Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

EGOIST. Jesper Aahøj erkender i dag at ønsket om at kunne klare en jernmand, fik ham til at sætte sig selv i første række. Til skade for familien. Og ham selv.

EGOIST. Jesper Aahøj erkender i dag at ønsket om at kunne klare en jernmand, fik ham til at sætte sig selv i første række. Til skade for familien. Og ham selv.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jesper var træningsafhængig: Jeg troede pludselig, at jeg skulle dø

20 timers træning om ugen knækkede nybagt familiefar.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Ring efter en ambulance«.

En fredag i december 2005 gik det galt. Jesper Wium Aahøj, 32 år og fra Ringsted, havde i august samme år gennemført en lang triatlon, den såkaldte jernmand, i Fredericia. Og efter kun tre hviledage gik han i gang igen. Med masser af træning.

For det gjorde alle de andre i triklubben.

I dag kan han godt se, at de jo var singler, unge eller fraskilte, og at de måske ikke havde kone, spædbarn, hus, have og fuldtidsjob ligesom ham selv. Men dengang trænede han bare videre. Under mottoet: Når de kan, kan jeg også.

Konen måtte indordne sig
Ifølge psykolog Mia Lichtenstein, der forsker i træningsafhængighed ved Syddansk Universitet, er seks ud af 100 idrætsudøvere decideret træningsafhængige. De bliver ved og ved, selvom deres træning bliver problematisk for både deres helbred og for forholdet til deres pårørende.

Jesper Wium Aahøj var en af dem. Hans afhængighed af træningens 'kick' blev henover efteråret 2005 værre og værre. Han løb skovmaraton i Hillerød i november, hvor kroppen på sidste halvdel satte fuldkommen ud.

Når han stod og snakkede med en kollega, kunne han pludselig få sære fornemmelser i kroppen, svimmelhed og hjertebanken.

Parforholdet havde det heller ikke for godt. For konen og den lille dreng måtte indordne sig under en hidsig far, der krævede sine 100 km på cykel, før han ville med ud til et arrangement med familien. Eller som ville løbe hjem fra festen. Og som var aggressiv og ’flejnede helt ud’, hvis hans cykel var flad, når han skulle ud og træne.

Men rigtigt galt gik det den første fredag i december.

Den dag strømmen gik
»Jeg havde været ude at handle med familien fredag aften i Kvickly, og jeg var hidsig og sagde nogle ikke særlig pæne ting, fordi der var så mange mennesker i butikken. Da vi kom hjem, gik strømmen. Og jeg havde lige sat mad i ovnen. Da eksploderede det fuldstændigt for mig«, forklarer Jesper Aahøj.

»Så tyrede jeg en pose slik i hovedet og satte mig i sofaen. Så kom angstanfaldet. Jeg troede, jeg skulle dø. Hjertet hamrende derudad, og jeg sad bare helt stille i sofaen uden at røre mig. Så råbte jeg til min kone, at hun skulle ringe efter ambulancen«.

Nu fulgte nogle uger med lægebesøg, blodprøver og kontrol af hjertet. Men alt var fint. Så Jesper trænede videre. Mod en ny jernmand i Østrig.

»Jeg vidste, at jeg skulle være far igen marts i marts. Så derfor skulle den virkelig have gas. Sidste chance for at lave en jernmand til, når jeg skulle være far til to børn«, siger Jesper Aahøj, der i dag godt kan se, at han spændte buen ualmindeligt hårdt. At han var meget egoistisk.

»Så tog jeg ud og træne. For jeg havde jo den her jernmand, jeg skulle være klar til. Jeg luntede af sted. Så var pulsen næsten max. Det gjorde mig bange«, forklarer Jesper Aahøj.

Da han kom hjem, ringede han til lægevagten, som mente, at det højst sandsynligt var noget med hjertet.

»Så knækkede filmen. Og jeg fik en depression«.

Fire års terapi
Jesper Aahøj gik til en psykolog, men fik ikke det rigtige modspil. Efter nogle konsultationer sagde han selv stop.

I stedet sad han oppe om natten og ledte efter alle mulige sygdomme på nettet. Indtil en dag, hvor hans kone kom og viste ham en artikel, hun havde fundet om træningsafhængighed. Skrevet af psykolog Mia Lichtenstein, der er en af de få danskere, der beskæftiger sig med det.

Han skrev til psykologen og kom i et terapeutisk forløb, der kom til at vare fire år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der gik tre måneder hos Mia, før jeg begyndte at indse, at det var al den træning, der var skyld i min dødsangst«, siger Jesper Aahøj.

»Jeg måtte erkende til sidst, at jeg virkelig havde været ude på et træningsoverdrev. Der var absolut ingenting galt med min krop. Intet med hjertet. Det var rent psykologisk, og det kunne være gået helt galt«.

I dag er Jesper Aahøj glad for, at han har fundet ud af at skaffe sig den anerkendelse fra andre, som træningen gav ham, på nye måder. Og han har forstået, at det var et stort held, at han havde en kone, der kunne pege ham i den rigtige retning. Og som holdt ud, trods nogle hårde år.

»Jeg er dybt taknemmelig for at min kone er blevet ved min side. Også da jeg gik ned og fik dødsangst«.

Har hun været på vej til at forlade dig?

»Jo, masser af gange. Jeg blev irriteret, hvis jeg ikke kunne få lov at træne. Så hun måtte virkelig finde sig i meget med træning, træning, træning«.

Fandt glæden ved hverdagen
Jesper Aahøj har selv uddannet sig til lifecoach og driver firmaet Sport4life.dk, så han er i stand til at hjælpe andre med at finde den balance, han ikke formåede i de år, hvor han var afhængig af sin træning.

»Jeg har lært, at man ikke kan alt her i livet. Være realistisk. Finde ud af, hvad der kan lade sig gøre. Jeg flygtede fra en masse problemer, gemte mig i en identitet. Man kan sagtens blive anerkendt ved at være ærlig. I stedet for det der med ’du er bare sej, mand’. Man tager nogle valg, og så er der nogle fravalg«, siger Jesper Aahøj.

»Man skal huske at dyrke det almindelige liv. Og de rigtige venner udenfor miljøet. Dem, jeg kender fra dengang, de har kun venner fra træningsmiljøet. Og de har ingen børn eller er blevet skilt«.

Hvad ville du have sagt til dig selv, hvis du kunne vende tilbage til 2005?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, jeg stille og roligt ville have spurgt: Hvad har du gang i? Hvad med dine venner? Hvad med din familie. Tænk dig om, når du sætter dig et mål. Hvad vil det give dig – og er det det værd?«, siger Jesper Aahøj.

»I sidste ende handler det jo om anerkendelse. Er det ikke sjovere at gå ud og drikke nogle bajere med vennerne?«.

Siger altså Jesper Aahøj, der stadig træner og holder sig i form med langdistanceløb og maraton.

»Men nu er det familien først, så mit arbejde og så min træning. Dengang var det omvendt«, siger han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden