Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Med på moden. Pilates er mange ting. Det nye skrig er maskulin holdundervisning med høj musik og særlige reformermaskiner.
Foto: Marie Hald

Med på moden. Pilates er mange ting. Det nye skrig er maskulin holdundervisning med høj musik og særlige reformermaskiner.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pilates gør comeback i nye kraftfulde træningsformer

Pilates startede i en sygeseng og med skadede balletdansere. Nu vil mændene også ind i varmen.

Motion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Daft Punk dunker ud over salen hos Energii på Østerbro i København, hvor 20 af Joseph Pilates’ reformermaskiner udviklet i begyndelsen af 1900-tallet, men udført i en moderne version, står på række. To mænd trykker vognen, der kører på skinner, væk fra sig selv.

Fem fjedre i bunden bestemmer, hvor meget vognen vejer. De to mænd har hægtet rigtig mange fjedre på. De skæver til hinanden ud af øjenkrogen.

»Fuuuck«, brøler Janek Borgmann, der, når han tager skjorte og jakke på, er direktør i Penneo, et it-firma, der fremstiller digitale signaturer. Han er en atletisk mand med brede skuldre og en tatovering, der dækker den ene: Mes chicas son mi vida, mine piger er mit liv, som er en hilsen til hans fem kvinder, døtrene og konen – men fem fjedre kan få ham til at skrige.

LÆS ARTIKEL

Energii er en kæde med fem centre i Danmark – senest et nyt center i Aarhus – hvor man har specialiseret sig i powerfuld holdtræning på reformermaskiner inspireret af pilates, men med et mere maskulint præg. Som den ene af ejerne, Sanni Wulff Vangsø, siger:

»Vi ville lave et sted, hvor man ikke behøver at hedde Line og drikker grøn te. Vi tillader os at træne lidt hårdere, tungere og intenst, mens vi har det lidt sjovt sammen. Et fællesskab, hvor man også kan sige noget til sidemanden«.

Sokker med tæer

Janek Borgmann forklarer, hvad der skete, da han råbte.

»Lårene låser i krampe, men du ved, at det sagtens kan lade sig gøre at fortsætte. Jeg hørte engang et foredrag med Brian Holm, som fortalte, at det var det samme, som cykelrytterne oplever. Men man kan godt med viljen fortsætte alligevel«,.

Fortæller Janek Borgmann, mens han sidder med vippende tæer i de autoriserede sokker med små tæer og gummidutter nedenunder, såkaldte toe-sox.

»Jeg var godt nok lang tid om at overgive mig til de her sokker«, siger hans sidemand, skuespilleren Alexandre Willaume, er allergisk over for tegn på overdreven kvindelig tilstedeværelse, fyrfadslys og balletsko. Som Alexandre Willaume siger:

»Min fordom var, at pilates var noget med g-streng og smidighed. Jeg gik til boksning i en rigtig klub, hvor alting lugtede af tis, så jeg var temmelig skeptisk, da jeg hørte om det her. Men det at træne sammen med andre gør, at man giver sig mere, og man ved, at instruktøren holder øje med dig. Og er det ikke hårdt nok, giver instruktøren dig bare en ekstra fjeder på«.

For Alexandre Willaume, bl.a. kendt fra serien ’Rita’ og ’Tam Tam’ i Glassalen i Tivoli, handler det ikke om at blive stor, tværtimod, men om at holde sig stærk og energisk, så han kan klare sine jobs, og så han ikke endnu en gang skal opleve, at ryggen sætter sig uhjælpeligt fast, når han er ude og bade med sine to drenge.

Når de fem fjedre i bunden af reformeren ligner fjedrene i en gammeldags madras, skyldes det, at det netop var, hvad Joseph H. Pilates havde til rådighed, da han havnede i en militær fangelejr på Isle of Man under Første Verdenskrig. Han blev interneret, fordi han var tysk statsborger, men arbejdede som luftakrobat hos et cirkus, der turnerede i England.

Hele hans træningsfilosofi udsprang mange år tidligere i Tyskland, hvor han blev født i 1883 som en ganske svagelig dreng. Han led af knoglesygdommen engelsk syge, som skyldes D-vitaminmangel, og havde astma.

Derfor udviklede han et system til sig selv med elementer fra gymnastik, yoga, boksning og dans, der styrker kroppen indefra ved at arbejde med de små holdningsmuskler. Han gjorde, måske på grund af astmaen, åndedrættet til en helt central del af træningen.

En spids mund og modstand på udåndingen i den del af øvelsen, hvor man anstrenger sig mest, gør, at man får fat i de dybe muskler i maven og kan holde spændingen i transversus – den store bugmuskel – til forskel fra de overfladiske muskler, der udgør den populære sixpack, som ikke har samme betydning for kropsstammens styrke.

Fra core til hardcore

»Jeg plejer at kalde den julemandsvejrtrækningen, fordi man kan mærke sine dybe mavemuskler, når man siger ho, ho, ho«, forklarer Ditte Parby, der er koncept- og holdtræningsansvarlig for fitness dks centre i Danmark.

Hun blev selv uddannet pilatesinstruktør i 90’erne, hvor hun mener, at pilates toppede blandt kvinder i alderen fra 30 til 45 år, der ville have en flot holdning og flad mave.

»Pilates var danskernes møde med træning af kropstammen, coretræning. Pilates kaldte selv musklerne i mave, ryg og lænd for the powerhouse. Jeg ser det som selve huset på en kran. Det er ligegyldigt, hvor lang armen på din kran er, hvis ikke kranhuset og motoren er stærke og står solidt på jorden«, forklarer Ditte Parby.

Hun ser coretræning som det vigtigste element i rigtig mange timer nu i sine egne centre. For eksempel quickcore, der er en halv times fokus på mavemuskulaturen, samt CX-works fra det newzealandske firma Les Mills. Men også på hold med funktionel træning, cross og TRX, navy seal-træning i seler fra loftet, er kernemuskulaturen blevet central.

»Der er opstået en hardcore del af coretræning, hvor det ikke bare er husmødre, som kommer for at blive slanke og ranke. Pilates er nu også for mænd, der bare gerne vil være stærkere og smidigere«, siger Ditte Parby, der også tror, at yogas popularitet har fået mange mænds øjne op for, at det godt kan være hårdt at ligge på en måtte og løfte benene et par centimeter over jorden.

»Mit hjerte banker stadig for Pilates og hans principper. Men det er dejligt, at hans tanker tænkes ind i andre koncepter«, siger Ditte Parby fra fitness dk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sengetræning for soldater

Tilbage i militærlejren på Isle of Man i Den Engelske Kanal blev Joseph H. Pilates under Første Verdenskrig optaget af at hjælpe sårede soldater med at komme på fode igen. Han brugte sengen som et træningsredskab, som han riggede til med madrasfjedre, elastikker og remme. Så soldaterne kunne træne selv.

Det inspirerede ham til pilatesmaskinerne, som vi i dag kender som reformeren, der ligner en seng kombineret med en romaskine. Og cadillac, der minder om en himmelseng, hvor stolperne med remme kan bruges til stræk og øvelser. Hertil kommer stolen, wunda chair, og tønden, ladder barrel, som man kan ligge på og lave øvelser, der træner brystmusklerne.

Alle disse prægtige maskiner blev fast inventar i det fashionable studio, han i 1926 åbnede i New York, og som blev besøgt af topdansere fra balletten og af skuespillere og musikere.

Den danske forbindelse

Den første, som bragte Joseph Pilates principper til København i 1996, var tidligere kongelig balletdanser Jessie Lee, der siden 2000 har drevet et center med alle maskiner og udstyr, Copenhagen Pilates Studio.

Her er undervisningen individualiseret med højst tre på et hold ved maskinerne, og højst seks, når man træner på måtte. Hun bryder sig ikke om, at man definerer 100 års udvikling indenfor pilates som tidsfordriv for kvinder med hang til grøn te.

»Fitnessverdenen har brug for modediller for at kunne sælge deres træning. Lige nu skal alt være benhårdt og noget med militær og bootcamp. For mig er det fint. Det er bare ikke pilates, og det er radikalt anderledes end intentionen, individuelt korrigeret træning«, forklarer Jessie Lee, der lærte pilates at kende i udlandet, da hun i 1987 skulle genoptrænes efter skader og fodoperationer.

Hun gik hos Alan Herdman i London, som var den første europæer, der systematisk begyndte at udbrede Joseph Pilates’ principper for at arbejde med fysisk træning, skader og problemløsning i Europa.

Jessie Lee bryder sig ikke om, at man tror, pilates-træning bliver mere effektiv, hvis man sætter fem fjedre på sin reformer, mens man skriger.

»Skal man virkelig lære noget nyt med sin krop, så nøjes man med en fjeder og laver øvelsen langsomt og kontrolleret. Pilates er ikke bevidstløs workout. Du skal have sindet med. Når hjernen ikke tænker over det, du gør, har du ikke nerverne og sensorerne med«.

Jesse Lee er involveret i Wounded Warrior Project med optræning af hjemvendte danske soldater, hvor hun sammen med balletkollegaen JoJo Bowman træner mænd, der mangler lemmer eller har andre skader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Min ambition er at vise seriøsiteten og dybden i systemet, både som fysisk genoptræning – og som komplet træning af krop og sind. Eller som Joseph Pilates sagde: Not body, not mind, but body and mind«.

For Jesse Lee har arbejde med soldaterne været et gennembrud i forhold til at komme ud af fordommen om at være en form for kvindegymnastik.

»Når en soldat fortæller, at pilates er det hårdeste, han har prøvet, og at han sveder som en gris, så begynder mændene at ringe«, fortæller Jessie Lee, der dokumenterer soldaternes fremskridt for at kunne fremlægge den evindens, der kan belyse, hvad pilates effektivitet.

Så her blev ringen sluttet. Joseph Pilates’ genoptræning af soldater videreført til anno 2014. Mens der samtidig bliver svedt i stropperne i fitnesscentrene og råbt »fuck« på Østerbro.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden