især når der ikke sker en dyt.

LÆS ARTIKEL

Sultedøden truer
I sidste uge opdagede jeg, at mine store mellemmåltider var et problem. At de nærmere var måltider. Nu er det gået op for mig, at det, jeg anser for at være fornuftige portioner for en mand i voksealderen, er lige i overkanten. Jeg kan snildt skære en tredjedel ned på størrelsen uden at opdage det. Hvis bare jeg styrer mig ved buffeten og nøjes med at øse op én gang.

Måske er det en frygt for at dø af sult? Husker, hvordan vi på spejderlejr med KFUM fik en dåse makrel i tomat per patrulje. Og jeg tilbød altid at være ham, der tager det smulder, som ligger tilbage til sidst. Så når de andre havde guffet i de fine, store stykker, kørte jeg resten af dåsens indhold, masser af skidtfisk i tomat, ud over en skive rugbrød. Bare for undgå hungersnød om eftermiddagen.

Måske er vi alle sammen lidt sultne hele tiden? Over 50 procent af os er som jeg overvægtige. Hvor kommer det hul i maven fra?

Min lille opdagelse er, at da jeg har kørt med mindre portioner og små mellemmåltider i to uger, begynder det faktisk at føles naturligt. Større portioner virker vulgære på mig. Minimåltider er ved at blive en vane.

Melsæk formindsket
Triumf. Efter to en halv uge i slankehelvede siger Marinas måling, at jeg har tabt mig 1,5 kilo – og at omkredsen af melsækken er 1 cm mindre, fra 94 til 93 cm, målt ved navlen. Et lille skridt for menneskeheden, men en stor succes for mig. Fuldkommen forrygende. Eufori. Helt anderledes end sidste uge med de 10 gram per dag.

Og som min ven Rasmus Baaner skrev på Facebook, så bliver det immervæk til 78 kg på et år.

Så er det, jeg tænker på skuespilforfatteren O’Neills ord: »Succes er godt. Men fiasko får dig hurtigere tilbage til skrivebordet«.

Alle kan sejre, men få kan gå på røven – og komme op igen. Det er som med Buzz Lightyear i ’Toy Story’. Det kan godt være, at han ikke kan flyve, men han ’falder med stil’.

Så det er mit fokus lige nu. At være klar til at tage det nederlag, som lurer lige om hjørnet. Det er ikke spørgsmålet om, hvorvidt jeg falder i, men hvornår jeg falder i. Og nu ved jeg, at jeg kan komme på sporet igen.

Min anden strategi er at lave små belønninger hele tiden. En lækker yoghurt med blåbær, et glas friskpresset juice på en café. Lidt mandler og en avokado i stedet for pizzaslice. Det kræver, at man kan tænke fremad, så man er klar med de små godbidder, inden det indre pattebarn smider sig på gulvet og hyler.

LÆS ARTIKEL
Seks ugers omsorg

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fedtprocenten er gået ned. Fra 19,6 til 17,4. Og melsæksmålet er gået fra 95 cm om taljen til 90. Og mit BMI er nu 24,9 – hvilket vil sige, at jeg officielt kan erklære mig ikkeovervægtig, da det er defineret ved 25 og derover. Så godt ser det ud efter seks uger. Personligt var jeg ellers begyndt at overveje at vokse et par centimeter i højden i stedet, fordi det virkede som en lettere udvej på BMI-problemet end at tabe sig. Men inden jeg fik den store belønning, kom min slankekonsulent Marina Mård til at give mig et chok. Hun målte mig til 28,8 procent fedt, fordi hun havde tastet mig ind som kvinde. »De fleste er jo kvinder. Du kan også se det på fotos på slankemappen og reklamerne. Vi ser næsten ingen mænd«, undskylder hun. Egentlig underligt. For vi er da masser af mænd, der har brug for hjælp. Men måske er det kvindagtigt, når man ikke kan klare sagerne alene? Jeg er i hvert fald meget taknemmelig for al den opmærksomhed, jeg har fået fra Marina Mård. Mig har det hjulpet at skulle aflægge rapport og have det her lille vejeritual. Og så er det rart, at nogen gider snakke med en, i takt med at konen, datteren og vennerne på Facebook bliver trætte af at høre om sidste decimal i min fedtprocent. Måske er det også bare lidt infantilt. At jeg har et behov for at holde i hånd, når der skal ske noget svært. Det svære bliver nu at slippe Marina, det faste møde og den der lyd af bonen, som kommer ud af den elektriske vægt med alle informationerne om fedtprocent, væskeindhold og BMI. Jeg tror, jeg bestiller plads på et afvænningsforløb. FACEBOOK



















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden