Brevgaven. Stine Buje mistede sin mor i marts 2014. Inden, hun skulle dø, havde de flere gode samtaler på datterens initiativ. Hun brugte forskellige redskaber til at få gang i samtalerne. Et af dem var 61 breve med gode minder, som hun bad moderens venner, ungdomskærester, skolekammerater og kolleger fra før og nu om at skrive til hende. Brevene fik moderen i  fødselsdagsgave, da hun fyldte 61 år. Nu, da moderen er død, er brevene et dejligt minde.
Foto: Jacob Ehrbahn

Brevgaven. Stine Buje mistede sin mor i marts 2014. Inden, hun skulle dø, havde de flere gode samtaler på datterens initiativ. Hun brugte forskellige redskaber til at få gang i samtalerne. Et af dem var 61 breve med gode minder, som hun bad moderens venner, ungdomskærester, skolekammerater og kolleger fra før og nu om at skrive til hende. Brevene fik moderen i fødselsdagsgave, da hun fyldte 61 år. Nu, da moderen er død, er brevene et dejligt minde.

Familieliv

Den svære samtale før døden er livsvigtig

Selv om døden kan være svær at tale om, hjælper det både døende og pårørende til afklaring, hvis de får talt om det vigtige.

Familieliv

Hvert år får tusindvis af danskere den ubærlige besked, at de lider af en uhelbredelig sygdom. Både for den døende og de pårørende er det ofte meget svært at forholde sig til, og reaktionerne spænder over alt fra angst og sorg til vrede og magtesløshed.

LÆS ARTIKEL

Gennemgående for mange, der står i den sørgelige situation, er behovet for at få talt om vigtige ting, inden det bliver for sent. Men selv om trangen føles presserende, kan det være mere end svært at få taget hul på disse snakke, fortæller Rita Nielsen, der er sygeplejerske og har arbejdet med terminale patienter og deres pårørende gennem 20 år, senest på Diakonissestiftelsens Hospice. Undervejs har hun skrevet fem bøger om døden, blandt andet om vigtigheden af at få talt sammen, inden det er for sent.

»Disse dybe samtaler før døden kan have stor betydning for både den, der skal dø, og for dem, der skal leve videre. De giver fred i sindet for begge parter, og det bliver lettere både at leve og dø, hvis man har haft en god periode op til døden, hvor man føler sig tæt på hinanden, og der ikke er noget usagt«, forklarer Rita Nielsen, som for nylig har valgt at stoppe det daglige arbejde på hospice for at undervise, holde foredrag og skrive om alle de erfaringer, hun har med at hjælpe døende og pårørende til en værdig afslutning.

Hun har ofte oplevet, at når samtalerne har været svære at få gang i, så er det, fordi for eksempel to ægtefæller gerne vil beskytte hinanden og ikke vil gøre hinanden kede af det.

»Så plejer jeg at sige: »Ved du hvad – du kan ikke gøre ham eller hende mere ked af det, end vedkommende er i forvejen. Men det kunne jo være, I kunne græde sammen i stedet for hver for sig, og at det kunne være en hjælp«, fortæller Rita Nielsen.

Få hjælp udefra

Hun råder til, at man hiver fat i sundhedspersonale eller en anden udenforstående, hvis det føles uoverkommeligt at få hul på at tale ordentligt sammen. Det kan tit være en hjælp, hvis en tredje person kan hjælpe samtalen på gled.

»Familier og familiestrukturer er naturligvis forskellige, og i nogle familier taler man bare ikke om følelser. Men for de fleste mennesker vil det være en fantastisk hjælp i sorgbearbejdelsen at tænke tilbage på de gode, dybe snakke, som er med til at understrege samhørigheden«, siger Rita Nielsen og forklarer, at det at fortælle hinanden historier om det liv, man har haft sammen, også kan være en rigtig god og givende oplevelse at dele.

Rita Nielsen påpeger, at det naturligvis er vigtigt at respektere, hvis den døende simpelthen ikke har lyst til at have den slags dybe samtaler, men hendes erfaring er, at det vil langt de fleste gerne.

Majken Kaznelson, psykoterapeut med speciale i sorgbearbejdelse, understreger også, at det er vigtigt at vise hensyn til, om den døende har lyst til og behov for den type samtaler.

»For mange pårørende vil det helt afgjort gøre en forskel i forhold til sorgprocessen bagefter, hvis man har nået at få nogle gode, dybe samtaler. Men det er vigtigt at respektere den døendes grænser, for ellers kan samtalen ende skidt, og det er klart, at det ikke er sådan et minde, man ønsker at stå tilbage med«.

Find en ramme for samtalen

Det er dog hendes erfaring, at de fleste kan få gang i gode, givende samtaler, hvis de gør sig umage og forbereder sig – og at både pårørende og den døende har rigtig stor glæde af at få de oplevelser sammen.

»Når jeg taler med klienter, der står i den her situation, gør jeg altid meget ud af at spørge ind til, hvordan deres forhold til den døende er. Ved at sætte ord på det kan vi ofte sammen finde frem til nogle rammer, der kan være med til at åbne op for de svære samtaler«, forklarer Majken Kaznelson og siger, at mange vil opleve samtalerne som en form for forløsning, der kan være med til at gøre det lettere at leve videre bagefter.

»Hvis personen, der skal dø, stadig er frisk nok til det, kan det tit være en god idé at gå en tur sammen, lave mad sammen eller foretage sig noget andet sammen. Gode samtaler kan lettere opstå, hvis man gør noget imens«.

Hvis den døende er sengeliggende, kan det være godt at tænke i at finde en konkret indgangsvinkel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det kan være rigtig svært og vil ofte spænde ben for samtalen, hvis man sætter sig ned, tager den døende i hånden og siger: »Der er noget, jeg rigtig gerne vil tale med dig om, inden du dør«. Det kan blive for hårdt og få tårerne til at springe med det samme. Derfor kan det ofte være bedre at forberede noget konkret, man gerne vil have svar på. For eksempel kan man starte med at sige: »Hvordan var det egentlig, dengang…?«. Det giver en mere blid åbning, og så kan samtalen udvikle sig derfra«, råder Majken Kaznelson. Hun fremhæver, at hvis man som pårørende har en stærk trang til at få talt med den døende om bestemte ting, er det vigtigt så vidt muligt at følge sin fornemmelse.

»Sorgen handler helt overordnet om at sige farvel, give slip og sætte den afdøde på en ny plads i sit liv, hvor man kan glædes over mindet. Men det kan blive forstyrret, hvis der er noget uafsluttet, der bliver ved med at fylde«.

Særlig nærhed med den døende

Solvejg Ritzau er bedemand og indehaver af begravelsesforretningen Den Sidste Rejse på Østerbro i København. Hun møder dagligt efterladte, der sørger, og hun oplever, at der er stor forskel på reaktionen hos de mennesker, der har haft de gode, dybe samtaler med deres kære op til døden og dem, som af den eller anden årsag ikke fik taget ordentligt afsked.

»De efterladte, der har haft mulighed for at have denne særlige nærhed med den døende, som vel i essensen er kærlighed, er helt anderledes afklarede – især dem, hvor den afdøde var på hospice til sidst. Der er en speciel stemning sådan et sted, som indbyder til, at man får taget godt afsked«, siger Solvejg Ritzau.

Hendes erfaring er, at de, som mister pludseligt, eller som af andre årsager ikke fik talt med afdøde om den nært forestående død eller andre vigtige ting, ofte reagerer med vrede og afmagt i sorgen.

»I de situationer plejer jeg at bruge ekstra tid på at tale med familiemedlemmerne og få dem til at sætte ord på deres vrede, sorg, fortvivlelse og eventuelle skyldfølelse for ad den vej at bringe dem tættere på en afklaring med det, der er sket. Jeg råder dem ofte til at skabe tid og rum til, at de hver især kan tilbringe nogle timer alene på et uforstyrret sted, så de kan skrive et brev til den person, de har mistet. Det kan være en god lindring, når døden har været der, og det ikke længere er muligt at tale sammen«.

Hun har til tider hørt efterladte sige, at de ikke var gode nok til at lytte til den afdøde, som faktisk lagde op til nogle dybe, eksistentielle samtaler.

»Jeg tror, at vi er mange, som ikke i tide opdager, at vores forældre eller bedsteforældre er ved blive gamle, og at døden ikke er så langt væk. Døden er så uvirkelig, så længe livet er der«.

Rita Nielsen er enig i, at det kan komme til at fylde meget, hvis der er noget uafsluttet, man ikke fik sagt. Derfor arbejder man på mange hospicer og hospitalsafdelinger, hvor terminale patienter er indlagt, med det, der hedder ’værdighedsterapi’, fortæller hun. Her opfordrer man den døende til at svare på en række spørgsmål a la, ’hvad er du mest stolt af i dit liv?’, og ’hvad er dine håb og ønsker for dine kære efterladte’. En sygeplejerske vil optage det på diktafon, og så bliver dokumentet renskrevet, og den døende vælger, hvem der skal have det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er veldokumenteret, at det ofte er en stor lindring for den døende og for de efterladte i sorgbearbejdelsen at have sådan et vidnesbyrd«, forklarer Rita Nielsen.

Hun kan dog ikke lade være med at komme med en opfordring til alle, der er i live og har relationer.

»Se dog at få talt ordentlig sammen, mens I bare lever et ganske almindeligt liv. Hvorfor dog vente, til I står over for døden? Disse dybe samtaler er meget værd, ligegyldigt hvilken livsfase vi er i«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce