Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

    Alt om Moderne kærlighed

Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»I dag kan vi jo købe det meste«

Politiken har mødt tre generationer med en verden til forskel.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For de 10 øre, Eddy Andersen hver søndag fik i lommepenge, købte hun enten pinocchiokugler eller en lakridsstang, som hun rullede sammen i et plastiklåg.

»Så kunne man gå og slikke på den, og så kunne den holde rigtig længe«, husker 63-årige Eddy Andersen om sin barndom i 1950’erne.

Hendes 9-årige barnebarn Elin Meiner Gadegaard synes, at det lyder lidt ulækkert. Hun kan nu også godt lide slik, som nu er fredagsslik, og det skal hun ikke købe for de 20 kroner, hun får i lommepenge. »Jeg sparer mest op«, siger Elin Meiner Gadegaard uden dog helt at kunne sige til hvad.

Hun har da også masser af ting på sit værelse i parcelhuset på Amager, hvor hun bor med sine tre søskende, sin mor og far. Hun har både en iPhone og en iPad, så hun ønsker sig mest rulleskøjter, sminke eller tøj. »Vi gennemgik lige Elins skab i dag. Hun har 15 nederdele, men det er ikke så mange af dem, du går i,vel?«, smiler mormor.

Familien sidder ved det lange spisebord i stuen og spiser kage, sammen med en lillesøster og Elins mor, Anne Gadegaard, som er 37 år. De har sagt ja til at sammenligne forbrugsvaner og -muligheder over generationer, for de kan se en stor udvikling.

»Det er faktisk utroligt, så meget der er sket på bare et par generationer«, siger mor Anne Gadegaard.

Barbiedukker med hus og bil

Mormor Eddy Andersen er på efterløn og bor i dag også på Amager, men hun er vokset op i landsbyen Klitmøller i Thy. Det tøj, hun tydeligst husker fra sin barndom, er de trøjer, som hendes bedstemor strikkede til hende og hendes tre søskende. Og så viser hun et sort-hvidt foto af børnene i hendes landsbyskole, hvor uld i siksakstriber og islandske mønstre pryder langt de fleste børn.

»Men der var også kun én kakkelovn i vores hus, og det var i to etager«, forklarer hun.

Anne Gadegaard forklarer, at hun i sin barndom i 1970-80’erne ofte fik, hvad hun pegede på.

»Jeg var rigtig glad for min dukkevogn. Jeg har haft Barbiedukker med hus og bil. Og senere de rigtige Ball-sweatshirts og Hummeltrøjer. Jeg kan huske, at du prøvede at sy trøjer med striber på ærmerne, og vi bare måtte sige, at det altså ikke var de rigtige Hummel-striber«, griner hun.

»Min mor ville helt sikkert give os noget af det, hun ikke selv havde fået som barn«, forklarer Anne Gadegaard.

Og familiens beskrivelse af udviklingen i forbruget kan læses i de tørre tal.

Hvor danskernes samlede privatforbrug i 1948 var på godt 12 milliarder kroner, udgjorde det i 2007 næsten 840 milliarder kroner. En sand eksplosion, forklarer historiker Sidsel Eriksen.

Jeg elskede at stå ved køkkenvasken og rense svinehjerter for sener og blod; det har jeg vel gjort, fra jeg var omkring ni år

»Forbrugsmulighederne for den enkelte er blevet så utrolig meget større«, siger hun og forklarer, at industrien med årene har inddraget nye forbrugergrupper.

Først husmødrene i 1940-50’erne, så ungdommen og teenagerne i 1960-80’erne, og i dette årtusinde de 8-12-årige.

»Industrien ser i dag børn som en vigtig forbrugergruppe, og mange børn har da også, fra de er små, deres eget budget«, siger Sidsel Eriksen, lektor i historie ved Københavns Universitet.

Og det billede kan Anne Gadegaard, der arbejder som konsulent, godt genkende. Som hun siger, mangler hendes børn ikke noget.

»Vi forsøger at give dem noget perspektiv på tingene ved at tale om, at der er nogle, som ikke har så meget. Men i dag kan vi jo købe det meste, og jeg kan mærke, at tingene er til diskussion. Som forældre skal man argumentere for, hvorfor vi ikke køber noget, som børnene ønsker sig«, siger Anne Gadegaard. Hun forklarer, at de prioriterer at betale for, at børnene går i privat børnehave og på friskole, men at de ikke har råd til alt, eksempelvis udlandsferier, ligesom de arver meget tøj.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det får Eddy Andersen til at tilføje, at hun aldrig var på sommerferie som barn. Faktisk var hun kun uden for landsbyen på et par overnatninger en enkelt gang med sin skole.

Noget af det, som har udviklet sig dramatisk, er, at vi bruger en meget mindre del af vores penge til mad. Næsten 40 procent af indkomsten blev brugt til mad i 1948, mens det var 25 procent i 1975 og sølle 14,5 procent i 2012. Og andelen falder stadig, forklarer forfatter og forlagsredaktør Claes Benthien, som har skrevet bøger om madkultur og maden i 1950’erne.

Boller i karry

»Det er næsten uforståeligt i et land, som har nogle af Europas højeste fødevarepriser. Samtidig har madvanerne ændret sig enormt fra at være en monokultur, hvor husmoren i 1940’erne havde 6-7 forskellige retter, til begyndelsen af 1970’erne og frem, hvor danskerne stiftede bekendtskab med den store verden og lærte nye retter«, siger han.

»Vi kommer dog aldrig af med de gamle retter, de er ret sejlivede«, anfører Claes Benthien, som eksempelvis dagen før har lavet tarteletter til 70 mennesker.

Og det kan familien på Amager tale med om. Hvor Elin Meiner Gadegaard gerne vil have pizza og pasta med kødsovs, forklarer lillesøster Lily Meiner Gadegaard på fem år, at hun godt kan lide blandt andet boller i karry.

Da Eddy Andersen var barn i et fiskermiljø i 1950’erne, fik de »fisk otte gange om ugen«, som hun udtrykker det. Nogle gange købte de en halv gris, og ellers kom slagter Jensen i sin bus en gang om ugen.

»Jeg kan huske, at jeg elskede at stå ved køkkenvasken og rense svinehjerter for sener og blod; det har jeg vel gjort, fra jeg var omkring ni år«, forklarer mormor, som også i dag spiser hjerter.

»Adr, fik du så blod på fingrene?«, spørger barnebarnet, som aldrig har smagt hjerter, og Eddy Andersen griner og nikker. Også Anne Gadegaard, som er 37 år, synes, at det lyder ret ulækkert, for hun kan heller ikke lide at røre ved råt kød. Familien har dog høns i haven, og da et par af dem skulle slagtes, kom hele 9-årige Elin Meiner Gadegaards klasse på besøg og var med til at slagte, plukke og spise hønsene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stuen i parcelhuset er der, ud over en arvet sofa fra oldemor, en kiste med legetøj til børnene og en tallerkenrække, hvor bøgerne står til skue. Her står bøger om ’Det enkle liv’ og om at blive selvforsynende. »Det var faktisk det, vi var, da jeg var barn«, siger mormor Eddy Andersen. Hun forklarer, at filosofien om, at man skal yde, før man kan nyde, ligger dybt i hende.

»Men jeg øver mig i at bruge flere penge på mig selv, for eksempel har jeg udskiftet en 20 år gammel sofa«.

Hendes datter Anne Gadegaard synes, at hun prøver at integrere det, hun kommer fra med bylivet, og at de forsøger at være bevidste i deres forbrug.

»Jeg holder meget på noget med nogle værdier. Og holder fokus på, om det er noget, vi har brug for. Elin ønskede sig i lang tid en telefon, men det havde hun ikke brug for. Eller i går sagde jeg til en af mine døtre, at hun altså ikke får en Frost-kjole (navnet på en Disney-film, red.), for hun har 500 klæde-ud-kjoler, så den må hun ønske sig til jul. Men der var jeg godt nok en lortemor«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden