Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

fisketur. 8-årige Otto Benjamin Dahl Thomsen tager blandt ud for at fiske efter skaller sammen med naturvejleder Jes Aagaard.
Foto: MAUD LERVIK

fisketur. 8-årige Otto Benjamin Dahl Thomsen tager blandt ud for at fiske efter skaller sammen med naturvejleder Jes Aagaard.

Livsstil

Naturvejlederens bedste tip til efterårsferien

Tag med på fisketur og fuglesafari, lav bålmad og smag på myrer. Blandt andet.

Livsstil

Naturen stråler lige nu i smukke, røde farver, og en tur i skoven er næsten obligatorisk. Men der er også masser af andre oplagte oplevelser i efterårsnaturen. Naturvejleder Jes Aagaard guider:

Fisketur og bålmad

Hvis I tænker, at det der med en fisketur lyder lidt uoverskueligt, fordi I hverken har fisketegn eller fiskestang, så læs med her. For det behøver slet ikke at være så besværligt.

Der findes masser af steder i Danmark, hvor man må fiske uden fisketegn, hvis man er under 18 eller fyldt 65. Man finder stederne uden besvær på Naturstyrelsens hjemmeside udinaturen.dk, hvor der ligefrem er en fane, der hedder ’frit fiskeri’. Er man mellem 18 og 65, skal man have det generelle fisketegn, men derudover ikke betale separat.

Foto: LERVIK MAUD

Og fiskestænger? Dem kan I lave til hele familien af kæppe, I finder i skovbunden, eller hvor I nu befinder jer. Bare tag noget fiskeline, fiskekroge og en håndfuld gamle vinpropper med hjemmefra. Og en dåse majs til madding.

Jes Aagaard og 8-årige Otto Benjamin Dahl Thomsen får hurtigt gjort en fiskestang klar. Under kyndig vejledning kaster han snøren ud ganske tæt på bredden, kun lige fri af siv og andre plantevækster.

»Så holder du bare øje med, om proppen bevæger sig. Hvis den bevæger sig, er der en fisk, som forsøger at bide på, men du skal have tålmodighed og vente, til proppen går under. Først da er der bid«, forklarer Jes Aagaard.

Otto stirrer koncentreret på proppen. Han svinger lidt med benene, mens han sidder og venter på den lille bro ude i kanalen. Ventetiden bliver ikke ret lang. Pludselig begynder proppen at vippe i vandet, og så dykker den. Otto kommer hurtigt på benene og jubler, mens han trækker fisken op.

»Se, en fin skalle!«, siger Jes Aagaard.

Otto stråler af stolthed, mens naturvejlederen hjælper ham med at få den af krogen og viser ham, hvordan han ved at klemme om fisken et halvt minuts tid skånsomt tager livet af den.

Otto er straks klar med fiskestangen igen, og endnu en gang får han en skalle på krogen. På denne årstid er det typisk skaller, gedder eller aborrer, der bider på, fortæller Jes Aagaard.

Så er det tid til at grille skallerne. Ikke langt fra kanalen finder vi en bålplads. Vi har lidt brænde med, men det er også tilladt at samle tørre kviste og græs i naturen og tænde op med det. På udinaturen.dk er der et kort over alle bålpladser i Danmark – der er mange af dem!

Foto: LERVIK MAUD

»Åhr, den smager godt!«. Otto er ved at falde i svime over den nygrillede skalle, de på stenaldermanér har grillet helt nede i ilden med skindsiden nedad. Det tog bare et par minutter. Forinden havde de skåret den op langs bugen og befriet den for indvolde.

Jes Aagaard ærgrer sig over, at han ikke har taget æbler, rosiner, smør og brun farin med. Ifølge ham er det en himmelsk mundfuld til dessert. Man fjerner bare kernehuset med en teske og propper rosiner, en god klat smør og brun farin ind i stedet for. Så sætter man ’æblelåget’ på igen, pakker æblet ind i stanniol og bager det direkte i gløderne. Mums.

Her kan du fiske og tænde bål: Find et sted nær dig på www.udinaturen.dk.

Det skal du bruge:

  • Kæp
  • Fiskeline
  • Krog
  • Vinprop
  • Majs
  • En spand til din fangst
  • Kniv
  • Skærebræt
  • Lidt salt til fisken
  • Brænde
  • Renseservietter til at rengøre hænderne
  • Æbler
  • Rosiner
  • Brun farin
  • Evt. dej til snobrød

Fuglesafari

Hvis vi er heldige, ser vi en havørn«, siger Jes Aagaard, før han og Otto sætter hver sin kikkert for øjnene.

»Kan du se den fugleflok, der flyver op derovre?«.

Otto drejer kikkerten i den retning, naturvejlederen peger, og nikker.

»Når en flok pludselig letter, kan det ofte betyde, at der er en rovfugl i nærheden«.

Foto: LERVIK MAUD

Det lykkes dog ikke at spotte en havørn i dag, men de to får både viber, gråænder, blishøns, gæs, skarv og svaner i kikkerten.

»Skarven er sjov. Den er en slags dansk pingvin. Ligesom pingviner svømmer den under vandet og bruger vingerne som finner. Når den er færdig med at fiske, sætter den sig og breder vingerne ud i solen, mens den tørrer«, fortæller Jes Aagaard.

Her i efteråret er det et rigtig godt tidspunkt at kigge på fugle. Der er store træk af rovfugle og vadefugle, som er på vej sydpå fra det nordlige Skandinavien.

De bliver ofte hængende i Danmark i nogle uger, så lige nu er der rig mulighed for at se for eksempel musvåger, rørhøge, fjeldvåger, hjejler, viber og skarv. Og altså havørne.

»Kan du finde en fugl, der har sort og hvid smoking på, og som har en sort hanekam?«, spørger Jes Aagaard.

Otto lader kikkerten vandre.

»Dér!«, udbryder han og peger på en vibe.

»Det er lidt ligesom at gå på Pokémon-jagt«, ler Jes Aagaard.

Her kan du kigge på fugle: Der findes fugletårne overalt i Danmark – bare find dit på www udinaturen.dk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal du bruge

  • Kikkert
  • Fuglebog

På jagt efter myrer, biller og markchampignon

Bare stik kniven ind, og skær, som om det var en lagkage«. Naturvejleder Jes Aagaard instruerer Otto i, hvordan han skal åbne myretuen, så han let kan vippe et trekantet låg af den græsklædte tue.

For det utrænede øje ligner den bare en forhøjning på græsmarken, men så snart Otto løfter låget, myldrer det med gule engmyrer.

Foto: LERVIK MAUD

Kender du restauranten Noma?«, spørger Jes Aagaard.

Otto ryster på hovedet.

»Nå, men det var en meget fornem restaurant, som godt nok er lukket lige nu, men der serverede de den her slags myrer for gæsterne. På en af verdens fineste restauranter«.

Jes Aagaard fanger en myre mellem fingrene og stikker den ind mellem fortænderne, hvor han hurtigt bider den over, før han lader den glide ind på tungen: »Prøv at smage en. De smager dejligt af lime«, opfordrer han: »Men husk lige at nappe den over med fortænderne først«.

Otto propper en i munden uden at følge rådet om et hurtigt nap: »Av, den bed mig i tungen«, udbryder han leende: »Men ja, den smager af lime. Uhm, jeg tager lige en til«.

Foto: LERVIK MAUD

Da Otto og Jes Aagaard er blevet enige om, at det nok tager lidt for lang tid at spise sig mæt i gule engmyrer, lægger de lagkagestykket på plads, så myrerne kan bruge hele tuen igen. Så rejser de sig og går på jagt efter en kokasse, der hverken er alt for tør eller helt frisklagt. Ikke fordi den indeholder noget spiseligt, men fordi der ofte gemmer sig nogle »rent ud sagt skideflotte biller« i kokasser. Lakrøde møgbiller, hedder de, og de titter frem mellem regnormene, hvis du finder en god kæp og roder op i kokassen.

Makkerparret kigger også efter markchampignon.

»De fleste tror, at man kun kan finde spiselige svampe i skoven, men rundt omkring på markerne vokser der som regel mange markchampignon i efteråret«, fortæller naturvejlederen.

Vejret har dog været for tørt for længe til, at vi finder nogle i dag, men hvis du er heldig at støde på svampe på dit markeventyr, så gå efter dem, der ligner helt almindelige champignon, som du kender dem fra supermarkedet. De skal have brune lameller, endelig ikke hvide – dem med hvide lameller er giftige at spise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her kan du gå på jagt: Ethvert dansk naturområde med våde enge, hvor der går dyr. For eksempel fælleden på Amager, hvor der går omkring 1.000 køer på græs, er et godt sted. I kan leje cykler på Naturcenter Amager for 30 kroner om dagen, så I let kan komme omkring på det store område.

Det skal du bruge:

  • Kniv
  • Kurv til svampe
  • Svampebog

------------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at der flere steder er frit fiskeri for enhver. Er man mellem 18 og 65, skal man imidlertid have det generelle fisketegn.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce