Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Livsbekræftende. At undersøge de døde er for Jytte Banner både et vigtigt professionelt job og en påmindelse om at påskønne glædens splitsekunder.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Døden hver dag ændrer synet på livet

Retsmediciner Jytte Banner mærker ofte sin egen sårbarhed, når hun står med døden tæt på, men det skærper også hendes bevidsthed om at sætte pris på livets små glæder.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selvfølgelig påvirker det mig. Det skal det. Ellers bliver det alt for koldt og afstumpet«.

Jytte Banner sidder afslappet på stolen. Hendes stemme er mørk, dialekten tungt aarhusiansk. Den 54-årige læge er en af landets mest rutinerede retsmedicinere, der i snart tre årtier har obduceret trafikdræbte, mordofre og uforklarligt døde. Ladet skalpellen løbe fra brystben til skamben, undersøgt alle organer, nærstuderet hver mistænkelig plet og forsigtigt syet huden sammen igen.

LÆS OGSÅ

For hende er døden hverdag, men den bliver aldrig rutine, fortæller hun, da vi sidder på hendes kontor i Teilumbygningen bag Rigshospitalet, hvor hun har været ansat som professor i godt to år.

Selv om hun altid koncentrerer sig om at agere professionelt, og selv om hendes karriere har gjort hende fortrolig med livets endeligt i alle afskygninger, ligger den der lige under under overfladen: sårbarheden. Tanken om, at de afdøde kroppe, hun møder på sit arbejde, alle har en historie, og de fleste nogen, der savner dem.

»Der er de dage, hvor man har en pore åben ind til følelserne og pludselig mærker, at det her er jo helt forfærdeligt«, siger hun.

Det kan være en bemærkning i en politirapport om, at den døde skulle have været til guldbryllup hos sine forældre dagen efter. Eller en anden detalje, der minder den garvede læge om, at det kunne have været en af hendes kære, der lå på stålbordet foran hende.

»Ting, der kan synes banale, kan pludselig prikke til følelserne i dig. Det er ikke til at forudsige, hvad det er, der går tæt på, og hvad der ikke gør«.

Meningsfuldt

Jytte Banner blev uddannet læge i 1988 og har siden den dag vidst, at hun ville være retsmediciner. Samarbejdet med politi og jurister er spændende, og detektivarbejdet, hun skal udføre på de afdøde, er meningsfuldt, når det kan give afgørende beviser mod en morder, bidrage til forskning eller give pårørende ny viden, der kan hjælpe dem i deres sorgbearbejdelse.

»Det, der fagligt giver mest mening, er at kunne bruge den viden, der ligger gemt i ethvert dødsfald til gavn for de levende«, siger Jytte Banner, der dog har erfaret, at tabuiseringen af døden også gælder, når der skal søges penge til forskningsprojekter med afdøde.

»Det er ufattelig svært at overbevise bevillingsgivere om, at det giver mening at udnytte den viden, de døde desværre alt for ofte begraves med i Danmark«.

Jytte Banners eget forhold til døden har hun ikke afstået fra at udfordre. Som nyuddannet skrev hun ph.d.-afhandling om vuggedød og stod selv for obduktionerne af spædbørn, mens hun havde et lille barn derhjemme og var højgravid.

»Jeg havde en sag med en lille dreng, der tilfældigvis havde en bodystocking på af samme slags, som jeg netop havde købt til min søn. Min første tanke var, at den skal han aldrig have på! Men jeg kunne godt se, at det var noget pjat, så jeg overvandt min overtro og gav ham den på, da jeg kom hjem«, fortæller Jytte Banner, der begyndte at lægge mærke til, hvad der påvirkede de andre obducenter, når de stod på sektionsstuen.

»Flere af mine ældre kolleger med teenagebørn syntes, det var rigtig svært at obducere yngre ofre for trafikulykker. Der gik det op for mig, at følelsen af frygt er noget, der hænger ved. At man bliver særlig sårbar, når man får børn og ved alt om, hvor meget der kan gå galt«.

50 knivstik

Vi går ned mod sektionsstuerne. Jytte Banner bipper os med sit adgangskort gennem tunge døre. Det er sen eftermiddag, og de fleste af hendes kolleger har forladt stedet. Lyset er klinisk ligesom resten af omgivelserne, da vi når frem til de nyrenoverede lokaler, hvor tre blanke stålborde byder os velkommen. Jytte Banner går hen mod en planche med en tegning af en mand. Hun peger på et punkt lige under halsen for at vise, hvor hun lægger snittet, når hun skal have organerne ud for at tjekke hvert enkelt for sygdomstegn.

»Man er jo på en detektivopgave; alle detaljer skal undersøges«.

En ukompliceret obduktion tager omkring halvanden time, mens de mere komplekse kan vare det meste af en arbejdsdag: »Du skal se det hele igennem. Hver gang. Hvis en person har fået 50 knivstik, skal vi undersøge hvert enkelt og vurdere dybde og stikretning«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skræmmende og nærværende ved døden ligger et helt andet sted

Vi går hen til et rullebord, som der ligger mangfoldige redskaber på. Skalpeller, sakse, tænger, lange knive og tre store træhammere. Jytte Banner registrerer mine opspilede øjne.

»Dem bruger vi, når vi skal mejsle rygsøjlen op for at undersøge knoglemarven«, forklarer hun.

»Vi gør det indefra, når vi har taget organerne ud. Man kan ikke se det bagefter«.

Glædens splitsekunder

Den rent fysiske side af døden skræmmer hende aldrig, forklarer hun, da vi har sat os i sofaarrangementet med udsigt over Fælledparken, der ligger hen i totalt mørke. Jeg fortæller hende, hvad hun har sat i gang af skrækscenarier for mit indre blik.

»I princippet er det jo bare en død krop, der ligger foran dig. Historien om den døde og det skræmmende og nærværende ved døden ligger et helt andet sted«, mener Jytte Banner. Hun bliver langt mere påvirket af at træde ind på findestederne, der ofte er den afdødes hjem, end når hun skal undersøge vedkommende på sektionsstuen.

»Når du får en tydelig fornemmelse af, hvilket liv personen har levet, og hvad det var for et menneske, kommer det ind under huden på en helt anden måde. Man bliver mindet om, at der er pårørende, der er i chok og sorg«.

En af de oplevelser, der har påvirket Jytte Banner mest, var en undersøgelse hjemme hos en ung kvinde, der havde taget sit eget liv. På væggene hang billeder af små børn, der nu skulle undvære deres mor: »Du agerer professionelt i situationen. Men når du kommer hjem og sidder og skal beskrive, hvad du har set, kommer tankerne«, fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når du står med døden så tæt på, bliver du konfronteret med livets kontraster. Jeg bilder mig selv ind, at det har gjort mig mere observant og opmærksom på at nyde de mindre ting«.

Som når et af hendes tre børn kommer glad hjem fra skole. Når trafikken glider glat. Når solen skinner. »Glædens splitsekunder« kalder hun oplevelserne, der får hende til at smile indvendig.

»Når jeg har arbejdet med døden hele dagen, bliver det ekstra fantastisk at komme hjem og sætte mig i havestolen. Så tænker jeg »Yes, hvor er jeg heldig«. For jeg ved, at livet ikke er en selvfølgelighed«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden