FILTERLØS. Mange forældre glemmer, at alle kan læse med, når de kommunikerer med deres store børn på Facebook
Foto: METTE DREYER /Politiken-Tegning

FILTERLØS. Mange forældre glemmer, at alle kan læse med, når de kommunikerer med deres store børn på Facebook

Familieliv

Sådan undgår du at være pinlig forælder på Facebook

Mange unge er så flove over deres forældre på Facebook, at de sletter dem.

Familieliv

Når forældre er venner med deres voksne børn på Facebook, gør de klogt i at føre sig frem med pli. Ellers risikerer de, at de unge blokerer dem, sletter dem eller flytter deres aktivitet til andre sociale medier, fordi de ikke ønsker, at forældrene snager i deres sociale medieliv.

Ifølge en britisk undersøgelser offentliggjort i The Telegraph og Daily Mail sidste år har hver tredje unge brite mellem 16 og 34 år blokeret eller slettet et familiemedlem fra deres venneliste, og en lignende andel slettede deres egen Facebook-profil, efter at deres forældre var kommet på verdens mest udbredte sociale tjeneste.

Året før blev det fastslået, at tre ud af ti briter mellem 18 og 34 år følte sig pinligt berørt over deres forældres optræden på Facebook, især når de slog upassende billeder op. Se i boksen, hvad de unge især finder pinligt.

Siver og undgår konfrontation

»Jeg er ikke bekendt med lignende danske undersøgelser, men vi ser, at unge i høj grad rykker fra Facebook til Snapchat og andre sociale tjenester. På den måde udelukker de forældrene uden den direkte konfrontation, det giver at blokere eller slette«, siger professor, dr. phil. Kirsten Drotner fra SDU.

Hun ved fra kvalitative undersøgelser, at unge voksne deler deres kommunikation op, så de typisk har et forum til familiekommunikation og billeddeling, måske i form af en lukket gruppe, et andet til professionel kommunikation og et tredje forum til privat netkommunikation med venner og kærester.

Det er netop sådan en lukket Facebook-gruppe for forældre og voksne børn, Pernille Thorup anbefaler i en artikel om at holde kontakt med hjemmefraflyttede børn. Der er plads til kommentarer, som sjældent vækker begejstring på de unges personlige profiler, fordi de er for familiære.

Gør som uden skærm

De britiske undersøgelser vidner om, at den modne forældregeneration selv efter flere års erfaring på Facebook stadig har svært ved at finde den rette tone og dosering, når de er venner med deres voksne børn.

Nogle forældre glemmer simpelthen, at alle kan læse med. Måske er deres egne Facebook-venner mennesker, de har en nær relation til, og så glemmer de, at andres netværk ikke ligner deres eget.

»Forældre kan med fordel tænke på, at kommunikation i sociale netværk bør spejle den kommunikation, man har, når man ingen skærm har imellem sig. Der differentierer man jo også, alt efter hvem, man snakker med om hvad«, siger medieforsker Kirsten Drotner.

Fædre er mest pinlige

Ofte er forældrene venlige og velmenende, men alt for begejstrede.

»Dine forældre liker alt, du skriver eller poster på Facebook. Og de har intet filter, her bliver lille pus, skattemus og andre øgenavne også altid brugt«, konstateres det i en artikel på sitet young.wtf om situationer, hvor ens forældre bare er de pinligste i verden.

Undersøgelsen fra Storbritannien viser i øvrigt også, at fædre tilsyneladende har sværere ved at ramme inden for det accepterede end mødre. 40 procent af de adspurgte 18-34-årige oplever deres fædre som pinlige på Facebook, mens 28 procent krummer tæer over deres mødre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce