Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

    Alt om Moderne kærlighed

Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Intuitivt. Når Karen Henriksen træder ind i et rum med en døende, fornemmer hun en særlig stemning. Selv om mennesket i sengen ofte ikke kan tale eller se, kan det føle meget, mærker hun.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Karen er vågekone: Ingen skal være helt alene, når de dør

At holde døende i hånden, giver Karen Henriksen stor mening i livet. Hun synes, det er en skam, at døden er et tabu i dansk kultur.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var midt om natten, da Karen Henriksen blev vækket af telefonen. Beskeden havde hun frygtet i de dage, der var gået, siden hun sidst havde hørt fra sin storebror. De to var tætte som tvillinger, så kontakten var hyppig på Facebook, selv om han befandt sig i Thailand. Og da korrespondancen pludselig stoppede, blev hun nervøs.

»Åh nej, sagde jeg bare. Han var druknet, fik jeg at vide. Så startede tankerne«.

Det er to år siden, hun fik det ubehagelige opkald, men Karen Henriksen husker tydeligt, hvad der gik gennem hendes hoved resten af natten og langt tid efter. Særligt én tanke kunne hun ikke slippe.

»Han havde ikke nogen tæt på dernede, så han er formentlig død uden nogen omkring sig. Det er ganske forfærdeligt. Tænk at forlade denne verden helt alene. Som om du ikke er elsket«.

Oplevelsen fik Karen Henriksen til at tænke på, at hendes bror langtfra er den eneste, der tager afsked i ensomhed.

»Der er ingen, der ved, hvad der sker, når vi dør. Hvor meget vi opfatter og mærker. Men jeg tror, det betyder noget, at der er nogen til at sende en af sted. Ligesom ingen bliver født alene, skal ingen dø alene, medmindre de selv ønsker det«.

Tre måneder efter sin brors død meldte Karen Henriksen sig som våger.

Som en af Dansk Røde Kors’ frivillige i landets 75 vågetjenester sidder hun nu hos døende i deres sidste timer. Aer, holder i hånden, synger, læser højt eller giver sit nærvær, så de kan ånde ud og få fred i den tryghed, det giver, at der er nogen ved siden af.

»For mig er det en meget meningsfuld opgave. Nogen synes måske, det er underligt, men for mig er det helt naturligt og en virkelig god følelse at kunne være der for nogen, der måske ikke har andre«.

Vil arbejde på hospice

Døden har været en naturlig del af livet for Karen Henriksen, der er opvokset i Grønland. Som seksårig mistede hun sin veninde i en trafikulykke, og da hun var 18, holdt hun sin mormor i hånden, da hun åndede ud for sidste gang på hospitalet.

»Alle kan tale om fødsler, men det er de færreste, der kan tale om døden. Jeg synes, det er synd, at det er sådan et tabu, som mange ikke har lyst til at forholde sig til eller tale om i frygt for at komme til at såre de pårørende eller den døende, eller for at blotte sine egne følelser«, siger Karen Henriksen.

Hun har våget ved flere end 20 ældre på plejehjem og hospitaler. Typisk har hun nattevagter af fire timers varighed, hvor det eneste, hun skal, er at være nærværende sammen med den døende, der i de fleste tilfælde hverken kan tale eller se.

»Der er en helt særlig stemning og energi i et rum, hvor der ligger en og skal til at dø. Man kan ligesom fornemme det. Jeg føler en stor respekt og ydmyghed over for den døendes liv, der er ved at slutte. Jeg bliver helt rolig, 100 procent nærværende i nuet sammen med den døende«.

Nogle gange afløser Karen Henriksen familien til den døende, andre gange er der ikke andre end de frivillige vågere til at sige farvel.

»Det er ikke min opgave at dømme. Men jeg kan da godt tænke lidt, når jeg sidder med en i hånden og ser rundt på familiebilleder på væggene, og ingen er kommet. Men man må respektere, at der er folk, der ikke kan rumme det følelsesmæssigt«, siger hun.

Flere vil være vågere

Hos Dansk Røde Kors er vågetjenesterne udvidet markant de seneste år. I 2012 vågede 597 frivillige, i 2014 var tallet 886 vågere, der sad hos 947 døende.

Første gang, Karen Henriksen vågede, døde kvinden, hun holdt i hånden, efter to timer. Det var en stærk oplevelse at mærke, hvordan hun gav slip og overgav sig, fortæller hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg var glad for, at hun døde, mens der var nogen. Det værste er, når de dør, en halv time efter jeg er gået. Jeg vil så gerne være der, når det sker, så de kan blive sendt ordentligt af sted på deres næste rejse«. Karen Henriksen tror på, at sjælen lever videre, når mennesker dør. Hun ved ikke hvordan, men har en fornemmelse af, at der er et efterspil, selv om kroppens organer går i stå. Derfor bliver hun altid mindst en halv time efter den døendes sidste hjerteslag.

»Jeg tænder sammen med personalet to hvide lys og åbner vinduet. Så kan sjælen flyve ud og op«.

Den 49-årige mor til tre har haft sin egen butik det meste af sit voksne liv. Nu er hun ved at uddanne sig til sosu-assistent, fordi vågetjenesten har givet hende en ny mening i tilværelsen. Drømmen er at få arbejde på et hospice, hvor hun kan støtte og aflaste døende og pårørende i den sidste tid.

»For mig handler det om næstekærlighed. At kunne give sit nærvær og hjælpe andre til at finde trøst i en svær tid er en meget meningsfuld opgave«.

Og selv om det kan lyde som et trist arbejde, er det stik modsat, oplever hun.

»Det er meget livsbekræftende at have døden så tæt på. At blive konfronteret med, at vi alle skal herfra en dag, giver mig en stor ydmyghed og kærlighed til mit liv. Jeg er blevet bedre til at være taknemmelig for hver eneste dag, jeg får«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden