PRESSET. Moderne træningsidealer er svære at leve op til og ofte direkte usunde for mange kvinder på barsel.
Foto: MIRIAM DALSGAARD

PRESSET. Moderne træningsidealer er svære at leve op til og ofte direkte usunde for mange kvinder på barsel.

Fitness

Fysioterapeut: Nybagte mødre presser sig selv for hårdt

Barslende skal alt for hurtigt i topform, mener fysioterapeut og jordemoder.

Fitness

Hun afleverer sine store børn om morgenen i børnehave. Føder om eftermiddagen. Får et bind på, hvorefter hun går hjem og laver aftensmad. Inden hun skal i gang med crossfit og optræningen til et maraton.

»Det er en slags vikingefødsel, som er blevet det nye ideal«, fortæller jordemoder Ditte Bach fra Det Private Barselshotel i Gentofte.

Hun minder om, at vi ikke skal mange år tilbage, før kvinden tilbragte dage i barselssengen. Mens nabokonerne hver kom med en barselspotte – en suppe i lerkrukke med låg på, så hun kunne blive liggende, til alle supperne var spist.

»Jeg sidder med en mor overfor mig her, som siger, at det er et krav. At man skal tilbage og fungere – samtidig med, at man skal i form og være stærk og sund«, siger jordemoderen.

»Der er ikke meget fokus på, hvor krævende hverdagen er uden barselshvile. Jeg tror, der er en ny træningskultur i samfundet. Før købte man sig til status i form af samtalekøkkener. I dag viser man, at man kan holde igen på maden og har overskud til at komme i form i en fart«, siger Ditte Bach.

Drop hot fit mama Også fysioterapeut Elin Solheim er ked af kravet om mødre, der vil være i topform, fra de rejser sig af barselssengen. Hun har derfor søsat konceptet Ny nordisk mor – i stedet for hot fit mama, der bare farer derudad og vil være sexet og stærk i en uendelighed.

»Jeg har selv fået tre børn indenfor fire et halvt år. Jeg var megapresset og kunne under ingen omstændigheder overskue at skulle i fitnesscentret. Så begyndte jeg at tænke i et program, som vi mødre kan lave for os selv i hverdagen«, forklarer Elin Solheim, der nu sælger sin onlinetræning (elinsolheim.dk) fra hjemmet i Trørød, hvor hun bor med mand og børnene i alderen 2, 4 og 7 år.

»Mange kvinder ser sig selv i et maskulint præstationsorienteret lys, hvor de bare skal få kroppen tilbage i en fart. Ud at løbe eller ned i fitnesscentret for at dyrke højintens træning eller styrke de ydre muskler. Alt sammen er junktræning for en krop der har født - den skal styrkes stille og roligt indefra. Og de fleste har i lang tid bedre af at gå end af at løbe«, siger fysioterapeuten Elin Solheim.

Hverdagen vigtigere end træningen

Programmet består i starten af 10 minutter om dagen, som handler om funktionel træning på stuegulvet med egen kropsvægt og et stykke theraband elastik som eneste hjælpemiddel.

»Det vigtigste er, at man under træningen får fat i en god holdning og de rigtige dybe muskler, så som bækkenbunden, som man så også kommer til at bruge i sin hverdag, når man bukker sig for at give barnet et kram – eller for at tømme opvaskemaskine«, siger Elin Solheim, der kalder princippet ’Bevæg dig stærk’.

Elin Solheim, der oprindelig er norsk, ønsker at give de nye mødre muligheden for at gøre det godt nok i hverdagen – i stedet for at kaste sig over et 8 ugers fladmaveprogram eller at træne op til maraton. Oveni alt det andet, moderskabet indebærer.

»Hvorfor kaste sig ud i så meget? Måske kan du gå lidt mere i stedet for at køre i bil. Lav små ændringer i stedet for utopiske drømme. Selvfølgelig skal vi træne og blive stærkere, men alt med måde. Alt behøver ikke realiseres mens man har allermest travlt med at føde og give omsorg til børn. Som vi siger i Norge: Det er fint at barbere sig, men det er dumt at skære hele hovedet af«.

Kom i gang
Sundhedsstyrelsens anbefalinger er, også for gravide, at man får mindst 30 minutters fysisk aktivitet hver dag.

Professor Bente Klarlund, der har skrevet den første danske bog om emnet: Graviditet og Motion, mener også, at de fleste vil kunne komme tilbage på det fysisk aktivitetsniveau de havde, før de blev gravide.

»Men det er vigtigt at understrege, at der er stor forskel på, hvor hurtigt det går, blandt andet afhængigt af, hvor aktiv man har været under graviditeten«.

Hun anbefaler også, at en del af motionen, involverer babyen, der kan ligge i barnevogn og blive skubbet rundt. Eller ligge på gulvet, mens mor laver øvelser selv eller bruger en træningsvideo.

Bente Klarlund mener, at det typisk tager 2-3 måneder, før kvinden opnår samme niveau af fysisk aktivitet som før graviditeten. Og hun understreger, at der ikke er videnskabeligt belæg for at foreslå begrænsninger i motionsform for eksempel fraråde løb.

»Men det er vigtigt, at kvinden både under og efter graviditeten udfører knibeøvelser med henblik på at styrke bækkenbunden. Hvis der drypper lidt urin, mens man løber eller hopper, er det ikke udtryk for at bækkenbunden bliver skadet. Men det kan hjælpe til at minde om, at man skal huske knibeøvelserne«.

Så ifølge Bente Klarlund gælder det altså bare om at komme i gang. Bortset fra, hvis man har smerter. Det skal respekteres.

Maratonlægen med to børn
Læge Tracy Høeg, der arbejder på Næstved Hospital og som har arbejdet med motion under graviditet, understreger Bente Klarlunds pointe om, at kvinder er meget individuelle.

Hun har to børn på 2 og 6 år, og hun løb til dagen før fødslen. Og to uger efter fødslen, løb hun en halvmaraton på tiden 1 time og 39 minutter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg siger bestemt ikke, at alle kvinder skal motionere så og så meget med det samme efter fødsel. Men jeg siger, at løb er en god træningsform, hvis man ellers har lyst til at løbe, fordi det er langt mere effektivt end gang«.

Tracy Høeg synes, det største problem for nybagte mødre er, at de tror, de ikke må træne.

»Har du haft en ukompliceret fødsel, så er det bare at komme i gang. Men man skal selvfølgelig lytte til kroppen«.

Hun mener også, at det er i orden, hvis mor og barn ikke er sammen hele tiden. Ikke mindst for at undgå efterfødselsdepression, som rammer mindst 15 procent af mødrene.

»Nye mødre skal finde tid til at lave de ting, de er glade for. De skal ikke kun tage sig af baby, men også prioritere god søvn, regelmæssig motion og andre ting i livet, som gør dem glade«.

Pas på dit overskud

Fysioterapeut Elin Solheim understreger, at hun ikke ønsker at afskrække mødrene fra at træne. For hun kender godt til alle de gode effekter. Men hun håber, den nye nordiske mor vil droppe ideen om lynhurtigt at blive supersexet i en fart med synlige mavemuskler og i stedet tænker i træning der har betydning for kroppens funktion, og i de værdier, der ligger i at være mor.

»Det gælder om at have overskud og tid til sine børn. Og at få kroppen til at fungere godt igen, så du kan have det godt med den. At træne kun for udseendet eller for at have kontrol er ikke noget, der giver mening på lang sigt. En mor skal jo også være en god rollemodel«.

Elin Solheim forstår godt mekanismen, når man som fødende opdager, at tilværelsen, som man kendte den, bryder sammen.

Så kan det være fristende at vinde kontrollen tilbage ved at bruge kroppen og et stort motionsprojekt som redningsplanken.

Ikke mindst fordi den superaktive sexede mor i løbetights får masser af beundring fra de andre i mødregruppen og omgangskredsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men pas på med at gøre motion til en religion. Vis i stedet kroppen respekt for det mirakel, det er, at den har født et barn«, siger Elin Solheim.

»Styrk den og byg den op igen, men lad være med at stresse over at ikke leve op til den perfekte krop eller den vilde fysiske præstation lige med det samme. Jeg mener, at vi skal give kvinderne lov til at have en krop med mere eller mindre synlige spor på at have båret og født et barn«.

Elin Solheim frygter, at det ensidige fokus på at komme alt for hurtigt i topform på længere sigt vil vise sig i form af flere kvinder med inkontinens og nedsynkning af organer efter graviditet og fødsel.

»Idealet om hurtigt at komme i gang med at løbe og træne hårdt er ikke godt for den store gruppe kvinder, som føler sig pressede af dette«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce