Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forståelse. Maria Møllgaard og hendes mand Rasmus er forældre til to børn; Ludvig på 3 og Olivia på 6 år. De var trætte af at skælde dem ud hele tiden og tog et kursus i at lade være. I dag fungerer familielivet meget bedre.
Foto: Joachim Adrian

Forståelse. Maria Møllgaard og hendes mand Rasmus er forældre til to børn; Ludvig på 3 og Olivia på 6 år. De var trætte af at skælde dem ud hele tiden og tog et kursus i at lade være. I dag fungerer familielivet meget bedre.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et nyt liv: Hos familien Møllgaard er skældud blevet en sjældenhed

Hverdagen er blevet en fuldstændig anden, efter at Rasmus og Maria Møllgaard er stoppet med at råbe ad deres børn.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Maria Møllgaard husker tydeligt episoden. Hvordan hun afmægtig så til, imens hendes dengang 5-årige datter, Olivia skreg, hylede og kastede sig sparkende på jorden. Hun blev varm i kinderne, da den stædige pige lidt efter kylede sin cykel hen ad fortovet.

»Jeg anede ikke, hvorfor hun reagerede så voldsomt på, at jeg kom for at hente hende i børnehaven. Og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre«, husker Maria Møllgaard.

Hun har heller ikke glemt, hvordan hun tog sin datter i armen og skreg: Nu stopper du! af sine lungers fulde kraft. Vred. Frustreret. Og helt brugt op.

»Det gør en hel masse ved dig som forælder, når du føler, at du bare giver og giver og ikke ved, hvad der er galt. Det er jo ren afmagt, når man råber sådan«, konstaterer hendes mand, Rasmus Møllgaard.

Han og Maria Møllgaard var dengang forældre, som forældre er flest. Konflikterne var hyppige, og konsekvenspædagogikkens advarsler, trusler og hårde ord var en naturlig del af dagligdagen, der flere gange om ugen indholdt en gedigen omgang skældud til Olivia og hendes lillebror, Ludvig.

»Vi vidste ikke bedre«, som Rasmus Møllgaard siger.

Det gør de i dag. Rasmus og Maria Møllgaard hørte ved et tilfælde om et kursus i at sætte grænser uden skældud hos familieterapeut Fie Hørby og besluttede sig for at tage med. »Et vendepunkt« i deres liv, kalder de det i dag. For de 10 afteners gode råd til konflikthåndtering har givet dem en helt ny tilgang til deres børn.

»Vi har den samme tid som før og de samme mål for øje. Men vores hverdag er blevet helt anderledes, efter at vi er stoppet med at skælde ud«, siger Maria Møllgaard.

At lade være med at råbe og irettesætte er ikke det samme som at lade børnene bestemme, understreger hun.

»I bund og grund handler det om at kunne rumme og respektere de følelser, de har. Det gjorde vi ikke før. Ikke på nogen måde«.

Et anerkendende ’nej’

3-årige Ludvig afbryder snakken, da han kravler hen over Maria Møllgaard, dernæst sin far og sætter sig overskrævs på ham.

»Jeg vil udenfor«, proklamerer den lyse stemme. »Du skal gå med«.

»Du kan godt komme ud, men jeg skal være lidt her«, siger Rasmus Møllgaard og kysser Ludvig, der gentager sit ønske og klasker sin far på munden.

»Nej, far går ikke med ud. Men jeg vil gerne hjælpe dig«, svarer Rasmus Møllgaard. Han rejser sig og går med Ludvig i hånden ud i gangen, hvor han hjælper ham i tøjet. Da han kommer tilbage til spisebordet, er den lille dreng allerede i gang med sin skovl ude på terrassen.

»Det der var et virkelig godt eksempel«, siger Maria Møllgaard.

Hendes mand nikker:

»Før kurset ville en situation som den her nemt kunne være blevet til en konflikt. Jeg ville have sagt ’nej, gå nu væk, kan du ikke se, at jeg sidder og snakker?’. Nu anerkender jeg, at han er der og har et behov. Jeg giver mig tid til at forholde mig til hans ønske, jeg siger nej, men jeg hjælper ham til at komme ud alligevel«.

Et andet eksempel på en hverdagsscene, der førhen gav anledning til hævede stemmer og diskussioner, er aftensmaden. Eller rettere det at få børnene til at komme til bords. Når Rasmus og Maria Møllgaard kaldte, skulle børnene indfinde sig. Nu og her. Ikke om 5 minutter, når de lige havde set noget færdig på iPaden eller sat de sidste perler på pladen.

»Vi krævede, at de kom straks, og hvis de ikke gjorde det, skældte vi ud. Men det er egentlig noget underligt noget«, siger Maria Møllgaard.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvordan ville vi selv tænke, hvis vi uden varsel pludselig skulle afbryde det, vi var i gang med? Det ville vi heller ikke bryde os om. Nu giver vi lov til, at de gør sig færdige, imens vi voksne sidder og taler hyggeligt sammen, og vi har ikke oplevet at sidde ret længe, før alle er her. Det giver langt bedre stemning, end hvis vi lige har råbt ad dem«.

Der er kommet en anden ro i den hektiske hverdag, fortæller begge forældre. Det avler endnu mere overskud til at forstå, hvorfor børnene reagerer.

»Før kunne vi irettesætte vores datter, når hun græd over et nej fra os. ’Det er da ikke noget at blive ked af’. Nu taler vi med hende om, at det er okay, hun er ked af det. Og vi trøster hende, selv om vi ikke er enige med hende«.

Og selvfølgelig kommer de stadig til at skælde ud af og til. Men så må man bare ’rydde op baglæns’, siger de.

»Vi gør meget ud af at sige undskyld til vores børn, når vi dummer os. Og så prøver vi at gøre det bedre næste gang«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Milla Mølgaard eller Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden