Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

    Alt om Moderne kærlighed

DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM

Forskellighed. Mormor Eddy Andersen, mor Anne Gadegaard og Elin Meiner Gadegaard, som fremviser 'Orange', der var hendes yndlingsdukke, da hun var mindre. Foto: Miriam Dalsgaard

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mormor: Det er et helt andet liv i dag

Tre generationer fortæller om en barndom under hastig forandring.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pippi hedder den store, bløde sort-hvide hund hos familien Meiner Gadegaard på Amager.

Hunden, som løber rundt i haven forbi hønsehuset, trampolinen og legehuset, ved det ikke, men dens navn er resultatet af en lang proces.

Faktisk havde alle i familien – inklusive de fire børn i alderen 3 til 9 år – indflydelse på navngivningen. Navnet var nemlig oppe på et af de familiemøder, alle seks familiemedlemmer holder hver søndag efter morgenmaden.

»Så taler vi om, hvad der skal ske i løbet af ugen. Børnene har hver sin maddag, og så er de med til at bestemme, hvad de vil lave der. Og der besluttede vi også i fællesskab, at hun skulle hedde Pippi«, fortæller Anne Gadegaard, som er 37 år og mor til husets fire børn.

»Fordi hun bliver så stærk«, forklarer Elin Meiner Gadegaard på 9 år.

Dengang spiste man det, som kom på bordet

Datter, mor og mormor, Eddy Andersen på 63 år, har sagt ja til at se på forskelle og ligheder i barndommen over tre generationer. En udvikling, der ifølge forskere går hurtigere end nogensinde.

»Det er et helt andet liv, mine børnebørn har, end jeg havde i min barndom«, som Eddy Andersen siger det.

Hun er vokset op i et lille fiskermiljø i Klitmøller i Thy i 1950’erne. Hendes far var arbejdsmand i havnen, og moren gik hjemme.

»Der var det ikke meget, børnene bestemte der. Når min far kom hjem fra arbejde, skulle han høre radioavisen, og så sagde han »Spis!«, og Gud nåde og trøste den, som sagde ham imod. Vi turde heller ikke sige, hvis vi ikke kunne lide maden«.

»Hvorfor ikke?«, spørger 9-årige Elin Meiner Gadegaard med undren. Hun kan lide det meste undtagen ost, remoulade og ketchup.

»Dengang spiste man det, som kom på bordet«, forklarer mormor, som slår det fast med en flad hånd i bordpladen.

Da hun selv fik børn i 1970’erne, og mor, Anne Gadegaard, var barn, var der mere plads til børnene. I en del af deres barndom gik hun hjemme og havde boller og varm kakao klar, hvis det regnede. Men mormor Eddy Andersen husker ikke, at børneopdragelse var noget, de tænkte over. Sådan husker Anne Gadegaard det også.

»Tingene skulle se rigtige ud, det betød noget«, siger Anne Gadegaard og fortæller, at hun eksempelvis var glad for at gå til dans med strutskørt.

»Og så havde I vel heller ikke den viden, som vi har i dag? Jeg er velfunderet i litteraturen om børnepsykologi, så jeg er meget bevidst om min opdragelse. Jeg siger ikke bare nej uden at tænke over det«, forklarer hun.

Masser af pligter

Eddy Andersen gik på en landsbyskole i 1950’erne, hvor de sang morgensang, og hvor børnene fik et dask oven på hovedet, hvis de gjorde noget forkert under ’I Østen stiger Solen op’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For eksempel kom til at grine«, fortæller hun, mens barnebarnet Elin Meinert Gadegaard ser overrasket til. Hun går på friskole og har ud over de almindelige fag også kreative fag som ’Vind og Vejr’ og drama.

Men mest af alt er det godt, for børn i dag har et meget større selvværd. Da jeg var barn, fik vi aldrig noget ros

Eddy Andersen mener, at livet var hårdere dengang. Hendes mor var vokset op uden en mor, som døde i barselssengen, og hendes far mistede alle sine søskende i en ulykke på havet.

»Der var måske også en grund til, at de nogle gange var barske«, siger hun og fortæller, hvordan hun og hendes tre søskende havde masser af pligter, alt fra at feje og vaske gulv til at banke sutskoene udenfor.

Det lå heller ikke i kortene, at Eddy Andersen skulle have uddannelse. Hun kom ud at tjene som ung pige i huset, da hun var 16-17 år, og arbejdede fra syv morgen til syv aften. Fruen i huset ville det dog anderledes og hjalp Eddy Andersen ind på højskole, som gjorde det muligt for hende at blive sygeplejerske.

»Jeg havde slet ikke tænkt på det selv, og det var ikke sket, hvis jeg ikke var blevet opfordret«.

Fokus på børnenes forskelligheder

Anne Gadegaard, som er født i 1978, er fra en helt anden generation, hvor man kunne og måske forventedes at realisere sig selv gennem studier og arbejde. Efter gymnasiet arbejdede og rejste hun, før hun flyttede til København og tog en læreruddannelse. Efter det har hun læst cand.pæd.psyk. og blandt andet arbejdet som coach. I dag er hun kommunalt ansat konsulent. Hun forklarer, at hun og hendes mand lægger stor vægt på, at deres børn bliver hørt.

»De får lov at sige deres mening, og vi har stort fokus på deres forskelligheder, hvem der skal have ro for ikke at køre op, og hvem der skal hjælpes på vej, fordi hun er lidt stille. Vi har godt styr på deres personligheder, og jeg har også tjek på litteraturen bag«.

For tre år siden flyttede også mormor Eddy Andersen fra Thisted til København og slog sig ned på Amager for at give en hånd med. Nu bor de tæt på hinanden, og mormor giver de mindste en fridag hver uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg skulle vænne mig til, hvordan det er her. Hvor jeg ville sige, »hold nu op, for pokker«, så har jeg lært alt det her med at tage børnene, hvor de er, og sige, »jeg kan se, at du er ked af det, men ... ««, siger Eddy Andersen, der også forklarer, at det med at aflede et lille barn, som gør noget forkert, var helt nyt for hende.

»Min bror og jeg blev engang, hvor vi var uvenner, lukket inde på samme værelse. Så skulle vi blive der, men vi hoppede ud ad vinduet. Det lå i kortene, at man opførte sig ordentligt, og det var ikke kun dårligt«, siger hun og beskriver, hvordan lillesøster Lily på 5 år kan forhandle og argumentere som en voksen, helt til hendes mormor bliver træt.

»Men mest af alt er det godt, for børn i dag har et meget større selvværd. Da jeg var barn, fik vi aldrig noget ros«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden