Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Foto: PETER HOVE OLESEN
Sundhed

Forældre: »Lærke fik ikke en chance for at udvikle et naturligt forhold til mad«

I to år var hvert måltid en kamp for at få Lærke til at spise bare en lille smule.

Sundhed

»Jeg er tre år«.

Den lille lyslokkede Lærke smiler stolt, og går så straks i gang med at vise sine mange dukker frem. Minnie Mouse er den bedste, slår hun hurtigt fast. Fuld af energi løber hun ud af værelset og hen i køkkenet til sin mor for at spørge, om hun godt må komme ned i gården og lege, og om Minnie må komme med.

»Det har altid undret os, at hun har så meget energi og udvikler sig normalt både sprogligt og motorisk, når man tænker på, hvor lidt hun spiser. Og især, når man tænker på, hvor lidt hun spiste de første to år af sit liv«, siger Lærkes mor Anja Jonsbo, efter hun har givet grønt lys til gårdprojektet.

Den svære vækstkurve

Da Lærke kom til verden på Rigshospitalet, vejede hun kun to kilo, selv om hun blev født til tiden. Formentlig på grund af en kombination af, at moderkagen var meget lille, og at Anja Jonsbo lider af kronisk leddegigt. Både sundhedspersonalet, familie og venner beroligede de nybagte forældre med, at nu skulle den lille pige bare have en masse mælk, og så ville hun hurtigt indhente sine jævnaldrende på vækstkurven.

Parret blev af lægerne udstyret med præcise mål for, hvor meget Lærke skulle drikke hvert døgn. I den henseende var det praktisk, at det på forhånd var besluttet, at den nyfødte på grund af moderens leddegigtmedicin skulle have modermælkserstatning i stedet for at blive ammet.

»Vi kunne se præcist, hvor meget mælk hun drak, fordi hun fik den i flaske. Og det var slet ikke så meget, som lægerne havde sagt, hun skulle have. Så det var allerede på det tidspunkt, bekymringerne og frustrationerne omkring mad begyndte«, husker Lærkes far, Silas Jonsbo, 31.

Foto: PETER HOVE OLESEN

Lærke blev ved med at være lille af sin alder - mindre end de mindste tre procent i aldersgruppen - og det lykkedes aldrig forældrene at få hende til at drikke så meget mælk, som lægerne og sundhedsplejersken mente, hun burde. Undervejs klyngede de sig til håbet og forventningen om, at det hele ville ændre sig, når hun skulle i gang med at spise almindelig mad.

»Men da vi endelig nåede dertil, ville Lærke overhovedet ikke have maden. Ligegyldigt, hvor meget vi kogte og mosede af lækkerier, så smed hun det på gulvet, skubbede det væk, spyttede det ud og vendte hovedet væk. Det var så hårdt at se andre babyer i omgangskredsen sidde og nyde maden og være nysgerrige efter alle mulige små retter, deres mødre lavede, mens vores barn fuldstændig fravalgte mad«, fortæller Anja Jonsbo, 32.

Kræsen og småtspisende

I de næste mange måneder - mere end et år - spiste Lærke kun sporadisk af få ganske bestemte fødevarer; havregrød, rugbrød med leverpostej, is, yoghurt og rosiner. En gang imellem spiste hun også nogle skefulde fabriksfremstillet, blendet babymad. Aldrig noget hjemmelavet, selv om forældrene forsøgte igen og igen at få hende til at udvide repertoiret.

»Men for det meste var vi lykkelige, hvis hun bare spiste en lille smule, hvad end det så var. Vi var så fokuserede på at få mad i hende, at det i perioder gennemsyrede alt. Når jeg vågnede om morgenen, kunne jeg være i fint humør, men hvis Lærke så nægtede at røre sin morgenmad, var resten af dagen ødelagt. Når jeg hentede hende i vuggestuen, var mit første spørgsmål altid, om hun havde spist noget, ikke om hun havde været glad i løbet af dagen, eller hvad hun havde lavet«, erindrer Anja Jonsbo og fortæller, at hun ofte gik i seng om aftenen med en følelse af ikke at slå til som mor.

Foto: PETER HOVE OLESEN

Parret, der begge er skolelærere, kigger på hinanden og ryster småleende på hovedet, mens de husker tilbage på, hvordan aftensmåltiderne i hjemmet på Frederiksberg foregik, mens de var mest frustrerede og desperate over, at Lærke ikke ville spise.

»Det var især, hvis hun ikke havde spist i vuggestuen, og det havde hun ofte ikke. Så kunne vi overhovedet ikke fokusere på andet, end at hun skulle have mad. Vi talte hver eneste mundfuld, og en overgang var vi så langt ude, at vi sad og klappede af hende, hver gang hun havde sunket noget. Hun styrede os fuldstændig, og vi rendte frem og tilbage mellem køleskabet og spisebordet med nye tilbud om mad, hun måske kunne tænkes at ville spise. Vi gjorde alt for at få en ekstra bid i hende«, forklarer Silas Jonsbo.

Lærkes spiseproblemer begyndte samtidig at tære på parforholdet. Under aftensmåltidet talte parret som regel slet ikke sammen, fordi de sad tavse og anspændte, mens de holdt øje med, hvor meget – eller rettere hvor lidt – Lærke spiste. Ofte sad hun på skødet af sin mor, som beredvilligt skubbede sin egen tallerken væk for at følge datterens mindste vink om, hvordan hun helst ville indtage sin mad.

»Det irriterede mig grænseløst, at Anja lod Lærke sidde der, og vi aldrig spiste samtidig. Men vi var selvfølgelig bevidste om ikke at skændes eller diskutere foran Lærke, så i stedet for at hygge os sammen om aftenen, efter hun var lagt, endte vi tit med at sidde og evaluere hinandens tilgang til at få Lærke til at spise«, fortæller Silas Jonsbo.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ny tilgang

Vendepunktet kom, da de gennem et familiemedlem fik kontakt til specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder, og som netop har udgivet bogen ’Børn, der spiser for lidt’.

»Jeg glemmer aldrig vores første møde med hende. Vi var så glade og lettede og fyldt med nye ideer, at vi følte, vi kunne flyve hjem. Endelig var der en, der forstod, hvor frustrerede vi var, og som havde mødt andre familier, der havde det på samme måde. Og som oven i købet havde nogle simple værktøjer, vi kunne gå hjem og prøve af«, husker Anja Jonsbo.

Første skridt var at indføre hygge og struktur omkring måltiderne. Der skulle være almindelig konversation mellem de voksne, og det var fuldstændig forbudt at kommentere Lærkes spisning, både hvis hun spiste, og hvis hun ikke gjorde. Samtidig skulle den evige renden frem og tilbage mellem køleskabet og spisebordet være slut, for forældrene skulle på forhånd beslutte sig for, hvad de ville servere, og så holde fast i det. Hvis Lærke ikke spiste noget til aftensmaden, så var der en chance mere ved et nyt tiltag, godnatmåltidet.

»Jeg ved ikke, hvorfor vi aldrig havde tænkt på det. Det er jo så enkelt. Hvis hun ikke vil spise ved aftensmaden, så kan hun få noget, vi ved hun kan lide, inden hun skal i seng. Det var en kæmpe lettelse, at der kom den ekstra chance for at få noget mad i hende«, fortæller Anja Jonsbo.

For meget pres

Med de simple ændringer begyndte Lærke allerede i løbet af de første par uger at spise mere. Det var tydeligt, at hun reagerede positivt på den nye, langt mere afslappede stemning ved spisebordet.

»Set i bakspejlet, så pressede vi hende jo alt, alt for meget. Hun fik ikke en chance for at udvikle et naturligt forhold til mad, men det var som om, vi slet ikke kunne finde fornuften frem, fordi vi var så fokuserede på, at hun skulle spise. Vi elsker begge to selv mad, så det var bare så uforståeligt for os, at hun blev ved med at afvise at spise«, siger Silas Jonsbo.

Foto: PETER HOVE OLESEN

I dag har parret i samarbejde med specialpædagogen fået en større forståelse for de psykologiske mekanismer bag Lærkes spiseproblemer. Samtidig har de fået øjnene op for, at der nok også er en fysisk grund til, at Lærke - til trods for, at hun nu spiser langt mere, end hun gjorde før - stadig hører til i kategorien af småtspisende børn og stadig ligger meget lavt på vægtkurven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Specialpædagogens teori er, at Lærke helt fra fostertilværelsen har vænnet sig til at leve af meget lidt næring, fordi moderkagen var så lille. Så hun er født med en meget lille mave og en meget lille appetit, og måske ændrer det sig først, når hun når puberteten, og der kommer nogle hormoner i spil, der kan have en indflydelse. Det giver jo fuldstændig mening; vi har bare aldrig tænkt på det før«, siger Anja Jonsbo, og Silas Jonsbo supplerer:

»Jeg plejer at sige, at vores datter er en af de eneste, der ville kunne overleve en atomkrig, for hun har ikke brug for andet end en halv rugbrød om dagen«, siger han og kigger kærligt på sin kone, mens han udbryder:

»Hvor er det dejligt, at vi kan joke med det nu. Så er vi sgu nået langt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce