Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

NU. Janne og Ditte i dag, hvor de arbejder for, at børn på døgninstitutioner kan komme på besøg i almindelige familier.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

NU. Janne og Ditte i dag, hvor de arbejder for, at børn på døgninstitutioner kan komme på besøg i almindelige familier.

Familieliv

Ny forening vil hjælpe børnehjemsbørn med at få familier

Ny forening søger familier, der vil åbne deres hjem for anbragte børn.

Familieliv

6 ud af 10 anbragte børn i Danmark kommer i familiepleje. De øvrige knap 5.000 bor på døgninstitution eller lignende. Det man i gamle dage kaldt børnehjem.

Nogle af dem taler Ditte Reedtz med, fordi de bor i nærheden af hende og går i samme børnehave eller skole som hendes egne børn. Blandt andet en dreng, der skulle til at gå i 5. klasse.

En dag kom han og fortalte, at han havde fødselsdag. Ditte sagde »Tillykke«. Han sagde: »Men der kommer slet ingen til min fødselsdag«.

Hun sagde, at børnehjemmet sikkert holdt noget for ham, og at nogen nok ville lave en tegning til ham. Han gentog:

»Ja, men der kommer ingen fra min familie til min fødselsdag«.

LÆS ARTIKEL

»Det ramte mig lige i hjertet. Jeg blev simpelt hen så ked af det, at jeg tænkte: Det må vi gøre noget ved. Det kan ikke passe, at en 10-årig skal holde fødselsdag uden ’nogen’ i et land med så mange ressourcer. Vi hører tit om hjælpeprojekter for børnehjem i Asien, Afrika og Sydamerika, men glemmer børnene på de cirka 800 børnehjem i Danmark«, siger Ditte Reedtz, der bor med sin mand og fire børn i hus i Vejle, er uddannet lærer og coach og arbejder som familierådgiver.

Hun har nu stiftet organisationen Eocase (European Orphanage Children Against Social Exclusion), der vil give børn anbragt på institution et bedre liv ved at matche dem med mentorfamilier, og søger derfor familier, der vil give et børnehjemsbarn mulighed for at opleve hverdagen i en almindelig familie omkring 5 timer om ugen. Projektet er startet i Vejle, men udbredes til hele landet, i takt med at der melder sig sponsorer.

»Det er et fælles ansvar at hjælpe de anbragte børn, der er ensomme og savner familiekontakt, så jeg er lykkelig over, at vi allerede har fået 80 henvendelser fra dejlige overskudsfamilier«, siger Ditte Reedtz.

Hendes far var død, da hun mistede sin mor som 5-årig og sammen med halvsøsteren Janne kom på børnehjem (læs Jannes historie i artiklen på højre side, red.). Da Ditte var 7 år, fik hun at vide, at en familie ville have hende. Ugen efter blev hun sat på et fly fra København til Aarhus med et skilt med sit navn om halsen.

»Det er grotesk at sende et forældreløst barn som en pakke, men jeg var jo heldig. At være barn på et børnehjem er som at være hund på en hundepension. Når der kommer nogle voksne ind, står man og higer efter at komme med dem hjem. Som hvalpene i ’1001 dalmatinere’. Tag mig med! Man vil jo gerne være i en familie som alle andre«.

Ditte mistede kontakten med søsteren, der havde været hendes fysiske og følelsesmæssige holdepunkt, men at få adoptivforældre og siden mand, børn og svigerfamilie fik hendes liv til at udvikle sig positivt. Der ligger en naturlig heling i at være en del af et almindeligt, velfungerende hverdagsliv. Undervejs genetableres kontakten til Janne.

Ideen med at skaffe mentorfamilier bygger i høj grad på undren over, at hendes og søsterens liv har udviklet sig så forskelligt.

»Vi har begge flere uddannelser og fire børn, men der er kæmpe forskel på vores kompetencer, når det gælder relationer og hverdagsrutiner. Det handler om at få kys ved sengetid og høre til hos nogen, der vil én uanset hvad. Men også om at kende alle de praktiske gøremål, der får hverdagen til at køre, men som kun er selvfølgelige, hvis man har lært dem«, siger 39-årige Ditte.

»Vi skal dele ud af det gode hverdagsliv til dem, der savner det. På den måde kan børnehjemsbørn få del i den nærhed og de helt særlige relationer, der mangler i dagligdagen selv de bedste steder. Det handler i bund og grund om næstekærlighed, og man får altid meget igen, når man giver til børn«.

Er der tremmer for vinduerne?

De flere tusinde børn, der bor på døgninstitutioner eller opholdssteder i Danmark, lever typisk et stille og måske lidt overset liv lidt isoleret fra resten af samfundet, forklarer Lone Larsen, der har arbejdet med anbragte børn i 24 år.

»Vi gør meget for at ligne et almindeligt hjem og falde naturligt ind i nærmiljøet, men det er tydeligt, at børnenes venner ved meget lidt om deres hverdag. Spørgsmål som ’er der tremmer for vinduet?’ er ikke ualmindelige«, siger Lone Larsen.

Hun er souschef for børne- og ungdomspensionen Brummersvej i Vejle, hvor 14 børn bor i en patriciervilla. Nogle i kort tid, andre i flere år. Det tilstræbes, at dagligdagen kører som i en familie. Børnene skal op, passe deres skole, har pligter, kommer på ture og ferier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men vi ved godt, at det aldrig bliver det samme«, siger Lone Larsen, der er rådgiver for den nystiftede organisation Eocase og opfatter sponsorfamilier som et fantastisk supplement.

»Nogle børn har ingen kontakt med deres biologiske familie, meget lidt med klassekammerater og intet netværk. Altid at være på institution får dem til at føle sig særlige på en ikke rar måde. For dem vil det betyde uendelig meget at komme i en familie, hvor de kan føle sig særlige på en dejlig måde«, siger Lone Larsen.

Sjældne gæster hos andre

Seniorforsker Mai Heide Ottosen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, mener, at ideen med, at anbragte børn oplever normalt familieliv, har potentiale.

»Man kan forestille sig, at det kan være med til at kompensere for nogle mangler, når det gælder almindelig dannelse og viden om, hvordan man klarer sig ude i samfundet. At det kan skubbe til børnenes forståelse af mere usynlige koder«, siger hun.

Den seneste undersøgelse af anbragte børns trivsel viser nemlig, at det skorter på kontakt med omverdenen. De har færre venner uden for anbringelsesstedet og kommer ikke meget hjem til andre. De har det vanskeligt i uddannelsessystemet og halter efter andre, når det gælder det, som sociologer kalder kulturel kapital. På institutionerne bliver der tilsyneladende ikke talt meget om, hvad der foregår i samfundet.

Kærkomment supplement

Ifølge Peter Albæk, tidligere formand for Børns Vilkår, nu formand for Eocase, viser erfaringer fra brug af aflastningsfamilier, at der kan komme meget godt ud af, at nogen træder til med lidt ekstra støtte uden at påtage sig fuldtidsansvar.

»Der bliver tænkt alt for meget enten-eller, når man anbringer børn. Enten institution eller familiepleje. Jeg ser et stort perspektiv i, at man i højere grad siger både-og. At man bruger ressourcer fra forskellige steder, så der samlet set bliver flere, der tager sig af børnene. Et barn kan bo mange år på døgninstitution, mens der ledes efter familiepleje. Mentorfamilier er et kærkomment supplement«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Professor Inge Bryderup konstaterer, at anbragte børn trods velstandsstigning stadig udgør cirka 1 procent af en børneårgang og stadig er ramt af samme sociale problemer som før. En af de ting, der har forandret sig, er, at anbragte børn i dag oplever flere skift. Mange oplever at bo tre-fire forskellige steder i stedet for et.

»Det kan øge en mentorfamilies værdi som stabiliserende faktor, men gør det også ekstra vigtigt, at der ikke sker svigt her«, siger Inge Bryderup, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Læs mere på www.eocase.eu eller søg facebookgruppen Eocase

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce