Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN
Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Maria' var overspiser men genvandt kontrollen

»Maden blev en slags låg, jeg kunne lægge på følelserne«.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mobning og ensomhed fik Maria til at spise is og kager i smug.

Hun kender godt alkoholikerens og narkomanens fornemmelse i kroppen, når det er ved at være længe siden, de sidst fik en bajer eller et skud kortvarig lykke direkte i blodbanen.

Men når Marias hænder »nærmest begyndte at ryste«, var det ikke promiller, men chokoladeis, færdigkager og pasta med ketchup, kroppen hungrede efter.

»Det er helt junkieagtigt. Man skal bare have noget nu«, siger hun om fornemmelsen.

Spiser i skjul
Maria er 31 år og tvangsoverspiser. Siden hun var 12, har hun i perioder indtaget voldsomme mængder mad, mens hun sad alene på sit teenageværelse, sit au pair-kammer, sit kollegieværelse eller i lejligheden i en forstad til København, hvor hun i dag bor med sin mand.

Dermed tilhører hun den betydelige gruppe danskere, der lider af en for mange ukendt spiseforstyrrelse, som sjældent bliver behandlet.

LÆS ARTIKEL

I en af de værste perioder – skoleårene, hvor Maria stadig boede hjemme – gik turen tit ned i det lokale Super 1.

»Jeg spiste nok en liter is hver eftermiddag. Og en kage, og en pose slik. Jeg havde aldrig nogen penge til for eksempel at købe musik, for jeg brugte dem på mad«, fortæller hun, som spiste normalt, når hun var sammen med andre mennesker.

Gemte emballagen under sengen
De søde sager blev indtaget, før mor og far kom hjem fra arbejde, og den tomme emballage blev gemt under sengen.

Hvis trangen til flere kager var slem nok, kunne Maria om aftenen finde på at snige sig ned ad trappen, ud ad døren og ned på tanken, mens forældrene var hjemme.

»Jeg gjorde det altid i smug og alene. Det skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Men jeg troede bare, at min manglende kontrol over maden var en del af den dårlige pakke, der var mig«, siger hun.

Lavt selvværd er på vej op
Vi taler i datid, for Maria har været i behandling for sin spiseforstyrrelse siden juni i år og har det med egne ord bedre end nogensinde. De seneste måneder har hun kun overspist en gang eller to hver måned, og vigtigst af alt: Selvværdet er på vej i vejret.

For det er gået op for hende, at maden har haft en helt bestemt funktion. Og det var ikke at stille en fysisk sult.

»Jeg har altid haft det rigtig skidt både derhjemme, i skolen og på fritidshjemmet. Ud over en enkelt veninde havde jeg ingen venner og var altid alene. Maden blev en slags låg, jeg kunne lægge på følelserne«, fortæller Maria, som blev mobbet i skolen og havde det svært med sin far.

Terapi hjælper overspisere
Vi sidder i lokalet på behandlingsstedet Stolpegård i Gentofte, hvor Maria netop har sagt farvel til sin psykolog, Birgitte Hartvig, efter en times terapi. Kinderne har glød, øjnene er klare og stemmen rolig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun har allerede været igennem den grænseoverskridende oplevelse at skulle fortælle om sit problem til et fremmed menneske for første gang. Alligevel har hun svært ved at forklare, hvad der præcis sker i hovedet på hende, når hun kommer til at proppe sig så meget, at hun får kvalme bagefter og »bare hader sig selv så meget«.

»Det er, som om al tankevirksomhed stopper, og det bare er en fornemmelse, der tager over. Man skal bare have noget at spise. Nu. Jeg vil ikke sige, at maden blev en ven, men den dømmer ikke en og siger, at man er for tyk eller ikke er noget værd. Følelserne gør knap så ondt, mens man spiser«, siger hun.

Ydmygende at fortælle om det

For ti år siden gik det ved et tilfældigt kig i en psykologibog op for Maria, at der var et ord for hendes forhold til mad. »Der stod to linjer om tvangsoverspisning, og jeg tænkte, gud, det er præcis det, jeg gør. Det var en enorm lettelse«, fortæller hun. Alligevel skulle der et langt tilløb på flere år til at gøre noget ved det, for Maria oplever overspisning som et vældig stort tabu.



»Det er ydmygende at fortælle, at man gør sådan noget. I dag er idealet at være tynd, og når vi hele tiden ser en masse mennesker, der skal tabe sig i tv-programmer om overvægt, får folk sådan en indstilling: Det er din egen skyld, du må tage dig sammen«, siger Maria.

Og konstaterer, at »det ville man jo aldrig sige til en, der havde anoreksi«. Behandlingen har rokket ved Marias blik, der hidtil har fokuseret på maden og de mange planer om at få badevægten til at makke ret. Nu handler det om at lære at udtrykke følelser gennem ord og tanker i stedet for at tvinge dem ned i halsen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden