85 procent af alle aktive idrætsudøvere kender til at få et kick af træning og bruger en løbetur til at slippe sorte tanker.
For 6 procent er behovet for motion så stort, at de skader sig selv, deres familie og ender i isolation. Især yngre mænd er i farezone, men alle kan blive ramt.
Det vurderer psykolog Mia Lichtenstein, der forsker i træningsafhængighed ved Syddansk Universitet. Til efteråret udgiver hun også den første bog på dansk om emnet 'Besat af træning' på Dansk Psykologisk Forlag.
Hvis man ser på augusts store jernmandsstævne, Challenge Copenhagen med 2.000 deltagere, så vil det statistisk betyde, at 120 af dem, der løb over målstregen med armene i vejret på Christiansborg Slotspark, træner i et omfang, der kan være problematisk for dem og deres pårørende.
»Træning bliver for nogle få alt for vigtigt, ligesom mad bliver alt for vigtigt for personen med spiseforstyrrelser. Problemet med træningsafhængige er, at omverdenen synes, det er socialt acceptabelt og kalder dem ’seje’«, siger Mia Lichtenstein, der selv er aktiv i løbemiljøet.
Medaljens bagside
Gennem psykologistudiet havde hun ellers mest beskæftiget sig med de gode effekter af motion og med, hvordan man får folk i gang med at blive sunde. Men en vejleder anbefalede hende at tage et nærmere kig på medaljens bagside.
»Jeg opdagede, at der især i udlandet bliver skrevet meget om begrebet ’exercise-dependence’, og jeg har set, hvordan træning kommer til at fylde alt for meget. Det betyder skader, og det går ud over den aktives helbred og familieliv.
En undersøgelse, Mia Lichtenstein har foretaget som del af sit ph.d. projekt, viser, at blandt 590 motionsaktive, så har lige under seks procent et problem med at styre træningsmængden.
Træningsafhængighed rammer alle typer motionister og begge køn. Men der er lidt flere unge mænd i 20-30 års alderen repræsenteret.
De svarer, at de kan genkende, at der skal mere og mere træning til for at få ’kicket’, at det fylder mere i hverdagen, giver konflikter med omverdenen, og at den aktive fortsætter med at træne, selv om han eller hun er skadet.
Alle kender symptomerne
»De symptomer, vi spørger til, kan jeg godt genkende fra mig selv. Alle aktive kender til det. At man går op i sin sport og vil fortsætte træningen, også selv om man er skadet. Op mod 85 procent af alle idrætsudøvere svarer i undersøgelsen, at de kender til de her symptomer i nogen grad. Men der er en grænse op til de 5-6 procent af idrætsfolk, hvor det bliver sygeligt«, siger Mia Lichtenstein.
Men hvis en person træner og har det godt med sin triatlon eller fitnesscenter, hvad er så problemet?
