BORDPLAN. Et selskabsbord med bordplan kan virke skræmmende.
Foto: Jørn Villumsen

BORDPLAN. Et selskabsbord med bordplan kan virke skræmmende.

Familieliv

Nytårsaftens bordplan er et minefelt af fornærmelser

For en gæst kan placeringen afgøre, om festen bliver fæl eller fantastisk, så værten skal gøre sig umage med bordplanen, siger takt- og toneeksperter.

Familieliv

Julemiddag, nytårsfest, formel mærkedag, eller uhøjtidelig sammenkomst – der skal ikke samles mange, før spørgsmålet om bordplan kommer i spil. Alle ved, placeringen ved bordet er afgørende, når man stavnsbindes med faste bordnaboer i timer.

»Nå, sad du så godt?«, spørger vi derfor hinanden bagefter.

For skræk og rædsel. Havner man ved siden af en lummer onkel, alkoholiseret svigermor eller tavs tørvetriller bliver det unægtelig en anden fest, end hvis der er samtalekemi.

En dårlig placering ved bordet indtog da også førstepladsen, da Megafon for TV2 spurgte folk, hvad de hadede mest ved bryllupper. Hver fjerde (26 procent) synes, en skod seating er den største festdræber.

Trods risikoen for at tabe i lotteriet foretrækker langt de fleste bordplaner frem for selv at finde sig en plads. Ingen ud af cirka 30 tilfældigt spurgte er imod dem, en del synes, det afhænger af omstændighederne, mens et flertal klart er for. Og der lyder et klart nej tak til modellen, hvor gæsterne ’bare’ skal slå sig ned.

»Så sætter man sig bare med dem, man kender«, lyder det samstemmende. Konklusion: Nej til stoleleg, ja til bordplan. Men hvordan skal den skrues sammen?

Hyggeprincippet hersker

»Når der laves bordplan til mindre private selskaber, går man primært ud fra et hyggeprincip. Sådan har det været de seneste 30-40 år«, siger historiker Caroline Nyvang, Det Kongelige Bibliotek, Dansk Folkemindesamling.

Typisk veksles der mellem mand og kvinde, men ellers gøres der modsat formelle bryllups- og konfirmationsfester ikke synderlig brug af gamle regler om familiemæssig rang eller slægtskabsnærhed. Bordplanen skal først og fremmest sikre en ordentlig samtale ved bordet, sekundært tilgodese at gæsterne kommer til at tale med nogen, de normalt ikke snakker med.

LÆS ARTIKEL

»Der er flere ældre singler i dag, og det er desuden blevet mere almindeligt, at par splitter sig op og deltager i forskellige fester. Det gør det svært at følge de klassiske regler om mand/kvinde«, siger hun.

Puslespillet kan være svært at få til at gå op, og der er altid risiko for, at nogen bliver fornærmet. Det lægger et vist pres på værterne, som i nogle tilfælde bevidst lader tilfældet råde ved at lave en form for lodtrækning om pladserne.

»Her tager værten ansvar, så gæsterne ikke selv skal placere sig. Men ansvaret håndteres, så det er tydeligt for alle, at det skyldes tilfældigheder, hvis nogen er uheldig« siger Caroline Nyvang.

Kend reglerne - bryd reglerne

Det er også tydeligt, at mange af os har det lidt stramt med etiketteregler, mener Bill Holmberg, forfatter til bogen ’Takt og Tone - bagfra’ og flittig foredragsholder om emnet. Reglerne opleves som stive, snobbede eller skolemesteragtige og står i kontrast til idealet om uformel hygge.

»De fleste voksne kender de basale regler, men bruger dem ikke«, siger han og fortsætter:

»Men her skal man altså tage sig sammen. Det er pinligt, hvis folk ikke evner at udvise almindelig høflighed og snakke med deres bordpartner af skræk for at virke gammeldags. Vi har jo løftet os fra aberne«.

Man forregner sig, hvis man tror, man kan få alt til at gå op i en højere enhed, men man kan gøre sit bedste

Hans budskab er klart: Step op! Når man kender takt- og tonereglerne ved selskabsbordet og i det hele taget, får man frihed – også til at bryde reglerne med vilje.

Som toastmaster til en større fest reddede han f.eks. en 22-årig fyr, som var placeret mellem de modne, selv om der var en ung afdeling, ved at bytte plads med ham. Måske fordi han husker »hvor hæsligt det var at komme gennem en timelang bryllupsfest ved siden af en færøsk niece i folkedragt, som næsten ikke talte engelsk, så al kommunikation var non-verbal«.

Men nogen skal jo sidde ved den gramsende greve eller indremissionske hverveprædikant, så bordplanen er potentielt minefelt for fornærmelser.

Om at gøre sig umage

»Man forregner sig, hvis man tror, man kan få alt til at gå op i en højere enhed, men man kan gøre sit bedste«, siger livsstilsekspert Mads Christensen, forfatter til flere ’Blærerøvsbøger’ om takt og tone og stor tilhænger af gennemtænkte bordplaner.

For nylig havde han en forrygende aften til en 50 års fødselsdag, hvor han næsten ingen kendte, fordi det viste sig, at hans borddame havde italienske rødder. Værterne havde ulejliget sig med at sætte sig ind i, hvad Mads Christensen var for en starut, f.eks. at han taler italiensk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det betragter jeg som en gestus. Man bliver så glad, når folk gør sig umage«, siger han og opsummerer, at en god bordplan forudsætter tre ting:

At værterne researcher, så bordpartnerne har noget at snakke om. At gæsten udfordres lidt – hellere en modsætning end en kopi – så det ikke bliver kedeligt. Og at ’supergæster’, der er særligt overbærende eller sjove ikke automatisk får til opgave at pacificere en racist eller sætte liv i kludene, så middagen mere bliver job end fornøjelse.

Mads Christensen mener, at lodtrækningsbordplaner er fine til selskabelighed i forældregrupper eller på arbejdspladser, hvor der er idé i at lære alle bedre at kende, men han bryder sig ikke om dem i store, blandede selskaber med mennesker, man aldrig ser igen.

Den gode samtale

Som initiativtager til Samtalesaloner, hvor mennesker uden relationer mødes for at dyrke den gode samtale, har Nadja Pass masser af erfaring i at få snakke til at glide. Med få greb kan man erstatte grammofonplade-samtalerne efter klassisk læst: ’Nå, hvad beskæftiger du dig med?’ og ’hvordan kender du så værten’ med en langt mere interessant og overraskende dialog.

»Ved at ændre første spørgsmål en anelse og i stedet spørge, ’hvad er du optaget af for tiden’, åbnes der for at tale om ting, der ligger vedkommende meget på sinde«, siger hun.

Nadja Pass finder det sjovest både at spørge og blive spurgt om noget andet, end man ikke plejer, så hun kan sagtens finde på at gå lige på og hårdt med noget uventet. F.eks. hvornår de blev voksne, og hvad der ligger i at være voksen.

»Men de fleste vil opleve, at det hele bliver meget sjovere, når man taler om noget, man går op i. Vi har en lidt puritansk indstilling til, at vi skal tygge os gennem rugbrødet først og fortælle hinanden den lange historie om arbejde, børn og fritid, før vi kan gå om bord i mere værdiladede spørgsmål«.

Kvæl din indre martyr

Hvis partneren kun svarer og aldrig spørger, kan man godt tænke ’undskyld, sidder jeg her som din terapeut eller hvad?’. Så må man kvæle sin indre martyr og i stedet for indebrændt at vente på spørgsmål må man selv bringe et spændende emne på banen. Men værten har også et ansvar for at understøtte, at det bliver en interessant aften.

»Det undervurderer vi voldsomt herhjemme, vi kan godt være for uformelle«, mener Nadja Pass.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vejen frem kan være stikord på kort, der trækkes fra en hat. Eller værten kan lave en samtalemenu med en håndfuld spændende spørgsmål, som gæsterne så taler om to og to. Det kunne være om helte, handlekraft, alder, hverdage, taktik, sanser eller f.eks. mesterlære.

»Mange synes, det lyder lidt stift, men det er jo bare en løftestang, og efter fem år med samtalesaloner ved jeg, det virker. Dog kun hvis værten serverer ’opgaven’ med autoritet og entusiasme – ellers falder det til jorden. Man kan trøste folk med, at der er fri leg bagefter«


Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler test fra Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce