Skørterne letter på skuespilleren Marilyn Monroe under optagelserne til filmen 'The Seven Year Itch', som havde premiere i 1955 og på dansk fik titlen 'Den søde kløe'.
Foto: Matty Zimmerman/AP

Skørterne letter på skuespilleren Marilyn Monroe under optagelserne til filmen 'The Seven Year Itch', som havde premiere i 1955 og på dansk fik titlen 'Den søde kløe'.

Familieliv

Monogami strider mod vores natur

Men hvad er så naturligt? Er det seriel monogami - altså at være tro mod den eneste ene i en vis årrække - eller er det også at have affærer ved siden af? Det er eksperterne uenige om.

Familieliv

Da Marilyn Monroe i filmen ’The Seven Year Itch’ fra 1955 lod varm luft fra New Yorks undergrundsbane løfte sin hvide kjole op, satte populærkulturen ord på, at mennesket måske ikke er skabt til monogami: Den mandlige hovedperson Tom Ewell i filmen, som på dansk hedder ’Den søde kløe’, havde været gift i syv år, og det var på grund af syvårskløen, at han havde meget svært ved at holde fingrene fra Marilyn.

Men ifølge den indflydelsesrige amerikanske antropolog Helen Fisher var der især et svagt punkt ved filmen – altså ud over det usandsynlige i, at Ewell ikke gav efter for sin lyst til Monroe.

»Der er snarere tale om en fireårskløe«, konkluderede Helen Fisher allerede i 1980’erne, blandt andet i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Natural History Magazine.

Antroplogen fra Center for Human Evolutionary Studies på Rutgers University havde undersøgt mere end 60 menneskegrupper fra hele verden, inklusive aboriginer, inuitter og mange andre oprindelige folk.

Og hun fandt nogle markante ligheder, der også gik igen i den vestlige verdens skilsmissestatistikker, inklusive den danske: Folk har en tendens til at blive skilt efter cirka fire års ægteskab.

Og det har ifølge Fisher ikke så meget at gøre med dilemmaet kedsomhed kontra begær som med et biologisk behov for at reproducere sig.

»Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet«, argumenterer Helen Fisher.

Nød lærer dyr at nøjes med en

I 1990’erne var det stadig ret kontroversielt i USA at argumentere videnskabeligt for, at mennesket var mest skabt til seriel monogami.

Men med tiden har stadig flere forskere støttet – og suppleret – Fishers teori.

I 2008 kom for eksempel bogen ’Monogamiens myter’ af ægteparret (!) psykiater Eve Lipton og adfærdsforsker og professor David P. Barash fra University of Washington. Deres kongstanke er, at mennesker altid er på jagt efter gode gener, som kan være med til at videreføre slægten, og at det er derfor, at også den serielle monogami kan forekomme som stridende mod ens instinkter.

I mange år argumenterede en del fagfolk dog, at der jo også var dyr, der levede monogamt – knap 10 procent af alle pattedyr og en tredjedel af alle primater – og at det derfor ikke var så unaturligt endda. Men i fjor kom så to studier, der underminerede dette forsvar for den eneste ene:

Biologerne Dieter Lukas og Tim Clutton-Brock fra Cambridge University konkluderede, at langt de fleste af de monogame dyr snarere gør det af nød end af lyst. Typisk, fordi arternes hunner er så spredte, at hannerne ikke har tid eller energi til mere end en hun. Det gælder eksempelvis sjakal, ulv og sneleopard.

Og antropolog Christopher Kit fra London University College konkluderede, at de aber og halvaber, der lever monogamt, primært gør det, fordi hannerne kan beskytte deres unger – deres gener – mod at blive dræbt af andre hanner. Altså beslægtet med urmenneskers ønske om at beskytte deres eget afkom i de første tre-fire leveår.

Mere accept af utroskab

Herhjemme mener antropolog Christian Groes-Green fra RUC, at Helen Fisher og andre biologiske antropologers teori om monogami »bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Som andre social- og kulturantropologer mener jeg, at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami«, siger Groes-Green.

Han er enig med Fisher & co. i, at man kan tale om tre overlappende modeller: livslang monogami, seriel monogami og overlappende seksuelle forhold – i nogle kulturer forbundet med polygami – med en masse variationer.

»Sidstnævnte var meget udbredt hos urmennesket, som Fisher siger, men eksisterer også i dag i forskellig grad i en række kulturer i for eksempel Afrika, Polynesien og Latinamerika, hvor den lokale seksualmoral i højere grad tillader disse forhold. Men i løbet af de seneste år er accepten af denne livsform også ved at vinde indpas i den vestlige verden, og det indbefatter til en vis grad utroskab«, siger Groes-Green.

Ifølge social- og kulturantropologerne skyldes denne bevægelse fra monogami og seriel monogami over mod overlappende seksuelle forhold først og fremmest en gradvist ændret kultur, hvor kontaktflader og fristelser øges med internettets udbredelse som socialt knudepunkt, flere rejser i arbejdslivet og flere timers fravær fra kæresten eller ægtefællen.

Internettets fristelser

»Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden«, siger Christian Groes.

Både de biologiske og socialkulturelle antropologer understreger dog, at der stadig er forskel på mennesker og andre pattedyr. Ægte- og arbejdsparret Lipton og Barash fremhæver, at mennesket på det seksuelle som på andre områder formår at hæve sig op over primitive instinkter og træffe mere rationelle beslutninger.

Desuden giver vi, i modsætning til dyrene, troskabsløfter til vores partnere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var netop sådan et troskabsløfte – og frygten for konens reaktion – der i sidste ende fik Tom Ewell til at flygte fra Marilyn Monroe, syvårskløen og det sommerhotte New York City. Op til familien og køligheden i Maine.

-----------------------

Rettelse: Der stod ved en fejl i en tidligere version, at Helen Fisher offentliggjorde sine opdagelser i 1990'erne, og i 'Cultural Anthropology'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce