UDELIV. Adam Price er vild med at lave mad i sit udekøkken.
Foto: Finn Frandsen

UDELIV. Adam Price er vild med at lave mad i sit udekøkken.

Udeliv

Adam Price: »I et udekøkken kan man svine, så meget man vil«

UDELIV: Det går ofte vildt for sig, når Adam Price laver mad i sit primitive udekøkken.

Udeliv

Jeg bruger stort set hele tiden mit udekøkken på min altan, når jeg laver mad. Det er fantastisk at lave mad under åben himmel. Især når man laver lidt voldsom mad, som jeg indimellem gør, med en masse damp og os. Man kan svine, så meget man vil, og så er det fuldstændig forrygende at være udenfor.

Alt det, der virkelig medfører voldsom stegeos, bliver faktisk lavet ude på grillen. Og derudover har jeg også en fritøse, som jeg tager med udenfor, hvis jeg skal friturestege pommes frites, doughnuts eller fish’n’chips. Det er vanvittig praktisk.

Mit udekøkken består egentlig bare af nogle få elementer, jeg har stillet op ude på altanen: en ældgammel Weber gasgrill, som der virkelig har været tændt op i med ild og flammer, og en praktisk køkkendisk, der kan stå udenfor hele året og virkelig kan tåle tæsk og skoldhede gryder. Det er meget simpelt og primitivt.

Jeg har altid syntes, at der var noget særligt ved udendørs madlavning. Helt tilbage fra da jeg var barn og lavede snobrød over et bål. De blev sorte, men jeg syntes alligevel, at det var dødlækkert. Det er det der med, at man sgu godt kan overleve på selv det mest primitive. Det har altid tiltalt mig.

Egentlig handler udendørs madlavning vel om at vende tilbage til et lidt mere oprindeligt udgangspunkt. Hvor flammerne står op, og det lugter, larmer og sprøjter, uden at man skal være forsigtig. Det er helt klart en tilbagevenden til noget primitivt og enkelt, og det går altid op for mig, hvor lidt udstyr man rent faktisk kan klare sig med. For en i øvrigt total køkkenudstyrs-freak som mig er det sjovt at gå modsat indimellem.

Faktisk har min bror og jeg et on-going våbenkapløb om, hvem der har det mest overdrevede køkkenudstyr. Vi prøver at overgå hinanden ved i smug at købe nye ting og overraske den anden, når vi laver mad sammen. Alligevel er min gasgrill 8-10 år gammel, og den er ved at være godt slidt igennem. Men jeg er jo kommet til at holde af den. Man kan altid finde noget, der er smartere, men så længe min grill bliver ved, beholder jeg den.

Ting, der kan laves over et rotisserie, er nok noget af det, jeg bedst kan lide at lave udendørs

Om sommeren spiser vi meget på altanen, men jeg laver også mad derude i vinterhalvåret med en gammel sweater på, der lugter af bål og stegeos. Der er nogle rygere i familien, og når de er på besøg, står de tit på altanen med en øl og et glas vin. Så er det hyggeligt at stå derude og lave mad under stjernerne, mens snakken går.

At lave mad er den mest elskede hobby, jeg har, som nu er blevet til arbejde. Derfor er mit udekøkken lige så meget min arbejdsplads, og min bror og jeg har også lavet nogle tv-optagelser til ’Spise med Price’ derude.

Ting, der kan laves over et rotisserie, er nok noget af det, jeg bedst kan lide at lave udendørs.

Jeg kan have tre hele kyllinger eller to juleænder på spyddet over grillen, og det smager forrygende. I et af vores programmer for en del år siden lavede min bror og jeg porchetta over grillen. Et svineslag rullet med urter og skalotteløg og stegt på et spyd over grillen. Så får man verdens mest fantastiske flæskesvær, som er sprød hele vejen rundt.

Jeg er sikker på, at både fugle, engle, og hvad der ellers flyver rundt på himlen over København, nyder godt af duften.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Udeliv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden