Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Uforberedt. Jonas Brandt havde ikke talt med sin far om hans begravelse, inden han døde. (privatfoto)

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jonas begravede sin far i en skovpavillon til lyden af Stevie Wonder

En mindeceremoni behøver ikke nødvendigvis at foregå i et kapel eller i en kirke.

Livsstil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ȯdelt er mennesket,

jorden er rig!«

Bløde klarinettoner fra ’Kringsat af fjender’ forenes med omkring 50 menneskers sang i Fanefjord Skovpavillon.

I to lige rækker på hver side af den hvide kiste sidder pårørende til Lars Minor. De læser op fra en pjece og mindes et liv, der er forbi.

Døden blev ikke drøftet Lars Minor havde ikke selv valgt sangen. Han havde heller ikke valgt omgivelserne, hvor hans kære nu synger omkring ham. Blomsterne, tøjet han blev iklædt og stedet, hvor han senere skulle lægges i jorden, havde han heller ikke været med til at bestemme.

Hans søn, Jonas Brandt, og hans kone, Susanne Brandt, fik aldrig rigtig talt med ham om, hvilke ønsker han havde, når han var væk.

Selv om den 70-årige Lars Minor var syg over længere tid, valgte han ikke at tale om begravelsen.

»Døden var et emne, som min far ikke ville drøfte. Han lagde det hele i vores hænder. Han ville ikke være af en del af den proces«, fortæller Jonas Brandt.

Jonas Brandt lovede på sin fars dødsleje, at han nok skulle sørge for at passe godt på sin mor og sig selv. Med de ord overlod hans far trygt resten til sine nærmeste. Han sagde, at han ikke var bange.

En afslutning uden afklaring
Da Jonas og Susanne Brandt stod på Næstved Sygehus og holdt deres fars og mands hånd, inden han åndede ud en sidst gange, vidste de derfor, at resten nu var helt op til dem.

Lars Minor havde givet udtryk for, at han var klar til at dø. Hvis det stod til ham, kunne familien gøre, hvad de ville med ceremonien. Inden han døde den 9. november 2011, gav han tydeligt udtryk for, at han ikke forlangte det store ståhej til hans begravelse.

Men hvad han egentlig ønskede, fik han heller ikke meddelt de efterladte.

Jonas Brandt er enebarn. Han og hans mor satte sig sammen og diskuterede, hvilke muligheder, de havde for at tage afsked på en smuk måde.

Lars Minor havde for længst meldt sig ud af folkekirken. Så Guds hus skulle ikke være det sidste stop inden krematoriet.

»Vi var enige om, at det skulle være i nærheden af, hvor vi boede. Så fandt vi frem til Fanefjord Skovpavillon«, fortæller 31-årige Jonas Brandt, der oprindelig er fra Møn.

De drøftede med folkene på Fanefjord Skovpavillon, om det kunne lade sig gøre. Den lille pavillon havde lagt lokaler til masser af store begivenheder. Bryllupper, fødselsdage og julefrokoster. Lars Minor havde også selv været til en del arrangementer der. Men en mindehøjtidelighed havde de ikke prøvet. Alligevel var de meget åbne overfor det.

»Vi synes rammerne var rigtig fine. Vi snakkede med bedemanden, der skulle køre kisten derhen, og det var heller ikke noget problem«, fortæller Jonas Brandt.

En begravelse på ’gefühl’
Jonas Brandt og hans mor valgte ’Kringsat af fjender’ af Nordahl Grieg, fordi den havde stor betydning for Lars Minor og hans kone. Gennem de 40 år de kendte hinanden, havde de sunget den i mange forbindelser.

Minder om demonstrationer i udlandet, politiske møder og 68-ungdommen var knyttet til netop den sang.



Derfor var der ingen tvivl om, at den skulle have del i afskeden.

Med andre dele af begravelsen faldt beslutningen ikke så lige for. Mor og søn famlede i blinde for at vælge det helt rigtige til den vigtige dag. Også tøjet var oppe til overvejelse.

»Vi valgte, at han skulle have et par pæne bukser på i kisten. Og så en skjorte og en blazer, som min mor vidste, han var glad for«, fortæller Jonas Brandt.

Alternativer til kirken
Lars Minor, der var uddannet psykolog, havde en alternativ tilgang til livet. Han ville helt sikkert helst spredes ud over havet, fortæller Jonas Brandt.

»Men det var vigtigt for min mor og jeg, at vi havde et samlingssted, hvor vi kunne mødes og mindes ham. Så det blev kirkegården«, fortæller han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lars Minor arbejdede som journalist og havde en stor berøringsflade. Han kendte bedemanden, der kørte ham til og fra skovpavillonen, og det var hende, der luftede muligheden for, at der var mange andre måder at sige farvel på end kirken.

Hun foreslog blandt andet, at de kunne holde mindehøjtideligheden hjemme hos dem selv. Men Fanefjord Skovpavillon føltes rigtigt for Jonas Brandt og hans mor. De stod selv for hele højtideligheden.

»Det var ligesom, hvis du skulle leje dig ind til en konfirmation. ’Vi bliver 50 mennesker, og vi skal have lidt kaffe og kage’, sagde vi bare. Vi fik stillet lokalerne til rådighed, og så kom rustvognen med kisten som aftalt«, fortæller Jonas Brandt.

»Vi drak kaffe og sludrede lidt«

En ven af familien spillede Stevie Wonder og George Shearing på tværfløjte, og Susanne Brandt stod ved kisten og holdt talen.

Jonas Brandt overvejede også at sige et par ord, men de blev enige om, at det var nok, at en af dem talte.

Han og hans mor havde forinden valgt, hvem de synes skulle bære kisten ud i rustvognen.

»Foran skovpavillonen stod vi og så rustvognen køre væk stille og roligt. Og så var det det. Det var ligesom afskeden fra os. Bagefter gik vi ind og drak en kop kaffe og sludrede lidt«, siger Jonas Brandt.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden