Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

    Alt om Moderne kærlighed

Marie Hald
Foto: Marie Hald

Forelskelse. Ole Olsen har efter sin kones død genfundet kærligheden med Lone. Her sidder de på deres yndlingsnatursted i Utterslev Mose.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når man har levet to forskellige liv, hvordan finder man så sammen i ét?

Omverdenen åbnede sig for Ole Olsen, da han mødte en ny kæreste i en alder af 68 år.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi mødte hinanden over nettet. Lone og jeg.

Hun var den tredje pige, jeg datede, efter at jeg havde fået godt 100 henvendelser på et halvt år på et tilfældigt chatprogram.

Der er utrolig mange ældre, som søger ny partner på den her måde, jeg kan undre mig! Men jeg har været blind, jeg har jo været gift i et lykkeligt ægteskab over 40 år og har aldrig haft brug for at opsøge det her marked.

Første gang jeg datede, gik det så galt, at jeg blev fanget ude på en altan med en pige, som jeg havde taget fuldstændig fejl af. Hun var gået i stå, og jeg løb skrigende bort. Men med Lone var det noget andet. Hun var aktiv og attraktiv og havde mange jern i ilden. Det kan jeg godt lide, der må gerne være fart på.

Da jeg mødte hende, havde jeg et meget stort problem med mit sexliv, som var gået i stå i mange, mange år på grund af min kones sygdom – og det havde jeg slet ikke drømt om, at jeg skulle i gang med igen. Men det kan du fandeme tro, der kom skub i! Der gik ikke lang tid, før Lone fik sat ild i mig«.

»Allerede på første date i København, hvor jeg inviterede på en pandekage og en kop kaffe, sagde det klik – og jeg blev forelsket, tror jeg. Og det var bare så dejligt. Jeg havde ikke dårlig samvittighed over at blive forelsket igen eller at finde en ny partner efter at have været sammen med min kone, Jette, i så lang tid. Og jeg kunne sagtens genskabe den her følelse af at være forelsket«.

LÆS MERE FRA SERIEN

»Du kan tro, jeg blev ramt! Jeg ved ikke, hvordan man mærker at være forelsket, men for mig giver det altså varme og lov til at være i nuet. Lov til bare at være. Og ja, det er et stort ord – men det er jo også lykken, der kommer der. Og det skete så, da jeg mødte Lone. Så rejste hun så til Cuba med en veninde et par uger efter, vi havde mødt hinanden. Uden jeg vidste det. Jeg husker, jeg havde lyst til at tage kontakt til hende igen, men jeg kunne ikke få fat på hende. I fjorten dage! Så kontaktede hun mig«.

Så var vi sgu blevet kærester!

»Vi mødtes igen og igen forskellige steder i byen; vi spiste både middag på et sideskib i Nikolaj Kirke og drak vin på en skøn portvinsbar. Vi begyndte så småt at blive enige om at være sammen. Jeg husker tydeligt, at vi var oppe at se en kunstudstilling ved Mølleåen, da hun lige pludselig siger til sine veninder, at hun gerne vil præsentere sin kæreste. Så var vi sgu blevet kærester, du! Og det kunne jeg jo aldrig, aldrig have troet«.

»Jeg er jo lidt bange for det – det ord. Jeg vidste ikke, hvad det betød dengang. Det gør jeg nok stadig ikke. Jeg har ikke været kærester med nogen, siden jeg var 18 år. Men det var godt, jeg havde brug for det, at blive skubbet i gang«.

»Det tog hårdt på mig, da min kone døde efter ti års sygdom. Hun var 64 år, det er fem år siden. Hun havde levet et hårdt liv, hun led af knogleskørhed. Jeg passede hende i mange år, og hun var fuldt afhængig af mig til sidst. Hun var nu en barsk dame, men det hjælper jo ikke meget, når man taber kraften i knoglerne. Så faldt Jette sammen. Og det dør man altså af«.

LÆS MERE

»Jeg blev meget, meget gal på hele verdenen, og jeg var jo tæt på at tage mit eget liv. Jeg gad ikke mere. Det er mere end ens halve liv, der forsvinder. Da Jette var blevet begravet, og alle gæsterne var gået om aftenen, drak jeg for meget spiritus. Jeg var så rasende, og jeg kan ikke engang huske det, fordi jeg var så beruset.

»Heldigvis var der nogle af mine gode venner fra Samsø, der overnattede, og de tog mig med hjem. Jeg brugte lang tid på at komme over det, men jeg fik lagt min galskab ned og kunne fortsætte«.

»Men jeg har været en værre klovn. Jeg sagde til alle, at jeg nok skulle klare mig selv. Det var en stor fejl, at jeg ikke fik talt med mine børn om det. Vi ligner hinanden meget og taler ikke så meget omkring de der alvorlige ting«.

»Det er meget svært at få sat ord på, når ens kone dør. Det er meget bedre at tie det ihjel. Holde en lille tale oppe i kirken og i øvrigt gå ud og drikke sig beruset til gravfesten. Det gjorde jeg. Og det tror jeg, der er mange mænd, der vælger at gøre. Jeg har været meget indelukket om de der ting. Jeg blev bare så gal, at jeg kunne slå hele verden ihjel«.

»Jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke opsøgte mere hjælp. Jeg gjorde en stor fejl ikke at gå i terapi, som Lone fx har gjort. Hun har tacklet det på en helt anden måde, hun har været i sorggruppe og fået nogle pragtfulde veninder. Jeg fik det jo også tilbudt - både af min læge og på Herlev Sygehus. Jeg kunne jo bare have taget imod det! Men jeg var så stolt, så det skulle jeg nok selv klare. Det kan man ikke! Jo, hvis jeg kunne få lov til at komme væk fra denne verden«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det går over! Da jeg først kom videre fandt jeg ud af, jeg ikke kunne leve alene. Jeg har et meget stort omsorgsgen, som jeg skulle bruge, og havde brug for alt det, et partnerskab rummer. Du kan tro, det betyder meget, at jeg mødte Lone. Det har jo trukket mig i gang«.

En stor brøler

»Tænk dig, en aften gjorde jeg den store fejl at gå i seng uden at sige godnat. Lone er et B-menneske, hun kan begynde at se en film klokken 23 om aftenen, men jeg er dødtræt på det tidspunkt. Så er du tosset, jeg kom i forhør om morgenen: »Går man i seng, så siger man godnat«, sagde Lone, og det måtte jeg jo også høre på. Men så tillod hun sig også at sammenligne mig med sin mand, som var død. Hun fortalte, at hun fik mere omsorg fra ham. At de kunne bruge en hel formiddag i sengen med morgenmad. Hvor jeg fandeme står op og rasler ud og laver ting ud i haven, fordi min energi ligger der. Og den sammenligning, den kunne jeg ikke klare. Den med, at hun havde fået mere kærlighed, end jeg kunne give hende. Det ramte fandeme hårdt«.

»Når man har levet to forskellige liv, hvordan finder man så sammen i ét? Det kræver energi og tid. Det er jo krævende, jeg bliver ramt på energien. Selv om jeg er en gammel mand, må jeg jo sikre mig at se ordentlig ud, gå i bad og klippe mine negle. Og når vi så er sammen, så skal jeg være utrolig vågen og bruge min energi rigtigt. Det er altså anstrengende for mig. Og nu bor jeg i en rygsæk, og mit hus i Utterslev Mose, som jeg selv har bygget, er til salg. Nu pendler jeg fra det til Lones pragtfulde lejlighed på Islands Brygge. Og nogle gange til hendes store sommerhus i Rørvig, hvor jeg har sat mange ting i gang«.

»Selvfølgelig er der ting, jeg savner ved mine rutiner og livet før. Jeg savner roen. Og lige nu har vi gang i så meget, at jeg slet ikke kan magte det. Der er også mange praktiske ting, som man skal lære. Der er virkelig forskel på den måde, vi lever på. Men hun tager pænt hensyn til det. Undtagen hvis der er noget, vi skal«.

»Hvis du vidste, hvordan jeg er blevet sat til at lave mad! I virkeligheden kan jeg lave tre retter: æbleflæsk, frikadeller og en hakkebøf. Men jeg må jo oppe mig. Her til mortensaften måtte jeg jo lave and. Det skulle også være en fin and. Sådan noget har jeg aldrig gjort mig i – jeg har altid købt den billigste. Det går ikke! Og så klokken 18 kommer gæsterne ind, og så siger hun: Ole, du skal lige sætte dig ned i to minutter. Vi skal se ud, som om alt er i den fineste orden. Og vi har lige været fuldstændig op på naglerne. Det er jo helt vanvittigt. Men hun forstår sig på det«.

»Lone er dygtig til at lave mad, så gæsterne sidder og roser hende, når vi har besøg. Jeg kan ikke engang dække et bord. Og nu jeg må ikke engang gå med et lommetørklæde i min bukselomme. Altså, det har jeg alle dage gjort. Nu skal jeg have en papirserviet i en plastikpose, hvis jeg er forkølet. Altså, der er så mange ting, du er nødt til at rette dig ind efter – og sådan er det. Jeg holder af hende, jo«.

»Lone er en fandens kvinde, det er hun. Og jeg kommer så galt af sted. Hun giver sig ikke en meter, men det er jo det, jeg godt kan lide ved hende. Jeg har været heldig at finde den her guldklump, som hun nu er. Og det lever jeg så med, uanset hvilke problemer det måtte give«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har ikke råd til at gifte os lige nu. Men vi skal flytte sammen til sommer i en ny lejlighed på toppen af et højhus ude ved Amager Strand, som de lige skal have bygget færdigt. Jeg tror først, vi får et ordentligt liv, når vi kan flytte ind der«.

»Da vi besluttede at finde et hus sammen, så ønskede mine børn os held og lykke, men det gjorde min kærestes børn ikke. De sagde; den går vi ikke med til. Og det har vi så haft en krise om. Den er ikke løst 100 procent«.

»Det passer mig egentlig ikke så godt at flytte ind i sådan noget nyt – jeg ville i virkeligheden gerne bo i noget gammelt, for jeg kan godt lide at gå og vedligeholde det. Men det kan jeg gøre på Lones sommerhus. Så tager jeg min papirkniv og min høvlebænk med. Jeg behøver ikke mere. Det er også dejligt at slippe. Det er sgu da skønt at starte et nyt liv«.

»Det er fantastisk at se sig selv blive forandret. Jeg elsker de der forandringer. Og jeg kan sagtens slippe hele livet, du. Ikke noget problem«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden