Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

DRIVHUS. Signe Wenneberg bruger drivhuset fra marts til december.
Foto: Finn Frandsen

DRIVHUS. Signe Wenneberg bruger drivhuset fra marts til december.

Udeliv

Signe Wenneberg: »Drivhuset er en pause fra det hele«

Bæredygtighed er nøgleordet, når det gælder Signe Wennebergs drivhus.

Udeliv

Mine fingre er næsten altid mudrede, når jeg er i mit drivhus. Det er en vigtig detalje, for det betyder, at jeg ikke rører ved min smartphone. Det elsker jeg. Det er en pause fra det hele, når jeg går derud, og det er her, jeg har min alenetid.

Da jeg gik i gang med at bygge mit bæredygtige sommerhus, var det første, jeg gjorde, at anskaffe mig drivhuset. Det er 20 kvadratmeter, ruderne er af rigtigt glas, og så er det bygget af cedertræ ligesom sommerhuset. Bag ved drivhuset står der oven i købet også et levende cedertræ.

Et drivhus er dyrt, og det her kostede mig omkring 100.000 kroner. Alligevel er det de billigste og bedste kvadratmeter på min grund, og det kan holde en livstid. Min nabos nye drivhus kollapsede under stormen i vinter, men mit blev stående.

Når jeg bygger, bygger jeg solidt, og det kan betale sig.

Selvfølgelig kan det ikke betale sig i tomater, men det betaler sig ved, at jeg bruger mit drivhus til alt fra påskefrokoster til skurvogn, fotostudie, workshops, mødelokale og tv-studie. For mig er det en del af min virksomhed at have et drivhus, og jeg har skrevet en masse om det i mine bøger.

Jeg går meget op i bæredygtighed. Jeg genanvender regnvand til at vande med og gøder med kompost og hønsemøg. Jeg kan godt lide den cyklus, når ting bliver genbrugt.

Når jeg bliver gammel, vil jeg dyrke en masse grøntsager og krydderurter, men jeg holder lidt igen nu, hvor jeg har travlt, fordi det også skal være et sted, hvor jeg bare kan nyde en kop te og ikke behøve at lave noget. At have et drivhus skal ikke være et pres.

Jeg kan godt lide den cyklus, når ting bliver genbrugt.

Så lige nu har jeg mit figentræ derude, og jeg dyrker krydderurter, tomater, bønner og ærteblomster. Jeg kan især godt lide at have min egne tomater, som er i mange farver og altid er nye typer hvert år. Om sommeren er der flere, end jeg kan spise. Man kan simpelthen ikke købe tomater, der smager lige så godt som éns egne.

Jeg bruger drivhuset fra marts til december. Allerede i marts kan der være over 20 grader derinde. Jeg kunne aldrig finde på at opvarme et drivhus. Det er en del af det danske dna, at vi er et koldt nordisk land, og jeg synes, det er usportsligt at varme det op.

Selv om der bare er få solstråler, er det et skønt rum at være i. Der er en helt anden stemning end i et hus. En anden luft, mere ilt, mere lys og en duft af jord.

En gartner fortalte mig engang, at drivhuse er så dejlige at være i, fordi der er enormt meget ilt på grund planterne. Det tror jeg på. Jeg får det bedre af at være derude, og det hjælper, hvis jeg for eksempel har hovedpine.

Det er mit tredje drivhus. Siden jeg for 15 år siden flyttede fra en lejlighed på Nørrebro, har jeg haft drivhus. Dengang havde jeg små børn, og det var et helt fantastisk sted at stille barnevognen, når det regnede. Sandkassen stod der også og var fri for katte, og mine drenge kunne lege i den allerede i februar. Det er en helt anden udnyttelse af haven.

Da min ældste søn gik i gymnasiet, udviklede mit gamle drivhus sig til et samlingssted for klassen, hvor de spillede kort og drak øl før gymnasiefesterne. Jeg kan godt lide, at det er et rum, der hele tiden forandrer sig.

Nu kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have drivhus. Jeg ville simpelthen mangle mit yndlingsrum.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Udeliv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce