Hvert år og især op til studiestart flytter cirka 70.000 unge hjemmefra og efterlader deres forældre med forskellige miks af tomhed, savn, bekymring, lettelse og frihed. For hvor meget farvel er det? Altså, børnene lever jo stadig, men kontakten skal finde en ny form, og det kan godt være en udfordring.
Fire gange har Pernille Thorup og hendes mand Peter Ruge sendt en søn ud over redekanten. 20-årige Anders tog for et halvt år siden på højskole, mens Morten, Mikkel og Rasmus på 24, 28 og 30 år henholdsvis læser medicin, arbejder som konsulent og synger i operakor. Alle fire bor i København, 270 km fra parrets hjem i Nørre Snede.
Får man øvelsen, så det bliver lettere at sige farvel?
»Ikke i forhold til det enkelte barn. Men på den måde, at jeg kan støtte mig til, at de andre jo har klaret sig«, siger Pernille Thorup.
Var det ekstra svært at sende den sidste hjemmefra?
»Ja, for det var et fuldstændigt farvel til den form for familieliv, man har med hjemmeboende børn. Men det er også goddag til en masse sjov med unge voksne, som det gælder om at gribe«.
Man kan vende verdenssituationen med dem på en anden måde end med børn, der endnu ikke har fået så meget perspektiv på tilværelsen. Man kan lave ting sammen og nyde, at initiativet tit kommer fra dem, uddyber hun.
»De spørger måske, om jeg vil med i teateret eller med på en tur. Det kan være rigtig fedt at lade sig overraske«.
Når det niver i navlestrengen
Men hvad stiller forældre op med deres bekymring for, om den unge kan klare alle de ting, det kræver at bo uden hjemmets sikkerhedsnet? Når det niver i navlestrengen, vil mange nok have svært ved ikke via sms, mail eller opkald at tjekke, om alt er vel. Ifølge Pernille Thorup, der er uddannet psykolog, skulle man helst have skruet ned for sit kontrolbehov længe før fraflytningen og i modsat fald øve sig meget i at regne med, at intet nyt er godt nyt. Den unge skal have plads.
Er man bekymret for noget konkret, gælder det om at spørge rimelig direkte i stedet for at kredse om den varme grød. Nogle af sønnernes venner oplever det i hvert fald som »virkelig bøvlet«, at deres mødre ringer så tit og taler så længe, uden de kan regne ud, hvad de egentlig vil. For til sidst at komme med noget, der hele tiden har været på dagsordenen: Sørger du nu for at få din nattesøvn? Er det rigtigt, du har fundet en kæreste?
LÆS OGSÅ
Ikke så megen sniksnak
»Jeg kan høre på mine drenge, at de nyder, jeg ikke benytter den metode. Når jeg ringer, er det kort. Tit bare: Hej, hvordan går det? Går det godt, så er det det. Hvis ikke, kan de fortælle om det eller lade være. Jeg spørger let og uforpligtende, så de ikke får følelsen af at skulle fortælle alting«.
Pernille Thorup ved af gode grunde ikke, om faconen egner sig til alle. Hun konstaterer blot, at hendes børn har bemærket det som noget positivt, at kontakten ikke trækkes ud og bliver en 'åh, nu ringer hun igen'-belastning.
»Jeg tror ikke, der er andet at gøre end at slippe dem fri, altså give dem plads og lade være med at ringe med skjulte dagsordener. Vil man gerne høre om noget bestemt, så spørg direkte, eller hør, hvornår man kan snakke sammen i stedet for at ringe i tide og utide og kredse om den varme grød«.
'Hemmelig' gruppe på Facebook
Hvordan kommunikerer I?
»Vi bruger ofte Messenger, og vi har lavet en lukket Facebook-gruppe, hvor man kan skrive hvad som helst, uden at børnene skal bekymre sig om, at det er pinligt i forhold til deres venner. Altså for forældre, børn og stabile kærester«.
Det kan være sjove kommentarer, dialog om hverdagsfrustrationer og forespørgsler, om nogen vil med i biffen.
»Ret genialt. De færreste børn synes, det er fedt, hvis deres forældre fylder meget på deres personlige profil. Der er man med på en kigger og gør klogt i ikke at kommentere alt muligt«.
Kærlighedskraften piftes
Let lyder det, men da Pernille Thorups yngste søn for fem år siden tog på efterskole, var hun så tvivlende i forhold til, hvad hun skulle stille op med tomheden, at hun bearbejdede det i en Politiken-kronik ’Minder fra et liv som mor’ (se link nedenfor).
»Jeg har elsket livet med børn og aldrig følt, det begrænsede min karriere. Når en stor kærlighedskraft pludselig ikke kan få lov til at folde sig ud i det daglige, må man finde på noget andet at lave, og det gør man. Men man må se i øjnene, at den nye situation handler lige så meget om at blive selvstændig selv, som at ens børn bliver det«.
Ud over at have mere tid til fritids- og sociale aktiviteter har Pernille Thorup med stor fornøjelse brugt tid på at »kloge sig«, som hun kalder det at fordybe sig fagligt ved blandt andet at tage en ph.d. Og hun er ret sikker på, at hendes og mandens optagethed af eget liv gør kontakten enklere for børnene.
»Jeg tror ikke, de tænker, »åh nej, nu sidder mor derhjemme og føler sig ensom, jeg må hellere tage hjem«. Har de ikke tid til at ses, er det sådan. Så kommer de bare en anden gang«.
