Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fortvivlede Louise: »Nu føler jeg ingenting. Jeg tror ikke engang, vi er venner mere«

Louise har kendt sin mand, siden de var ganske unge. Deres forhold var godt i begyndelsen, men i dag føler hun sig mest af alt ensom.

Familieliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tiltrækningen var heftig og umiddelbar. Allerede på rusturen dengang for 16 år siden endte Louise og Morten med at være sammen, og det har de været lige siden.

Gennem årene på kollegium med vilde fester, gang i den og skiftende studier, som efterhånden gik over i nye jobs, bryllup, parcelhus i forstaden og børn. Altid sammen.

»Og alligevel føler jeg mig så ensom. Jeg så en tegneseriestribe i avisen med et par, der ligger ved siden af hinanden i dobbeltsengen. Kvinden lå og kiggede ud i luften. »Var ensom«, stod der bare. Det er præcis sådan, jeg har det. Jeg tror, man skal have prøvet det for helt at forstå rækkevidden af det«, siger Louise.

Stemmen knækker et øjeblik.

»Men jeg vil ikke skilles i år. Det er hele tiden mit mantra. Sådan er de sidste tre år gået«.

Helt tom indeni

For tre år siden fik Louise og Morten deres andet barn. En søn med kolik. Han sov kun i 45 minutter ad gangen i 8 måneder, døgnet rundt. Louise fik en fødselsdepression og havde svært ved at spise, sove og passe hjemmet og den store datter.

»Morten var god til at tage over på de praktiske ting, men han forstod ikke mine råb om hjælp. For eksempel bad jeg ham om at hjælpe mig med at få noget at spise. Han kunne have ringet hjem i frokostpausen og sagt, at nu skulle jeg tage noget mad. Men det gjorde han aldrig.

En gang imellem huskede han ved aftensmaden at spørge, om jeg havde spist i dag, men det var slet ikke hver dag. Heller ikke selv om jeg gang på gang ikke havde spist«, husker Louise.

»Det var, som om noget gik i stykker i den periode. Jeg følte mig så svigtet af ham, og jeg tror ikke, jeg har tilgivet ham endnu«.

I dag er Louise på den anden side af depressionen, men hun føler sig distanceret fra Morten.

»Havde du spurgt mig for to-tre år siden, havde jeg sagt, at jeg blev vildt ked af det og frustreret, når jeg tænkte på ham. Nu føler jeg ingenting. Jeg er helt tom indeni. Jeg tror ikke engang, vi er venner mere«.

På kursus i kommunikation

Før brylluppet, flytningen til forstaden og børnene havde Louise også indimellem følt tvivl. Var de nu rigtige for hinanden? Hun var jo den udadvendte, oplevelsesivrige type, mens han var mere introvert og holdt af at være hjemme og lave ting for sig selv på computeren.

»Men jeg var så ung og talte aldrig med nogen med mere livserfaring om min tvivl. Jeg var kun 20, da jeg mødte ham. Og nu er vi altså endt her«, sukker hun.

»Jeg kan huske, da jeg var ung og læste brevkasser i damebladene, hvor kvinder skrev ind, at de ikke havde haft sex med deres mand i et år. Jeg forstod slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Nu er jeg selv en af dem«.

For to år siden var Louise og Morten på Louises initiativ på et weekendkursus i bedre kommunikation for par. De fik nogle gode snakke dengang, men nu er alt tilbage i sin vante gænge. De har aldrig sex, Morten vil helst være hjemme eller på arbejde, Louise vil gerne ud at være social og opleve noget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Savner fællesskabet

»Jeg har frihed til at tage ud på egen hånd, men jeg savner sådan fællesskabet. At vi kan gøre noget sammen som familie. Jeg drømmer om at præge mine børn til at sætte pris på kulturlivet - vi skal ud på museer og til forskellige ting, der foregår. Men hvis jeg skal gøre mig håb om at få Morten med, skal han forberedes på det i hvert fald to uger i forvejen. Så skal han gå og summe over det i en uge, og så ender det med, at jeg skal presse ham. Når det endelig bliver til noget, er det som regel, fordi jeg er blevet sur og nærmest har tvunget ham«.

Louise funderer lidt.

»Nogle gange tænker jeg, at jeg jo heller ikke er den rigtige for ham. Han skulle have sådan en rigtig hjemmehygger, der også elsker at være hjemme og se fjernsyn«.

Alligevel vil hun ikke skilles. I hvert fald ikke endnu. Louise er selv skilsmissebarn, og hun ønsker ikke, at hendes børn skal gå igennem det samme som hun.

»Og så er der også det i det, at jeg slet ikke kan overskue alt det praktiske i at skulle skilles og være alenemor. Det er drønhårdt, når jeg er alene hjemme med børnene. Det er rart at være to om at tage sig af dem«.

Så i stedet for at blive skilt forsøger Louise at kæmpe for, at forholdet skal blive bedre. Hun har flere gange foreslået Morten, at de skal gå i parterapi.

»Og så er hans reaktion at spørge: »Hvorfor det, vi har det da godt?«. Han er helt afvisende over for det, og jeg har en fornemmelse af, at han ikke aner, hvordan jeg har det. Selv om jeg synes, det er et rimelig stort vink med en vognstang, når jeg gentagne gange foreslår, at vi skal gå i parterapi, og vi overhovedet ikke har sex. Det burde han da gå op i?!«.

Louise har aldrig sagt ordet skilles højt, hverken til Morten eller til andre. Hun er for flov til at indvie andre i sine tanker, og samtidig ville muligheden for skilsmisse også på en eller anden måde blive mere virkelig.

En virkelighed, hun i så fald måtte agere på. Men hver eneste dag kører mantraet ’jeg vil ikke skilles i år’ i hendes hoved. Det kan stadig være smertefuldt og opslidende indimellem, men ikke noget at sammenligne med før, hun tog beslutningen om, at hun ikke vil skilles lige nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var frygteligt at være i. Nu har jeg ligesom lagt låg på ved at tage den beslutning. Ikke fordi vi er rigtige for hinanden, men omvendt er vi heller ikke helt forkerte for hinanden. Lige nu ved jeg, hvad jeg har, ikke, hvad jeg ville få. Og fortryder jeg, at det blev ham i første omgang? Måske. Men jeg elsker ham stadig, fordi vi har været sammen i så mange år – og jeg ved jo ikke, hvad jeg er gået glip af«, siger hun.

»Men jeg tror aldrig, vi kommer til at blive pensionister sammen. Til den tid er vi skilt«.

Louise og Morten er opdigtede navne. Louises identitet er Politiken bekendt

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden