Mor efter Tommys død: Han kommer tit for at sige 'hej'

Når Lise Lotte ser en rovfugl i haven, føler hun kontakt til sin afdøde søn.

Familieliv

»Jeg bliver som en ørn og flyver op og ser det hele oppefra, og alting starter forfra«.

Ordene var de sidste, 16-årige Tommy Aabrink skrev. I en stil griflet ned på papir i en sen aftentime fortalte han noget, der skulle vise sig at få en enorm betydning for hans familie. Næste morgen på vej til skole blev han kørt ned af en lastbil og døde på stedet.

»Det er det mest forfærdelige, du overhovedet kan komme til at opleve. I tiden efter Tommys død søgte og søgte vi uden at kunne finde en mening med noget som helst. Vi kunne knap overkomme at trække vejret«, fortæller Tommys mor, Lise Lotte Aabrink. Hun sov i hans T-shirts. Gik i hans sutsko. Sad på hans værelse i timevis i jagten på et glimt af samhørighed med den søn, der for altid var forsvundet.

»Det giver mig så meget kraft at vide, at han er der«

Hun havde glemt alt om stilen, der stadig lå i skoletasken, som Tommy havde haft i hånden, da han døde. Men da hun et år efter hans død lettere modstræbende tog imod råd fra en clairvoyant, faldt mange brikker på plads. Clairvoyanten fortalte, at Tommy havde skrevet en besked i et stilehæfte, og da Lise Lotte Aabrink læste ordene, stod det lysende klart for hende, at hun kunne møde ham gennem luftens rovfugle.

»Jeg begyndte at se en masse ørne og store fugle og fik hver gang fornemmelsen af, at der er du, Tommy. Det er en fantastisk følelse. Det giver mig så meget kraft at vide, at han er der. At han er med mig og blandt os og svæver og holder øje, og at vi på den måde stadig har en form for kontakt med hinanden«.

I dag er det to årtier siden, Lise Lotte og hendes mand mistede deres ældste barn, og sorgen fylder stadig meget. Da parret havde sølvbryllup for ti år siden, gav de hinanden en stenskulptur. En stor ørn i granit, som de dagligt går ud til i haven. Her kan Lise Lotte Aabrink græde, når hun savner Tommy, og her kan hun finde ro og trøst.

»Ørnen symboliserer, at han er her i vores liv, som han har fortalt os, han ville være. At der står en helt fantastisk smuk ørn i haven, som vi ser hver dag, er en meget respektfuld måde at have ham med os på«.

En svævende hilsen

De seneste år har Lise Lotte Aabrink arbejdet som terapeut og hjulpet andre, der har mistet.

»Jeg er stødt på mange, der har købt symboler, en stjernering, en engel, en hund, eller lytter til et stykke musik, der har betydet noget for den, der er død. Det er en virkelig god hjælp, hvis man kan nå at tale om det, inden man dør«.

Lise Lotte Aabrink bliver stille i telefonen. Så fortsætter hun, med gråd i stemmen:

»Nej, nu svæver der en stor rovfugl herude over vores hus. Det er så vildt. Jeg er sikker på, det er Tommy, der er her for at sige 'hej'«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden