Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 PER FOLKVER
Foto: PER FOLKVER

Beskyttelse. Peter A. Nielsen fortæller, at han har bygget det lille stakit rundt om graven, fordi der græsser køer på marken om sommeren.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Peter begravede sin kone i haven: »Det er rart, Lillian ligger her«

Flere danskere vælger at begrave deres afdøde på privat grund.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Peter Nielsen sænker nakken og peger ud af vinduet fra huset i Birkerød. Et lille, sneklædt bøgetræ står ærekært på marken og gør modstand mod en hård martsvind.

»Vi befinder os rigtig godt med, at Lillian ligger her«, siger 73-årige Peter Nielsen, der mindes sin kone, som for to år siden døde af en hjertesygdom.

De to var helt enige om, at de ville begraves på grunden. De havde levet der i mange år og synes, det er et smukt sted.

Danskerne vil begraves på privat grund Det lille træ markerer, hvor Lillian Nielsen ligger. Det er egentlig ikke lovligt at markere et gravsted på privat grund med kors, sten eller et andet mindesmærke.

»Vi har plantet bøgetræet, så der ikke lige er nogen, der pløjer hen over det«, siger Peter Nielsen, der oprindeligt er uddannet kemiingeniør.

Peter Nielsen er en af 46, der i 2011 søgte om tilladelse til at nedsætte en urne på privat grund. Sidste år var tallet 42, og af dem fik 38 tilladelse.

Der er en række krav, der skal opfyldes, inden man må nedsætte en urne. Grunden skal være større end 5.000 kvadratmeter. Derudover skal tinglyses en deklaration, og derefter er det i ti år forbudt at grave på stedet.

Peter Nielsen vil også gerne begraves på det økologiske husmandssted under samme træ som sin kone.

»Kirken ville være en slags skuespil«
På det lille husmandssted bor hans datter, Line Nielsen, i et andet hus med sin familie.

Lillian Nielsens gravsted er placeret, så både far og datter kan kaste et blik ud til bøgetræet fra deres stuevinduer.

»Vi kigger dagligt derud og mindes Lillian. Det er faktisk rigtigt rart at kunne det«, fortæller Peter Nielsen.

Peter og Lilian Nielsen meldte sig for mange år siden ud af folkekirken. Lillian Nielsens sygdom gjorde parret bevidste om at træffe de rigtige valg i livet og bruge tilværelsen på bedste måde.

Sammen rejste de meget, gik i teatret og elskede biografture.

Derfor var det også vigtigt for Peter Nielsen, at afslutningen på hans hustrus liv var fuldstændig i hendes ånd. Kirkegården var aldrig til overvejelse.

»Det ville være en slags skuespil, når man ikke tror på gud. Når man siger farvel til livet, er det jo alvorligt. Og det skal være i overensstemmelse med de værdier, man har rent menneskeligt«, siger Peter Nielsen.

Jubilæum med Charlie Chaplin
Peter og Lillian Nielsen havde ikke talt så meget om, hvad der skulle ske, hvis Lillians sygdom skulle tage hende væk.

Men en dag på Rigshospitalet stod det klart, hvilken musik Lillian Nielsen ønskede til sin mindeceremoni.

20 -årsdagen for den første vellykkede hjertetransplantation i Danmark blev blandt andet fejret med musik spillet af to fra Sjællands Symfoniorkester. En far og en søns dejlige toner bjergtog Peter og Lillian Nielsen.

Melodien var Charlie Chaplin’s ’Life’.

»Lillian syntes musikken var meget smuk. Så vi spurgte dem, om de havde lyst til at spille til mindehøjtideligheden«, fortæller Peter Nielsen.

Det takkede duoen ja til.

Mindehøjtidelighed ved Furesø
Peter og Lilian Nielsen meldte sig ind i foreningen, Humanistisk Samfund, lige da den startede i 2008.

Foreningen arbejder for en ikke-religiøs humanisme. Humanismens mål er, at mennesker skal leve det gode liv på egne præmisser og vise ansvar for hinanden, andre mennesker og kommende generationer.

Parret synes, at foreningens livsanskuelse og tanken om at acceptere andre mennesker og deres meninger stemte godt overens med deres levemåde. Dengang var indmeldelsen ikke med henblik på en fremtidig begravelse, som foreningen blandt andet kan hjælpe til med.

Men Humanistisk Samfund var med helt til det sidste.

»Det var rart at have nogen, man havde tillid til. Vi kendte foreningen og vidste, hvad de stod for«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke så langt fra Peter Nielsens husmandssted ligger Furesø.

Novembersolen, spredte skyer og søen dannede de smukke rammer om afskeden med Lillian Nielsen. Det var et sted, som hun og Peter Nielsen holdt meget af at komme.

Lillian Nielsen var repræsenteret med et stort billede med lys omkring. Humanistisk Samfund stod for talen.

Læser mindetalen i ny og næ

»Der var en tryghed i det. Talen var utrolig god og meget personlig. Den fortalte lidt om hendes og vores fælles liv, og hvad der var karakteristisk for hende«, fortæller Peter Nielsen.

Han mener ikke, han ville have kunnet klare ceremonien selv.

»Man stod i en fuldstændig uvant situation, og man havde så kort tid til at planlægge det hele«.

Han har stadig talen i dag. Han fortæller, at han ind i mellem finder den frem og læser den igen. Talen vækker mange gode minder om et dejligt liv sammen med Lillian, fortæller han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden