Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
LÆRKE POSSELT
Foto: LÆRKE POSSELT

Diagnosen. Tre et halvt år efter at have fået konstateret brystkræft er Tina Brændgaard nu erklæret rask, og hun er gravid i 22. uge. Et af midlerne til at få kroppen tilbage har været maraton i Berlin. Intervaltræningen foregår rundt om søen i Østre Anlæg i København.

Løb
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tina løber om kap med kræften

Et maratonløb hjalp hende til at vinde sin krop tilbage efter behandlingen.

Løb
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu deler hun ud af sine erfaringer i en bog.

Skaldede kvinder er på vej ind til vægttræning og spinningcykler. Nogle har dækket sig under tørklæder. Andre bruger paryk. Og så er der dem, der hjuler derudad med bar isse.

Tina Brændgaard overvinder sin modvilje, går ind og klæder om. Nok er hun midt i en kemoterapi, nok har hun kvalme, og nok er håret faldet af i totter.

LÆS ARTIKEL

Men alligevel har hun svært ved at erkende, at hun er en af dem, de kræftramte, der går til benhård træning fire gange om ugen.

Menneske under opbygning
Men samtidig er hun også glad for endelig at kunne gøre noget selv. Frem for at være en passiv patient, der sidder i en stol, mens stofferne fra posen på dropstativet langsomt siver over i hendes blodbane.

Når hun kæmper med vægtene eller følger instruktørens råb om »endnu mere belastning« på spinningcyklen eller kommer til afspænding bagefter, føler hun, at hun igen er et menneske i gang med at bygge sig selv op.

LÆS ARTIKEL

I stedet for at være under nedrivning, en krop, som måske ikke længere er egnet til menneskebolig. Og det er en kærkommen modsætning til turene, hvor hun gik afklædt ind og lagde sig under strålekanonen.

Og så giver det tryghed og identifikation – at være sammen med andre i samme situation, da hun først havde overgivet sig til sin egen.

Træning tager bivirkninger
På Rigshospitalet er ’Krop og kræft’-programmet et fast tilbud til kræftpatienter. Det er forskningsmæssigt bevist, at man kommer sig bedre efter kemobehandling, hvis man dyrker fysisk træning. Det tager kvalmen og andre bivirkninger.

»Det var fedt. Når man er syg, bliver man også behandlet som en syg. Men når man spinner, er der ingen, der lægger fingre imellem. Jeg var ikke en sportspige før. Men jeg blev så glad for det første forløb med ’Krop og kræft’, at jeg også meldte mig til et forskningsprojekt om motion bagefter.

Så efter et år var mit kondital steget fra 38 til 46. Det var livsbekræftende for mig at mærke, at min krop kunne så meget mere, end jeg troede«, siger Tina Brændgaard.

TV

»Og så var det skønt at træne sammen med sådan nogle stærke, livskraftige kvinder i 40’erne og 50’erne, som havde andre erfaringer. Det giver en kæmpe fællesskabsfølelse. Som det jo gælder for alle, der overkommer forhindringer i flok. Men selvfølgelig er det et dybere fællesskab, når man er syg.

Sundhedscoachen Chris MacDonald viser nogle af de muligheder, der er for gruppetræning i et fitnesscenter. Kilde: Politiken.tv

LÆS ARTIKEL

Man kommer meget hurtigt tæt ind på folk«, fortæller Tina Brændgaard, der netop har fået udgivet bogen ’Klædt af – kræft, håb og kærlighed’ om sine erfaringer.

Sygdommen gav kæmpe chok
Tina Brændgaard fik konstateret brystkræft for tre et halvt år siden, da hun var 30 år. En stor del af brystet blev fjernet, og hun fik et halvt år med kemo, 29 strålebehandlinger samt en langvarig kur med antihormoner. Chokket var enormt for Tina Brændgaard, der frygtede aldrig at kunne få børn. Og hun var i starten overbevist om, at kræften var den sikre død, ikke mindst fordi hendes mor døde af præcis samme sygdom, da Tina Brændgaard kun var 17 år.

LÆS ARTIKEL

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske derfor var træningsfællesskabet særlig gavnligt for Tina Brændgaard. Her fik hun nogle andre at spejle sig i.

Derfor valgte hun også at fortsætte med et nyt træningsforløb sammen med andre unge kræftoverlevere i ’Proof of Life’ – engelsk for ’livstegn’ eller ’bevis på liv’ – der blandt andet tager til Berlin og løber maraton sammen.

Manisk maraton
Da Tina Brændgaard dukker op til den første gang løbetræning, er hun uendelig spinkel, vejer under 50 kg og har ikke et hår på hovedet. En kæk cap skjuler kraniet, men intet kan skjule de intense øjne.

Hun vil, vil, vil løbe sig rask. Hun er stædig og manisk opsat på ikke at dø. Hun er stadig midt i den energi, som man får, når der bliver dømt forlænget spilletid.

Men kroppen kunne hun ikke narre. Efter tre måneder fik hun ledskader og måtte sætte træningsmængden ned. Lytte til de mere erfarne løbere og få sig et mere overkommeligt træningsprogram.

LÆS ARTIKEL

Bagefter ser hun det som en redning. At hendes krop lærte hende, at det er o.k. ikke at skulle præstere ultimativt hele tiden.

»Bare fordi jeg ikke kan følge med de hurtigste, så er det ikke ensbetydende med, at jeg er meget syg eller skal dø. Der er blevet taget billeder undervejs, når vi trænede. Jeg kan se, jeg bliver stærkere. Jeg er ikke længere så vild i blikket. Jeg får efterhånden hår på hovedet. Ser sundere ud. Jeg finder mig selv i det. Og så begyndte jeg at synes, det var sjovt«, fortæller Tina Brændgaard.

Kærlighedsfølelsen i Berlin
Fem maratonløbere fra ’Proof of Life’ står parat på hotellet i Berlin, hvor de har overnattet inden maratonløbet. Gruppens sidste løber, Tina Brændgaard, er endnu ikke klar. Selv om lederen klart har indikeret, at de burde været gået for længst, har hun travlt med at lægge perfekt lyserød neglelak.

TV

Hun forestiller sig, at man nok lettere kommer gennem 42,195 km, hvis man føler sig lidt lækker.

Hendes træning op til har ikke været optimal, men hun trækker lidt af den gamle stædighed op af hatten og gennemfører i tiden 4:44.

LÆS ARTIKEL

»Jeg troede, at det ville være en enorm triumf. Nu har jeg bevist alt. Men det var det ikke. Det var mere en enorm lettelse, en kærlighedsfølelse. Fordi jeg havde gjort det sammen med de andre«, forklarer Tina Brændgaard, der høj på endorfiner skyndte sig at finde de fem andre i målområdet.

»I starten handlede min træning kun om mig og min krop. Hen ad vejen opdagede jeg, at det også handlede om de andre. Det, vi havde gennemgået sammen. Processen. Det var en lettelse, at jeg ikke skulle bære det hele alene. Det ligger i min natur at være en stræber. Jeg driver mig selv frem. Og jeg kan være meget hård ved mig selv. Så derfor var det fantastisk at kunne dele det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mere tavshed

At dele er også drivkraften bag den bog, Tina Brændgaard nu har skrevet. Derfor begyndte hun også midt i sygdomsforløbet at blogge på cancer.dk om sine tanker og det liv, der var blevet ramt af en cyklon. Og derfor er hun lige blevet bestyrelsesformand for ’Proof of Life’. »Jeg tror, det er et opgør med min mors tavshed omkring hendes sygdom. Som gjorde det svært for mig at tackle den. Jeg tror, det er bedre at være åben om det. Tale om det, skrive om det og dele det. Når jeg nu har evnerne for det, så synes jeg, det er min forbandede pligt. Og jeg har også lyst til at gøre det«. Nå, ja, og så løber hun ikke ret langt for tiden. Fordi hun er gravid og skal nedkomme til sommer.



Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden