Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

copenhagenmarathonnyheder

Hvem siger, maratonmuren holder?

Politikens motionsredaktør lærte at elske muren. På den hårde måde.

copenhagenmarathonnyheder

En mand står på toppen af et højhus. Pludselig får han overbalance og vælter ud over kanten. Mens han suser gennem luften, tænker han: Det her går aldrig godt.

Sådan har alle maratonløbere det, når startskuddet lyder. At stille op til 42,195 km i løb er topmålet af hovmod, hybris og grum selvovervurdering.

LÆS ARTIKEL Da jeg havde min debut i Copenhagen Marathon i 1982, var jeg ikke bare overmodig. Jeg var også ung. Og ja, lad os se det i øjnene, dum. Få timer inden løbets start var jeg vaklet ud i det blålige dagslys på Nørregade efter en lang aften på Montmartres Natdisk. Men jeg var ved godt mod, da løbet blev sat i gang på Christiansborgs Slotsplads den morgen. Jeg elsker min by, og luft er godt mod tømmermænd. Tvivlen kommer tidligt En mand er på vej ned gennem den tynde luft fra toppen af et højhus. I dybet under ham skimter han fodgængere og biler. Han overvejer, om man mon kan gribe fat i et fremspring på bygningen. Mange, der ikke har løbet maraton, tror, at vi løbere får lyst til at give op, når vi nærmer os 30-35 km. Men faktisk er det for de fleste, jeg kender, omvendt. Ambivalensen kommer på de første kilometer. Det er her, man overvejer, hvorvidt pokerhånden bare er for svag i dag. Det er efter 3 km, man bliver svag i troen. Det er ved 10 km, man bare vil droppe det hele. Hellere smide kortene, før man har lagt for meget i puljen.

LÆS ARTIKEL

Ved min første Copenhagen Marathon for 30 år siden var strategiske overvejelser nu ikke det, der fyldte mest i landskabet. Jeg havde mine flade Patrick badmintonsko på, så jeg fik glæde af hvert eneste fremspring i asfalten og hvert eneste hjørne af hver eneste brosten. Men da vi nåede halvvejs ved 21,1 km – jeg tror, det var i nærheden af H. C. Ørstedsværket og Sydhavnen – tænkte jeg, nu skal vi bare hjem.

Manden med pandebåndet
En mand er i frit fald ned fra et højhus. Han nu har tilbagelagt ni tiendedele af distancen fra tag til fortov, så katastrofen er nær. Men den tynde luft har gjort ham ør, og han tænker ved sig selv: Indtil nu går det da ok.

For de fleste maratonløbere er der nogle fantastiske kilometer, når man har rundet halvvejs ved 21,1 km. Nu går vi all in, og ingen ser sig tilbage. Man er varm, man er i bevægelse, alle systemer kører perfekt. Men enhver, der har prøvet at gennemføre en maraton, ved, hvor let det kan gå galt.

LÆS ARTIKEL

Til min første Copenhagen Marathon var jeg 19 år, ung og saftspændt. Men ved 25 km kunne jeg ikke narre min krop længere. Jeg havde jo hverken sovet, drukket eller spist ordentligt. Den eneste form for barer, jeg havde hørt om på det tidspunkt, var dem, der lokker med ’happy hour’. Da jeg nåede til Kastellet, var der udsolgt. Jeg ramte muren og måtte konstatere, at det udtryk er ret dækkende.

Jeg stak hovedet ind under en bruser ved væskedepotet for at ryste fornemmelsen af at have fået tæv af mig. Og så kiggede jeg lige ind i øjnene langhårede Henrik Jørgensen. Det løbende pandebånd. En af Danmarks bedste nogensinde (2.09:43 ved London Marathon 1985). Ruten må have bugtet sig, så vi to et kort øjeblik havde forbindelse.

Muren er som restskat

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En mand er faldet hele vejen fra taget af et højhus og har ramt jorden med en grim lyd, som folk, der stod i nærheden, mange år efter ikke kan ryste af sig. Selv om han til det sidste hold humøret højt og prøvede at tænke positive tanker, klasker han i jorden. Flad og færdig.

LÆS ARTIKEL For mig blev min debut i Copenhagen Marathon ikke en stor sportslig milepæl. Men det er alligevel et lille personligt monument, en skamstøtte over, hvor stupid man kan være. Men jeg er stolt af, at jeg gjorde forsøget. Stolt over at have delt asfalt og lidelser med topatleten hr. Jørgensen. Ikke alle maratonløbere rammer muren. For lægger man ud i rette tempo (altid langsommere end du tror), og spiser og drikker man ordentligt (altid tidligere end du tror), kan man sagtens komme igennem uden at gå ned. Til gengæld bliver man snydt for en facet af livet. For os, der har ramt muren, husker det. For altid. Ligesom med restskat. Og det var sjovt, mens vi satte overskuddet over styr. FACEBOOK Bliv ven med Politiken Motion







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden