Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA/Melissa Kühn Hjerrild
Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kristian: Det er rart, men også lidt pinligt at blive boende hjemme

At bo hjemme, når man er i 20'erne, har fordele og ulemper. For Kristian Smedegaard Kruuse handler det om at have mulighed for at finde sin vej uden stress. Men reden kan godt føles forkert, når man er flyvefærdig.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Studenterhuen fra Christianshavns Gymnasium samler støv på reolen bag de guitarer, som er omdrejningspunktet i Kristian Smedegaard Kruuses liv.

Det professionelle gear er en af de vigtigste grunde til, at han to år efter eksamen stadig bor i sit barndomshjem i Dragør, og at huen næppe foreløbig ryger i en flyttekasse.

»Jeg bruger både megen tid og mange penge på mine to bands, jeg har opdateret mit musikudstyr i en grad, så jeg simpelt hen ikke har haft råd til at flytte hjemmefra«, forklarer den 22-årige indledningsvis.

LÆS ARTIKEL

Kristian har sagt ja til at fortælle, hvad der får ham til at figurere i den statistik, som viser, at mange unge forlader reden senere end for en generation siden – i dette tilfælde et hjem med flygel, forstående forældre, fuglesang i haven samt en kat, der hedder Svend.

Egne projekter frem for husleje

Bliver de boende af lyst eller nød? I Kristians tilfælde er det en blanding. I den ideelle verden var han herre over egne kvadratmeter i en lille lejlighed. Ikke nødvendigvis topcentralt, bare i nærheden af en S-togbane.

»Men med den indtægt, jeg har nu, ville jeg efter husleje højst have råd til et måltid spagetti om dagen, og så er det altså federe at være her, hvor jeg har tid og råd til at lave ting, jeg gerne vil«.

De penge, Kristian tjener som assistent i en boghandel, går ubeskåret til egne projekter. Til december rejser han tre måneder til Australien, hvor han var på udveksling som 16-årig, og hans band Telos har hyret en professionel producer og udgiver snart en plade.

Han vil gerne, men har ingen illusioner om at komme til at leve af sin passion. Det handler mere om at vinde tid, så han endnu en stund kan forfølge nogle drømme. Ikke i det uendelige. Faktisk følte han så stærkt, at han efter to år burde komme i gang – hans storesøster begyndte at læse medicin halvandet år efter eksamen – at han søgte ind på musikvidenskab, men endte med at melde fra. Forventningspres var ikke den rigtige motivation.

Trættende mors dreng-mærkat

Faste forventninger er i det hele taget ikke Kristians kop te. Han oplever også et pres i forhold til at flytte hjemmefra. Især stikker de, der flyttede hjemmefra i 17-18-års alderen, lidt til ham.

»Når folk hører, at jeg er 22 år og stadig bor hjemme, reagerer de sådan lidt hø-hø, hvorfor det? Det er lidt pinligt. Fordi der er noget stadig-mors-dreng forbundet med det, tror jeg«.

Bevidstheden om budgettets og boligmarkedets barske virkelighed lægger automatisk en dæmper på Kristians iver efter at flytte, men det hele handler ikke om økonomi. Der er flere fordele ved at bo hjemme.

Området giver en rar kontrast til by- og musiklivet. Han har en fin relation til sine endog »meget tolerante« forældre. Han kan spille og have besøg alt det, han vil, og det er let at få hjælp med diverse småting.

Men det er ikke kun andres forventninger, der trækker i flytteretningen.

»Man risikerer at falde ind i en umoden og uselvstændig rolle, når rammen om ens liv er den samme som altid. Jeg er overbevist om, at det udvikler en meget at stå på egne ben«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det oplevede han i Australien, da han kom til en familie, der ikke rigtig tog sig af ham, så han selv måtte klare praktiske ting som madlavning, rengøring og finde rundt. Ansvaret gav selvtillid og en oplevelse af, at det også var lettere at komme i gang med andre ting, han havde lyst til.

Erfaringen har gjort Kristian bevidst om at holde et vist aktivitetsniveau for at modvirke dovenskab.

Det ændrer dog ikke på, at der godt kan komme lidt konflikter om praktiske ting. Om hvad der skal gøres på hans værelse eller andre steder i huset, og hvem der skal bestemme, hvornår eller hvordan tingene skal gøres.

Af samme grund har Kristian taget initiativ til en snak med forældrene om, at han fremover skal klare flere ting selv. Lave mere mad, styre sin rengøring, vaske tøj med mere.

»Det lyder måske mærkeligt, men jeg kunne mærke, jeg var ved at blive lidt træt af at få så megen hjælp«, siger han og kommer med en fremtidsvision:

»Om et år eller to? Så er jeg flyttet hjemmefra. Måske i gang med at læse, den del er jeg ikke så sikker på, men jeg har en indtægt, så jeg kan klare udgifterne uden at skulle kæmpe alt for meget. Jeg vil helst bo helt alene, for jeg kan godt savne den frihedsfølelse«.

Okay med et par frie ungdomsår

Hvad tænker Kristians forældre Rita Smedegaard og Henrik Kruuse mon om det hele? Parret, der var henholdsvis 18 og 20 år, da de flyttede hjemmefra, har det fint med, at Kristian bor hjemme et par år endnu.

»Vi kunne aldrig finde på at sparke vores børn ud, men jeg har ikke behov for, at han bliver, til han er 30 år. At flytte er vejen til at blive rigtig selvstændig, og vi kan jo mærke, at han gerne vil«, siger Rita.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Henrik supplerer: »Han skal bare have fast grund under fødderne i forhold til indtægt. Foreløbig har jeg det fint med, at han udnytter sit musikalske talent, for sker det ikke, vil man tit fortryde det senere i livet«.

Forældrene presser ikke på. Måske fordi deres søn er initiativrig og selvhjulpen på mange felter, så de ved, det nok bare er et spørgsmål om tid. Måske fordi hverdagen er ret uproblematisk. Kristian har sit eget hjørne i huset bag køkkenet og passer langt hen ad vejen sig selv og er meget ude hos venner.

»Hvis jeg spørger, om vi skal hygge en aften, gør vi det, men han sidder bestemt ikke lårene af os, og hvis jeg bliver for nursende, eller vi af gammel vane blander os, minder Kristian os pænt, men bestemt om, at vi er for meget mor og far. Man er nødt til at finde en anden rolle, når ens barn bliver en ung voksen«, siger Rita.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden