Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Iben Steiness har erfaret, at gode følelser som forelskelse og glæde åbner for sluserne til undertrykt sorg. Nogle gange fylder sorgen meget i hendes liv, nogle gange mindre, men den vil altid være der og være en del af hende. Det skal både en ny partner og hun selv acceptere. Hun har nemlig erfaret, at sorgen – hvis hun skjuler eller undertrykker den for meget – er ødelæggende for et forhold.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sorgen er blind passager i nye  forhold

Siden Ibens mand døde, har den 38-årige kvinde haft to forliste forhold, fordi sorgbearbejdelsen var sværere end ventet.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kærlighed til en afdød partner bliver nogle gange målt på den efterladtes adfærd, som var hans eller hendes afholdenhed et bevis på følelsernes ægthed og styrke.

Derfor har Iben Steiness brug for at få én ting på det rene, inden hun linder på døren til sit privatliv.

»Uanset om jeg finder en ny partner eller ej, vil jeg altid elske Jesper, og han vil altid være far til mine børn. Jeg kan ikke holde ud, hvis nogen opfatter en kæreste som tegn på, at Jesper er glemt, og at livet bare kører derudad. For gu’ gør det ej. Sådan en sorg kommer man sig ikke over, den lever man med«, siger den 38-årige kvinde fra Hellerup, der arbejder som investor relations manager hos Carlsberg.

Hun bor sammen med sønnerne Emil og Julius på 8 og 5½ år i det hus, som hun og Jesper købte, før hans sygdom vendte op og ned på familielivet. Hun lader sig interviewe om det personlige emne, fordi problemstillingen fylder meget i hendes liv, og det er hendes erfaring, at åbenhed har en terapeutisk funktion.

Længsel efter at være kvinde
»Jesper var syg i tre et halvt år, og selv om der var gode perioder, ændrer et så langt sygdomsforløb med smerter, behandlinger og bivirkninger fuldstændig parforholdet. Det betød ikke, at jeg elskede ham mindre, tværtimod. Men rollerne ændrede sig«, siger Iben Steiness og uddyber:

»Jeg tog styringen. Blev beslutningstager, sygeplejerske, omsorgsgiver, trøster, mor, fighter og praktisk gris. Så da han døde i sommeren 2007, gik der ikke ret lang tid, før jeg tænkte: Hold da kæft, hvor har jeg bare lyst til at føle mig som kvinde igen og prøve et jævnbyrdigt parforhold«.

Den unge enke troede, hun var kommet langt, fordi hun løbende havde bearbejdet sine følelser, men snart sandede hun, at der er forskel på at længes efter at blive bekræftet og tage konkrete skridt.

Tanken om nye muligheder
»Tanken om nye muligheder gav mig et boost, men samtidig opdagede jeg, at jeg slet ikke orkede noget nyt. Jeg ville jo bare have min familie tilbage«.

Sorgen var så overvældende, at Iben Steiness ubevidst inddæmmede den i et depot, hvorfra den frigives i mindre portioner. Lidt mere end et halvt år efter ægtefællens død, gav sluserne imidlertid efter. Et krævende projekt på jobbet slugte det lille overskud, der holdt hende oppe.

»Hver aften græd og græd og græd jeg, fordi jeg savnede Jesper sådan. Sorgen nærmest væltede frem. Jeg savnede at kende nogen i samme båd og ringede til en mand, jeg var stødt på, som havde mistet sin kone og var alene med to børn«.

Blev kæreste med enkemand
Samhørigheden var vederkvægende, og det endte faktisk med, at enkemanden og Iben blev kærester. Relationen gav umiddelbart ny energi, men den stillede også nye krav, og den samlede pakke viste sig at være for overvældende.

»Jeg var hverken klar til at være kvinde eller reservemor for to moderløse børn og al den praktiske logistik, der følger med at pakke børn og bil for at besøge hinanden på skift. Det har været meget svært for mig at nå til en accept af, at den klassiske kernefamilie ikke længere er en mulighed for mig«.

Tre slags sorg at bakse med
Iben Steiness’ stemme skifter hyppigt karakter. Den kan være lattermild, rå og fandenivoldsk eller sprød og meget tæt på at knække over; men det meste af tiden er den klar og nøgternt berettende.

Hun har analyseret sig frem til, at der er tre forskellige typer sorg forbundet med Jespers død, som påvirker hendes lyst og evne til at finde/ rumme en ny parter:

  1. Den personlige sorg.
  2. Sorgen over børnenes tab.
  3. Sorgen over Jespers lidelse og skæbne.

»I begyndelse troede jeg aldrig, det ville ske, men efter cirka et år var jeg kommet så langt med min personlige sorg over at have mistet min mand, at jeg begyndte at føle mig klar til en ny kærlighed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil altid elske Jesper« Jeg vil altid elske Jesper, men han er her ikke mere, og jeg vil gerne have lov til at leve mit liv. Jeg er 38 år og skal ikke parkeres«. Denne større parathed mærkede Iben Steiness tydeligt, da hun i sensommeren 2008 fik en ny kæreste. At hans tilstedeværelse i hjemmet alligevel ikke var ukompliceret, tilskriver hun i høj grad den anden sorg, børnenes tab af far. »Den mand, der sad ved bordet, var ikke deres far, og det mindede mig konstant om, hvor synd, det var for dem. Det skulle have været den far, som elsker dem højt. De skulle ikke opdrages af en mand, der ’bare’ prøver at lære dem at kende«. Iben Steiness er bevidst om, at denne problematik fyldte mere hos hende end hos sønnerne. Faktisk blev den ældste ked af det, da forholdet ophørte efter jul, ligesom da det første forhold var slut. »Jeg lagde det ind i drengenes hoveder«»Hvor ældre børn måske har svært ved at acceptere en ny partner i solidaritet med den døde forælder, har Emil en alder, hvor han bare gerne vil have, at vores familie bliver ’rigtig’, og når der ikke er en far, så er det næstbedste, at mor har en kæreste. Den yngste går ikke så højt op i det. Det var altså mest noget, jeg lagde ind i deres hoveder, og her spiller det nok ind, at jeg selv mistede min far som 9-årig«. Sønnernes accept af de to kærester var ikke tegn på, at de hurtigt forligede sig med faderens død. Den har især påvirket Emil, som hun har brugt megen tid på at hjælpe, bl.a. ved at få ham med i en sorggruppe. Og som noget selvfølgeligt har hun indrettet sig efter, at begge drenge har haft ekstra stort behov for hendes nærvær. »De sidder som sugekopper på den forælder, der er tilbage, og det gør det i sagens natur sværere at lære en ny mand at kende. Forløbet forceres, når børnene af praktiske årsager hurtigt informeres – man har ikke tid til at udvikle sin egen lille verden, inden en masse familiehalløj læsses oveni, og der er grænser for fritiden. Jeg kunne f.eks. ikke drømme om at skære ned på kontakten med Jespers familie til fordel for nye reservebedsteforældre«. Svigerfamilien Iben Steiness bruger ikke selv ordet tortur, men det ligger lige for, da hun fortæller om den tredje sorg over Jespers lidelser. »Hans krop stod model til så megen ondskab, mens den svandt ind. Det er grufuldt at se et menneske, man holder uendelig meget af, gennemgå så megen lidelse. Nogle gange var smerterne så stærke, at han sad og skreg«. »Dertil kommer den mentale smerte over at skulle dø fra sine børn«. Deler sorgen med Jespers familie Denne sorg deler hun med Jespers familie, som hun kalder unik. »Jespers far, som selv har mistet sin kone, tilkendegav hurtigt, at jeg på et tidspunkt skulle finde en ny mand, og hans søster har også gjort klart, at de alle ønsker det bedste for mig«. At forargelsen kan være stor, især hvis en ny partner introduceres hurtigt, ved hun fra sin sorggruppe og fra medierne. Men selv om det ikke har været aktuelt for hende selv, vil hun ikke dømme dem, der har det anderledes. »Det er ikke usædvanligt, at folk, som har mistet, lynhurtigt finder en ny – eller sågar gør det, mens partneren er syg. Det har jeg aldrig forstået, før jeg selv oplevede, hvor meget man kan have brug for kærlighed og omsorg, når man er tvunget til at være den stærke og givende«. Det skulle nødigt hedde sig Helt fri for overvejelser om, hvad andre måtte tænke, har Iben Steiness dog ikke været. Hun havde f.eks. rigtig svært ved at fortælle om sin første kæreste til et nært vennepar. »Da de en aften kom til middag, havde jeg en besynderlig adfærd, hvor jeg snakkede løs om, hvad Emil og jeg gjorde for at bearbejde vores sorg. De skulle vide, at Jesper ikke var glemt, fordi der sad en ny mand ved bordet. Det skyldes også tabu, at jeg ikke fortalte om den første kæreste på mit job. Jeg var bange for, kollegerne skulle tænke, at jeg godt nok var hurtigt videre i teksten. Det viste sig siden, at min frygt var ubegrundet, hvilket bekræfter min teori om, at folk er mindre tilbøjelige til at dømme en, når de kender til ens tanker og følelser«. Åbenheden gør det lettere

Åbenheden gør det også lettere for de nærtstående at vurdere, hvornår det er ok at ruske lidt op i hende i forbindelse med at genetablere et ’almindeligt’ liv. »Min mor minder mig f.eks. om, at børn ikke tager skade af, at andre opdrager på dem, og min psykolog har sagt, at jeg bør forberede mig på tanken om at flytte, for man skal altid starte et nyt, neutralt sted, hvis man vil have en ny familie«. I tiden umiddelbart efter ægtefællens død regnede Iben Steiness ikke med at skifte med sønnerne. Hun troede ikke, der var råd, og hun kunne ikke forestille sig at gifte sig igen. Men efter en tid valgte hun alligevel at følge advokatens råd. »Det giver en dejlig følelse af frihed og afklaring, at drengene har fået, hvad der tilkommer dem. Ingen ved, hvordan verden ser ud om 15 år«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden