Bliver man klogere på døden, når man bliver ældre? Se tre ældre fortælle om døden. Kilde: Politiken.tv/ Kirsten Nilsson. Klip: Henrik Haupt

Trivsel

Ældre Sagen: Vi skal bryde tabuet om døden

Hvis vi ikke taler om døden og sorgen, bliver vi alene med den, mener Ældre Sagen i ny bog.

Trivsel

Vi bør tale om de døde, græde over dem, grine eller brokke os uden berøringsangst. De er jo bare døde. Det bliver vi også selv en dag«.

Ordene er Margrethe Kählers. Hun er chefkonsulent i Ældre Sagen og forfatter til en ny bog, ’Tæt på døden’. Bogen bygger på en undersøgelse, hvor fire efterladte – både yngre og ældre – samt elleve læger, sygeplejersker og sosu-assistenter fra hospitaler, hospicer, plejehjem og hjemmeplejer er blevet interviewet om en række aspekter om døden: alt fra sorgen hos de efterladte til, hvordan sundhedspersonale i forskellige sektorer arbejder med den sidste tid.

Forfatteren mener, at døden stadig er et tabu, og at det er forkert, fordi vi bliver ensomme med vores tanker og angst. Og hun mener, at vi i vores rationelle, nordiske kultur typisk giver de sørgende tre måneder at sørge i, og så må de »se at komme videre«. I modsætning til andre kulturer – for eksempel de jødiske og buddhistiske – hvor der er ceremonier omkring den efterladte med langvarig omsorg og opmærksomhed, forklarer hun.

»Det er misforstået, når familien for at trøste siger: »Pjat, Bedste, du ser så godt ud, der er længe til, du skal dø«, for så bliver den ældre bare mere isoleret med sine tanker. Og det er også den anden vej, når en døende slår situationen hen for at skåne sin familie, for så bliver de ensomme i deres sorg«.

Vi frygter lidelsen

Margrethe Kähler mener, at der generelt er for lidt viden om, hvilke muligheder der er i behandlingssystemet for en værdig død, og hun forklarer, at mange – eksempelvis på landets plejehjem – ikke har viden om den palliative indsats, som indsatsen for at lindre lidelser for døende hedder i fagsproget.

Og hun mener, at hvis folk vidste mere om, hvad palliation kan, så ville der ikke være så mange, som gik ind for aktiv dødshjælp.

I en undersøgelse lavet for blandt andet Palliativt Videnscenter fra 2013 svarede hele 71 procent af danskerne, at de var enige eller meget enige i, at aktiv dødshjælp skal være en mulighed. Men når folk er dødssyge, er det få, som reelt har det ønske, forklarer professor og centerchef Helle Timm fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation. Her arbejder de også med den sidste tid.

»En positiv holdning til aktiv dødshjælp handler meget om frygten for lidelsen, smerten og det ubærlige. Og den frygt kan jo være reel«, forklarer Timm.

Hun mener desuden, at vores forhold til døden er flertydigt. På den ene side bombarderes vi med død og ødelæggelse i medierne, mens den personlige, tætte død på den anden side stadig kan være svær at få talt om. Desuden viser forskningen, at det er meget individuelt, hvorvidt og hvordan vi vil tale om døden, og at mange faktisk ikke ønsker at tale med en professionel sundhedsperson om den.

»Man kan godt praktisk forholde sig til sin egen død, eksempelvis sin begravelse, men alligevel leve på en måde, hvor man undgår at forholde sig til, at man snart skal dø. Det behøver ikke være en modsætning. Det er helt individuelt, og derfor må personer, som arbejder med mennesker tæt på døden, hele tiden forholde sig til den enkelte person og vedkommendes familie«.

På Rigshopsitalet arbejder præst Lotte Blicher Mørk med døende og deres pårørende hver dag. Dem, hun møder, er ofte yngre eller midaldrende, som skal tage afsked med livet, lang tid før de havde forestillet sig det.

Hun forklarer, at tabuet om døden blandt andet handler om, at selv om vi med vores fornuft ved, at vi kan dø i morgen, så pakker vi det væk i en »naturlig naivitet« om, at det kun rammer naboen.

»Men hos dem, jeg møder, som er uhelbredeligt syge, er den naturlige naivitet væk, og de må sande, at vi alle er naboer, hvor end vi bor«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kan ikke kontrollere døden

Lotte Blicher Mørk vil også gerne aftabuisere døden, men hun advarer mod, at man tror, at man kan få tjek på døden som på andre ting i sit liv.

»Vi ved ikke, hvad det vil sige at dø, og vi ved ikke, hvad der skal ske med os. Den uvidenhed gør os desperate. Hvis der er noget, vi senmoderne mennesker er udfordret af, er det magtesløsheden. Vi er så vant til at have kontrol, men døden, den får vi ikke magt over. Vi kan ikke afmystificere døden ved at tale om den. Den kan ikke tales væk, hvis vi vel at mærke har noget at miste«.

Hun mener, at det kan blive en selvmodsigelse at tale om ’den gode død’, fordi der så er fare for, at den bliver noget, vi selv har ansvar for at opnå.

»Vi tror, at jo mere vi terapeutiserer over døden, jo lettere bliver det at dø. Men hvis du har mennesker, du elsker, så er døden ikke god. Men samtidig mener jeg jo ikke, at døden får det sidste ord. Det gør al den kærlighed, der er stærkere end døden, for man holder jo ikke op med at elske en, fordi vedkommende dør«, siger Lotte Blicher Mørk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce