GENSYN. En aftale om at mødes på en stjerne i Karlsvognen kan gøre afskeden med den døende lettere.
Foto: Nasa (arkiv)

GENSYN. En aftale om at mødes på en stjerne i Karlsvognen kan gøre afskeden med den døende lettere.

Familieliv

Døende finder ro i at tale om at mødes igen

Mange på hospicer aftaler med deres pårørende at mødes efter døden.

Familieliv

»Det har jeg også sagt til børnene, at den sidste stjerne i Karlsvognen, det er vores – oldemor og oldefar og alle sammen – det er dér, vi skal være, når vi dør. Det er noget, de kan forholde sig til«.

Sådan fortalte Katrine til sine børn og børnebørn, kort tid inden hun døde af kræft med familien omkring sig. Hun er en af 17 patienter, der har deltaget i det første danske studie af sin art om samtaler om døden i den sidste tid.

»Mange finder ro i at tale om, hvor eller hvordan de kan mødes igen med deres kære, når de er døde«, fortæller Lene Moestrup, ph.d.-studerende ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet, der står bag undersøgelsen, som hun har lavet på tre hospicer.

Om det er i et stjernebillede, i breve fra den afdøde, gravstedet eller i forestillinger om reinkarnation, man kan finde hinanden, når livet slutter for den ene part, er ikke afgørende. Det væsentlige for patienterne og deres pårørende i undersøgelsen er, at de fælles fortællinger kan give trøst og håb, fortæller Lene Moestrup.

»Det værste ved at skulle dø er, at man ikke skal se hinanden igen og mister forbindelsen til hinanden. Mange oplever, at alt det, der giver mening i livet, krakelerer. Og at planlægge mødesteder eller ting, der kan holde forbindelsen i live, kan for nogle give en ny mening i det meningsløse«.

Præst: Det handler om at skabe rum til at mindes

Sognepræst Lise Trap møder i sit arbejde mange, der ligger for døden, og pårørende, der skal lære at leve med en stor sorg. Hun oplever ligesom Lene Moestrup, at det kan give mening at have et fysisk holdepunkt at vende tilbage til.

»Om det så er at gå på kirkegården, eller det er at have noget fysisk med sig, der symboliserer den, man savner, er ligegyldigt. Det handler om at skabe et rum, hvor man kan mindes«, siger Lise Trap, der har skrevet bogen ’Hjertebånd – at leve med sine døde’.

»Når bedstemor hænger på juletræet med et billede, ved vi alle, at hun er der. Så behøver man ikke tænke på, om man skal snakke om hende, hun er bare med«.

Mangler overskud til svære samtaler

Men det er langtfra alle patienter og pårørende, der har overskud og muligheder for at aftale at mødes igen efter døden, fortæller sorgforsker Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet. Hun arbejder i en palliativ enhed på Aarhus Universitetshospital, hvor hun har samtaler med døende og pårørende.

»Langt de fleste af dem, der dør af pludseligt opståede sygdomme, når ikke at tale om ret meget, ud over hvordan de skal håndtere den svære sygdomsperiode, eller hvordan de efterladte skal klare sig rent praktisk«, siger Mai-Britt Guldin.

»Jeg har netop siddet med en kvinde, der fortalte, at hun og hendes mand har talt alt det praktiske igennem, men at han nu er blevet så dårlig, at der ikke har været overskud til at tale om hendes sorg over at skulle miste ham. Det hører jeg rigtig tit«, siger sorgforskeren. Hun understreger, at samtalerne om døden og det at mødes igen ikke nødvendigvis er en hjælp for alle.

»For nogle, der ikke er vant til at tale med hinanden om så svære ting, kan det næsten virke som et overgreb at skulle føre den slags samtaler«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden