Stina Troest synes, at motionsredaktøren og andre skal presse sig selv lidt mere. Kilde: politiken.TV / Foto: Jakob Kyed. Klip: Henrik Haupt

Motion

OL-hækkeløber: Hvis du ser en forhindring - så hop over den

Stina Troest, på vej mod OL, synes, motionister skal udfordre sig selv mere.

Motion

Vi står ved siden af hinanden på ét ben med anklen gjort fast i et håndtag på en rem på Tårnby Stadion, hvor 22-årige Stina Troest har trænet nærmest dagligt, siden hun var 3 år gammel.

Den såkaldte TRX-slynge er et amerikansk træningssystem udviklet til Navy Seals, som man kan bruge til styrketræning med egen kropsvægt, men hvor det, at man har et ben eller armene fastgjort til remmene, gør, at man samtidig får trænet stabilitet, koordination og smidighed og styrke i kropskernen, som en hækkeløber har brug for.

Stinas legesyge schæfer Kenzo vil også gerne være med, mens den noget ældre og mølædte Tyson knurrer ad motionsredaktøren og krabber sidelæns hen mod mig. Den har ejerfornemmelser, hvilket måske ikke er sært, da familien tilbringer de fleste af deres vågne timer sammen her.

SE OGSÅ

Faderen Jørgen sætter hække op nede på den orange rundbane, da han også er hendes træner, og når han er hendes træner, er han altså ikke samtidig hendes far, forklarer både Jørgen og Stina Troest. Mens moderen Anita skal i gang med et hold, der skal lave fysisk træning. De har begge været danmarksmestre i samme disciplin, 400 meter hæk, og de skal nok sørge for at passe godt på deres pige, som indenfor det sidste år har klaret tidskravet til OL seks gange.

»Nu står du på et ben, og nu bøjer du dybt ned i benet, og så sætter du af«, forklarer Stina Troest og hopper højt op i luften på forreste ben. Mens det bageste stadig er gjort fast til remmen i stativet.

Helt så let går det ikke for mig. Når jeg kommer for langt tilbage, ryger den sideværts stabilitet, og når jeg prøver at sætte af, ryger den sidste smule værdighed. Især når jeg på YouTube har kunnet se Stina lave hop på et ben op på en kasse, der er over 1 meter høj.

Bagefter strækker vi ud nede på kunststofbanen, hvor vi sætter os i hækkeløberstillingen. Det ene ben frem, det anden bukket i knæet og ud til siden. Nogle af os strækker os mere end andre.

»Det skal du nok til at gøre noget mere«, siger Stina Troest bekymret, inden hun lægger sig fladt frem over det strakte ben. Jeg kæmper blot for at sidde med rank ryg i stillingen.

Delmål og hårdt arbejde

Stina Troest er et kæmpe talent. Hun tog guldmedalje ved ungdoms-OL, hvor hun slet ikke lå til at komme i nærheden af en sejrsskammel. OL i Rio er et stort delmål og en vigtig erfaring. Men hendes langsigtede mål er OL i Japan om fire år. For sådan er en atlets liv. 20 disciplinerede timer om ugen. Der fører til delmål efter delmål. Mens man hele tiden presser sig lidt. Strækker sig lidt længere. Uden at gå i stykker.

»Jeg har delmål ved hver træning. For eksempel at holde 16 skridt per hæk en hæk længere, end jeg plejer. Det kræver flere kræfter, og det er svært at holde rytmen, når man gør noget nyt. Men det er sådan, man udvikler sig«.

SE OGSÅ

Og det er de to vigtigste råd, hun giver videre til motionsredaktøren og alle andre almindelige motionister. Byg træningen op efter små, overkommelige delmål gerne med indlagte konkurrencer eller test, hvor det er ’alvor’. Og sørg for at presse dig selv. Gør noget nyt. Gør det hårdere.

»Kom ud af din komfortzone, løber du bare den samme tur i samme tempo, sker der ingenting«, siger hun, mens Kenzo og Tyson er gået amok nede på græsset i midten af løbebanen, hvor sprinklerne lige er blevet startet. Nu skal der jagtes vandstråler.

Spændstig og stærk

Træneren Jørgen Troest, ikke faderen, har lavet en lille labyrint af hække, som Stina skal forcere i høje, rytmiske hop, lidt ligesom en hest bevæger sig i et skakspil. To hop frem, et til venstre, to hop frem, to hop til højre, et hop frem. Med samlede fødder og perfekt kropsspænding. En menneskelig fjeder, hvor kun hestehalens afslører bevægelsen.

I denne sluttede kreds kan jeg godt afsløre, at jeg var noget mindre elegant i min tilgang til hækkene.

Endnu værre blev det, da vi med samlede ben uden pause skulle hoppe over fem hække lige efter hinanden, boing, boing, boing, boing, boing, der blev højere og højere. Jeg fik kun min spæde drengede krop over den laveste. Og det krævede endda alle mine mentale ressourcer og en smule mod, jeg ikke vidste fandtes.

SE OGSÅ

»Stina kunne sagtens hoppe over endnu en hæk, der var endnu højere«, siger Jørgen Troest med en stolthed, der til forveksling kunne lyde som faderens. Inden han taler som træneren:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men vi vil ikke presse hende for meget og risikere et uheld. Det vigtige er, at hun er spændstig. Det vil sige stærk, velkoordineret og i stand til at reagere lynhurtigt«.

Studiegruppens undren

Stina Troests to ældre brødre er professionelle fodboldspillere, så det at være i form og bygge sig op til nye mål er altså noget man helt genetisk er kodet til hos familien på Amager. Samtidig er kæresten Rasmus Weynold Jørgensen, der er Team Danmark-stangspringer og desuden laver masser af smukke fotos og videoer af Stina, som har givet hende over 24.000 følgere på Instagram under @stinatroest.

SE OGSÅ

Det er sværere for omgivelserne helt at forstå livsstilen. Stina Troest læser til sygeplejerske, og hendes studiegruppe havde i begyndelsen problemer med, at hun har sjældent kan troppe op til fællesmøder ofte med pizza.

»Nu har vi fået talt om det. Og vi har fundet en måde, hvor jeg kan lave mine dele af en opgave og så være til stede for eksempel på Skype, når der er noget, vi alle skal være med på«, fortæller Stina Troest, der i øvrigt heller ikke rigtig har plads til pizza i sin madplan.

»Jeg elsker pizza. Men jeg laver den selv, så jeg ved, hvad der er på. Jeg er ikke fanatisk, men jeg spiser sundt, ordentligt og nok. Jeg tænker i en Y-tallerken, hvor der er mest grønt og stivelse, og proteiner i toppen af Y-et. Men der kan godt blive plads til en is eller chokolade. Bare ikke hver dag«.

Det dårlige ben

Den vigtigste del af dagens træning er 400 meter hæk, som kun skal løbes en gang. Men delt op, så Stina først klarer 250 meter. Får et lille hvil og går tilbage. Inden hun nupper de sidste 150 meter. Inden start planlægger hun nøje med sin far, hvordan kadencen skal være. Hvor mange skridt mellem hver hæk? Hvornår hun skal lægge et skridt til, så ’det forkerte ben’ kommer forrest. Inden hun igen lægger et skridt til, så det gode ben er forrest igen.

»Hvis den rytme ryger, kan du godt glemme alt om det«.

Siger hun, inden hun går ind i sin mentale boble. Knæler på et orange gummiunderlag. Sætter fingre i. Spænder op i kroppen. Og af sted.

Kom godt i gang med Stefan Hedegaard, kettlebellinstruktør og med rødder i crossfit og selvforsvar. Kilde: politiken.tv / Jakob Kyed

Man kan sige gazelle. Man kan sige gepard. Man kan i hvert fald med sikkerhed sige, at hun hører hjemme et helt andet sted i fødekæden end motionsredaktøren, der kommer hasende uden ambitioner om at komme over hække, men blot prøver at følge med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Svævet over hækken er forbløffende kort. Benet lyner over og bliver aktivt trukket ned og er i gang med næste skridt i et glimt. Der kommer ikke en lyd fra Stinas fodsåler. Hun kommer fra det ene skridt til det andet uden overgang. Helt lydløst.

Til gengæld kan man sagtens høre hendes åndedræt, da hun efter de to intervaller, falder omkuld på kunststofbanen, mens Kenzo og Tyson kommer og ser bekymret til.

Men sådan skal det jo være. Man skal forlade sin komfortzone. Uanset hvilket niveau man er på.

God tur til Rio.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce