Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

sved. Nikolaj svømmetræner for første gang i våddragt. Inde i svømmehallen er den varm, men i havet går det ikke uden. Bag ham crawler hans mentor, Anders Rørbæk. Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

sved. Nikolaj svømmetræner for første gang i våddragt. Inde i svømmehallen er den varm, men i havet går det ikke uden. Bag ham crawler hans mentor, Anders Rørbæk. Foto: Miriam Dalsgaard

challengenyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et kick, som slår alt andet

Det er svært for en gymnasieelev at opgive venner, afslapning og fest. Men når det betyder, at man taber 30 procent af sin kropsvægt, kommer i sit livs form og kan skrive elitetriatlet på cv’et, går det nok, mener Nikolaj Damkjær.

challengenyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tre seje crawltag.

Og så drejer Nikolaj Damkjær sit ansigt med svømmebrillerne op til siden, åbner munden på vid gab og hiver en stor mundfuld luft ind, før badehætten igen forsvinder under klorvandsoverfladen. Hans mentor, Anders Rørbæk, der leder fitness dk’s triatlonhold, svømmer lige bag ham.

LÆS OGSÅ

Luftfugtigheden i Øbrohallen på Østerbro i København er tropisk, og babypludder og snak runger op under de høje lofter. Den 22-årige triatlonaspirant sveder under svømmetræningen, fordi han for første gang er iført våddragt. For når træningen om et par uger flytter fra lunkent klorvand til bølgende hav, får han brug for varmen fra dragtens neoprenmateriale.

»Jeg bliver mere og mere nervøs for min ironman, og jeg frygter svømmeturen på 3,8 kilometer. Indtil nu har jeg svømmet 1.100 meter, og jeg kunne ikke have taget 1.000 meter mere«, erkender Nikolaj Damkjær.

»Jeg tror, at jeg den første halve time vil tænke: Hvorfor fanden gør jeg det her? Men når jeg er ovre det, vil adrenalinen og viljestyrken tage over«, siger han.

Det er allerede seks måneder siden, denne viljestyrke tog over i hans liv. Hans kost gik fra utallige toast til total kontrol, og hans fysiske aktivitetsniveau fra 1-kilometers cykelture til 13 timers træning om ugen. Han har tabt sig 37 kilo i kropsvægt og taget gevaldigt på i selvværd.

En vilje af sølvpapir bliver til stål
Ryggen er rank, og våddragten afslører et fladt maveskind, der hvor fedtet, som Nikolaj Damkjær har båret rundt på siden efterskolen, plejede at sidde. Huden under hagen er stram, kinderne har glød efter udendørs træning, og lyset fra øjnene blænder.

»Hver gang jeg træner og presser mig selv, får jeg en følelse af, at intet kan slå mig. Jeg har brug for at træne, fordi jeg får et kick ud af det, en følelse af velvære, som slår alt andet. Jeg ved, at det her er et vendepunkt i mit liv, og at jeg ikke vil gå tilbage igen«, siger Nikolaj Damkjær.

Træningen tager stort set al hans fritid. Men den har ændret hans krop og hans liv og flyttet hans grænser. Han har dog stadig brug for sine forældres opbakning og er derfor glad for, at han er flyttet hjem igen. Han er tilbøjelig til at give sin mor det meste af æren for sit store vægttab, da det er hende, der har hjulpet ham med kostplan og inspiration til sund mad. Viljen er der, men den mangler at vokse sig endnu stærkere.



»Jeg nægter at give op, for jeg vil ekstremt meget det her. Hvis min vilje var af sølvpapir, før jeg gik i gang, er den nok af aluminium i dag, men den skal nå at blive af stål inden 12. august«, fastslår han.

Svære begrænsninger
Ved siden af sit omfattende træningsprogram går Nikolaj Damkjær til eksamen i 3. g. Når han er færdig med lektier og motion, er der næsten kun tid til søvn og meget lidt til vennerne. Indimellem er Nikolaj frustreret over de fravalg, hans livsstil kræver.



»Det her er sværest, når jeg skal lægge begrænsninger på mig selv. Når jeg skal tage det fornuftige valg og for eksempel sætte sengetider for mig selv eller tage hjem og sove i stedet for at gå i byen«, siger han.

»Jeg bliver frustreret over, at jeg ikke kan se mine venner ret tit. Men jeg kombinerer sport og venner ved at cykle hjem til dem og drikke en kop kaffe. Det går ikke at blive og sove«, siger han.

Indimellem tager han alligevel i byen. Så drikker han to øl og er hjemme klokken 3.

Fra gråd til nye grænser

Nikolaj Damkjær og mentor Anders Rørbæk okser yderligere et par baner frem og tilbage i Øbrohallen, stopper, skubber svømmebrillerne op i panden og diskuterer, hvad Nikolaj kan gøre bedre. Mentoren har fulgt ham hele vejen fra den svære begyndelse, hvor Nikolaj Damkjær indimellem græd derhjemme, fordi hele projektet virkede uoverkommeligt.

LÆS OGSÅ »I begyndelsen kunne jeg ikke engang løbe 1 kilometer. I går løb jeg 15 kilometer på 90 minutter, imens jeg snakkede med en kammerat. Det bryder en stor mental barriere ned, når man rykker sig så langt. Det giver mig lyst til at træne hårdere og blive ved at udvikle mig.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden