Da Stine Bujes mor fik konstateret uhelbredelig kræft, besluttede hun sig for, at hun ville have det bedste ud af deres sidste tid sammen. Her giver hun gode råd til, hvordan pårørende kan få taget hul på de svære samtaler før døden. Hendes bog 'Snak på livet løs' der indeholder flere gode råd, udkommer 29. maj 2015 på forlaget Turbine. Kilde: politiken.tv / Video: Jacob Erbahn / Stills: privatfoto / Klip: Henrik Haupt

Familieliv

Stine mistede sin mor: »Jeg havde behov for at lære hende bedre at kende, inden hun skulle dø«

Stine Buje havde svært ved at få gang i de dybe samtaler med sin uhelbredeligt syge mor.

Familieliv

Den 26. september 2012 fik Stine Buje og hendes forældre en besked, de aldrig havde troet, de skulle få.

Stine Bujes mor havde altid haft et jernhelbred, og det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange inden for de seneste 40 år hun havde været syg fra sit arbejde som kemiker på Novo Nordisk. Derfor havde ingen haft fantasi til at forestille sig, at en forkølelse, der ikke rigtig ville forsvinde, skulle vise sig at være lungekræft. På et uhelbredeligt stadie.

LÆS ARTIKEL

»Lægen sad der og talte om paryk, appetitnedsættelse og hospice. Hospice! Det var et kæmpe chok. Ingen af os havde set det komme«, fortæller den 32-årige datter, som er enebarn.

Mens forældrene reagerede ved at forsøge at få hverdagen til at ligne sig selv mest muligt, blev Stine Buje optaget af at få ekstra meget ud af den sidste tid, hun havde sin mor. Hun havde behov for at lære moderen bedre at kende, inden hun skulle dø.

»Vi håndterede sygdommen meget forskelligt. Jeg havde brug for at tale om eksistentielle spørgsmål, om fortiden og fremtiden. Jeg havde brug for at føle mig tæt på hende. Men hun var mere opsat på at fortsætte med at arbejde og leve livet, som hun kendte det. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvor meget jeg kunne presse på, for jeg ville ikke overskride hendes grænser«, husker Stine Buje.

»Når hun en sjælden gang imellem åbnede op for at tale om de nære emner, greb jeg chancen for en god snak, men jeg følte aldrig, at vi kom i dybden. Hun begyndte som regel at snakke om noget andet, så snart vi fik hul på noget, og jeg kunne slet ikke komme dertil, hvor vi for alvor kunne tale om hendes liv og om hendes egne tanker om det hele«.

Ledte efter værktøjer

På trods af moderens umiddelbare afvisninger kunne Stine Buje ikke slippe følelsen af, at det var vigtigt for dem begge at få talt ordentligt sammen, mens det endnu var muligt. Derfor søgte hun på nettet, i bøger og blandt veninder efter viden om, hvordan man bedst får gang i de sidste, svære samtaler, inden en person, der står én nær, skal dø.

Det var begrænset, hvad hun fandt, men hun blev alligevel inspireret til at gribe fat i nogle værktøjer, som skulle vise sig at virke vældig godt. Første skridt var, at hun tog kontakt til en hel masse af sin mors venner og veninder fra fortid og nutid. Hun bad dem hver især skrive et brev med deres bedste minde om moderen. I løbet af tre måneder havde Stine Buje samlet 61 breve, som hun ville forære sin mor, den dag moderen fyldte 61 år.

»I en lang periode havde jeg følt mig helt magtesløs over kun at se passivt til, mens min mors liv var i hænderne på en ond sygdom, så det føltes som en befrielse endelig at kunne gøre noget, som kunne skabe glæde«.

Moderen reagerede først med at blive helt mundlam, og hun havde svært ved at forstå, hvad det var, hun sad med i hænderne, da datteren overrakte hende brevene.

»Men da hun først kom i gang med at læse, havde vi nogle meget, meget rørende og intense timer sammen. Vi grinede og græd, og brevene hjalp min mor til at huske en masse. Pludselig var det ikke svært for hende at fortælle mig om sit liv, og hun uddybede brevene med sine versioner af, hvad der var sket. I løbet af de timer foldede hendes liv sig ud på en helt ny måde, og jeg lærte sider af hende at kende, som jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg følte virkelig, jeg kom tæt på hende«, fortæller Stine Buje og understreger, hvor fantastisk et minde brevene også er for hende at have nu, da moderen er død.

»Jeg har beretninger om hele hendes liv. De er guld værd for mig. Og den snak, vi havde den dag, kunne vi aldrig have haft uden brevene. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke optog samtalen. Jeg gad godt kunne høre den igen«.

Moderlige erfaringer

Sideløbende med trangen til at lære sin mor bedre at kende, før det var for sent, kæmpede Stine Buje med en stor sorg over, at hun ikke ville komme til at opleve sin mor som mormor. Og over, at hun ikke får mulighed for at trække på sin mors erfaringer, den dag hun står med sit barn i armene.

»Jeg har altid forestillet mig, at min mor og jeg ville komme tættere på hinanden, når jeg fik et barn. Jeg hører jo fra mine veninder, hvordan de sætter pris på deres mor på en helt ny måde, når de selv bliver mødre, og at de har stor glæde af at spørge deres mor til råds«.

Stine Buje besluttede derfor, at hun blev nødt til at spørge sin mor om alle de ting i forbindelse med det at blive mor, som hun kunne forestille sig, at hun ville få lyst til at spørge hende om til den tid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vidste jo, at det ellers ville blive for sent«.

Hun gik derfor i gang med at skrive spørgsmål ned. Om, hvordan hun selv havde været som baby. Om, hvad moderen følte og tænkte, dengang Stine Buje var nyfødt. Om, hvad hun gjorde for at få hende til at sove og spise. Og hun spurgte sine veninder, hvad de havde haft glæde af at spørge deres mødre om, så hun kunne få endnu flere spørgsmål på blokken.

Efterhånden havde hun samlet 30 spørgsmål om stort og småt, der havde med moderskabet at gøre. Stine Buje skrev dem ned på 30 forskellige postkort og bookede et hotelværelse på Hotel Bella Sky på Amager i København.

»Jeg havde lyst til, at vi skulle være uden for vores vante rammer og skabe en slags lomme i tiden. Lidt ligesom at være i sommerhus, men min mor skulle ikke for langt væk fra København og hospitalet«.

Hun taler frit og ærligt uden store klumper i halsen om sin mor, og det er tydeligt, at det gør hende varm og glad indeni at tænke på den overnatning, de havde sammen på hotellet.

»Jeg havde sagt til hende på forhånd, at jeg gerne ville snakke med hende om, når jeg engang skulle være mor. At jeg gerne ville have hendes input«, husker Stine Buje.

Moderen var mærket af sygdommen på det tidspunkt, og Stine Buje havde på forhånd informeret hotellet, som var med på at lave særlig mad til hende. De to brugte dagen på at hygge sig på værelset og på at nyde udsigten over naturreservatet Amager Fælled, mens datteren gav sin mor pedicure. Stine Buje havde lagt postkortene frem på bordet, og moderen trak så spørgsmålene et efter et i sit eget tempo. Indimellem blundede hun, fordi hun var træt og afkræftet, men de nåede igennem alle 30.

»Den her gang optog jeg vores samtale, og det er så unikt at have den nu. Alene det at høre hendes stemme. De døde forsvinder så hurtigt. Deres bevægelser, deres stemme, deres ansigtstræk. Når jeg hører optagelsen, er hun pludselig levende for mig igen«, forklarer Stine Buje, som dog ventede fem måneder, før hun hørte lydfilen første gang.

Gode råd til andre

Allerede dagen efter, da de vågnede på hotelværelset, var moderen så svækket, at hun havde svært ved at gå, og hun skulle have hjælp til at få tøj på. Overnatningen på Bella Sky var i januar, og to måneder senere, i marts 2014, døde hun på hospice.

»Jeg er så lykkelig for, at vi nåede det. Havde jeg ventet få uger – ja, endda få dage – havde hun været alt for syg. Mit allervigtigste råd til andre, der står i samme situation, er, at hvis de har lyst til og behov for at få taget de her svære samtaler med en døende, er det bare med at få det gjort. Det kan gå så stærkt, og pludselig er det ikke muligt længere«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun råder i det hele taget folk til at vælge at tage de svære samtaler op til døden: »Det kan være virkelig svært, men hav modet, og skab rummet til det. Det er noget, de fleste aldrig nogensinde vil fortryde. Tværtimod risikerer man at komme til at lide frygteligt i sorgen, hvis man rent faktisk havde muligheden for at tale ordentligt sammen, men ikke fik det gjort«.

Stine Buje har selv haft så stor glæde af de samtaler, hun tog med sin mor, inden hun døde efter halvandet års sygdom, at hun i efteråret 2014 sagde sit job op for at skrive en bog med gode råd til pårørende, der står over for at miste et familiemedlem eller en anden, der står dem nær. ’Snak på livet løs’ udkommer 29. maj på forlaget Turbine.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden