VÆK. Vi klæder os ud, fordi det er et smuthul væk fra virkeligheden og hverdagens trygge rammer. Derfor har udklædning og kostumer til alle tider tiltalt os, forklarer forskere.
Foto: DANIEL HJORTH

VÆK. Vi klæder os ud, fordi det er et smuthul væk fra virkeligheden og hverdagens trygge rammer. Derfor har udklædning og kostumer til alle tider tiltalt os, forklarer forskere.

Livsstil

»Vi klæder os ud, fordi det er en kærkommen virkelighedsflugt«

Halloweenkostumer og udklædning giver mulighed for kortvarigt at vriste sig fri af hverdagens forudsigelighed. Derfor tiltaler det os og har altid gjort det, mener forskere.

Livsstil

Halloween-tiden er over os, og det indebærer udklædning og uhyggelige kostumer.

Men hvorfor klæder vi os egentlig ud, og hvilke værdier er på spil, når vi vælger at hoppe i et kostume?

Vi gør det, fordi det er en mulighed for at træde ud af os selv og komme med et personligt statement.

Det mener Inge Christiansen, der er etnolog og museumsinspektør ved Køge Museum. Hun har i en årrække forsket i traditioner, skikke og dragtkulturer i Danmark.

»Med en udklædning kan du træde ud af dig selv og gøre noget, du ikke normalt ville gøre. Alle regler og normer er sat ud af spil, og det er en måde at få afløb på. Et frirum, hvor man kan skeje ud, og det har vi mennesker altid haft brug for«, siger Inge Christiansen.

Kan man ikke godt komme med et personligt statement, uden nødvendigvis at skulle springe i et kostume først?

»Vi behøver ikke udklæde os som Linse, James Bond, Captain America eller tequilaflaske for at udtale os om kendisser, filmhelte eller alkohol. Men ved at udklæde sig, kan man lave sjov med det på en uskyldig måde. Typisk handler det jo også om at vise, man er opfindsom og unik og lege med vores opfattelse af tingene. I 1800-tallets fastelavnsoptog var mange i optoget klædt ens ud, hvilket ikke var mærkeligt, fordi man dengang dyrkede gruppen, hvor man i dag dyrker individet«.

Væk med rammerne

Selvom man i Danmark og de fleste andre lande ikke behøver gemme sig bag udklædninger for at kunne agere frit, så har mennesket til alle tider og i alle dele af verden klædt sig ud. Det er en universelt og tidløs lyst. En kærkommen virkelighedsflugt, forklarer Inge Christiansen.

Trangen til udklædning er altså uden skelen til tid og sted - men det er årsagerne til, hvorfor og hvordan man vælger at gøre det ikke:

»Det, man vælger at klæde sig ud som, er meget afhængigt af den tid og det samfund, man er i. Før i tiden i det danske samfund klædte voksne sig eksempelvis ud for at gøre nar ad biskoppen eller udfordre andre magthavere. Det blev en måde at klare en til tider barsk hverdag på. Sådan er det slet ikke i dag. Nu har vi jo heldigvis ytringsfrihed, og vi kan frit udfordre magthavere, hvis det er det, vi vil«, siger Inge Christiansen.

Derfor er det også tankevækkende, at udklædningstraditioner såsom Halloween nyder fornyet popularitet, og stadig har relevans i dag, mener hun.

»Det er faktisk interessant, at både børn og voksne stadig finder fornøjelse i at klæde sig ud. For vi har jo masser af anden underholdning og måder at være sammen på. Men udklædningen finder hele tiden nye steder at komme ind – eksempelvis her med Halloween. I dag er det en måde at bringe sig selv i spil på, uden at blive til grin«.

Redskab til frigørelse

Maria Mackinney-Valentin er lektor og Ph.d. ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her forsker hun blandet andet i mode, design og beklædning ud fra et kulturhistorisk perspektiv.

Hun er enig i, at behovet for udklædning grundlæggende bunder i en lyst til at lirke op for hverdagens ofte besnærende rammer.

»Vi klæder os jo på en måde ud hver morgen, når vi tager tøj på. Men der er vi stadig underlagt forskellige sociale normer«, siger hun.

Når vi så indimellem aktivt vælger at klæde os ud, giver det mulighed for at bruge vores fantasi og løsne op for os selv, forklarer Maria Mackinney-Valentin.

»Eksempelvis nu til Halloween, da bliver kostumerne et redskab til måske at komme i kontakt med sider af tilværelsen, som ellers er forbudte. Det kan virke frigørende på os, fordi vi kan lege med identitet og virkelighed«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden