Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

mærket. 23-årige Sidsel Nielsens mor døde af anoreksi for seks år siden. Nu er hun selv i behandling for alvorlig anoreksi. »Jeg skal aldrig, aldrig give den sygdom videre til mit barn«, siger hun.
Foto: PETER KLINT

mærket. 23-årige Sidsel Nielsens mor døde af anoreksi for seks år siden. Nu er hun selv i behandling for alvorlig anoreksi. »Jeg skal aldrig, aldrig give den sygdom videre til mit barn«, siger hun.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spiseforstyrret: »Min mor burde ikke have fået børn«

Sidsel Nielsens mor døde af anoreksi. Nu er hun selv i behandling for samme sygdom.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En aften for seks år siden faldt Sidsel Nielsens mor om hjemme i sin lejlighed på Frederiksberg. Hun var så udmagret, at kroppen ikke kunne holde sig kørende længere. Leveren og nyrerne svigtede, blodmanglen var massiv, knoglerne skøre.

Efter fire dage på hospitalet måtte hun lægges i respirator. Få timer senere gav kroppen helt op, og Sidsel og hendes storebror mistede deres mor. Over en lang årrække havde hun sultet sig ihjel, 51 år gammel.

»Igennem hele vores barndom så jeg hende stort set aldrig spise noget. Hun lavede mad til os børn, men hun spiste ikke selv, og hvis hun gjorde, så var det en lillebitte portion chili con carne eller en enkelt hot wing. Sådan var det bare, og jeg tænkte faktisk aldrig over det, da jeg var lille«, husker Sidsel Nielsen, der i dag er 23 år.

Første gang, hun lagde mærke til, at alt ikke var normalt i barndomshjemmet, var, da hendes far, som moderen var skilt fra, en dag kom forbi med en pizza.

Familien sad ude i gården og nød sommeraftenen og pizzaen, men da faderen så væk et øjeblik, foldede Sidsel Nielsens mor hurtigt sit pizzastykke sammen. Hun dumpede det ned i håndtasken og satte pegefingeren for munden som tegn til, at den cirka 10-årige pige ikke skulle afsløre for sin far, at pizzaen nu lå i håndtasken og ikke i maven.

»Jeg syntes, det var meget underligt. Hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri? Hvorfor kunne hun ikke bare være ærlig og sige, at hun ikke havde lyst til pizza? Hvorfor skulle min far narres til at tro, at min mor havde spist?«.

Sidsel Nielsens hoved myldrede med spørgsmål, og i den kommende tid begyndte hun at lægge mærke til, hvor tynd hendes mor egentlig var – fingrene var skeletagtige, og overarmen var ikke tykkere end håndleddet. Hun studsede også over, at moderen ofte talte nedsættende om »fede« mennesker.

»Min mor brugte altid det ord. Hvis nogen gjorde noget dumt, eller opførte sig på en måde, hun ikke brød sig om, så var det, fordi de var fede. Hun udpegede også tit kvinder på gaden og kommenterede deres vægt; ’Se, hvor fed hun er. Pas på, du ikke også kommer til at se sådan ud en dag’, kunne hun finde på at sige. Jeg kan også huske engang, hvor vi var i Kongens Have, og der gik fire piger sammen, som var et par år ældre end mig. De har nok været omkring 13 år. Hun pegede på en af dem og snakkede løs om, hvor fed hun var. Jeg kunne overhovedet ikke se det. Hun så fuldstændig normal ud og var ikke tykkere end de andre. I dag tænker jeg, at hun har været en rigtig sund pige, men min mor syntes, hun så fed ud«.

Dødeligt syg

Sidsel Nielsen begyndte langsomt at lytte mere og mere til moderens formaninger. I 5. klasse fandt hun på at smide sin madpakke ud hver dag. Da klasselæreren opdagede det, forsøgte hun at presse Sidsel Nielsen til at spise den, men gav hurtigt op.

Også plejeforældrene, som hun og broderen efterhånden boede mest hos, fordi moderen røg ind og ud af hospitalet for at blive behandlet for underernæring, lagde mærke til, at Sidsel Nielsen tabte sig.

Men de gjorde ikke for alvor noget for at få den 11-12-årige pige til at spise eller for at bremse hendes overdrevne motion, da hun senere i forløbet blandt andet begyndte at stå op klokken fire om morgenen for at løbe, inden hun skulle i skole. Sådan oplevede Sidsel Nielsen det i hvert fald.

Hendes tanker kredsede mere og mere om mad, motion og restriktioner, men hun koblede det ikke til moderens spisevægring, der sideløbende blev værre og værre.

»Når min bror og jeg var hjemme hos vores mor i weekenden, lå hun for det meste bare på sofaen. Tit var hun for svag til at lave mad til os, og så bestilte hun take away. Ind imellem var hun så svag, at hun ikke engang kunne komme ud på toilettet selv. Så bar min bror eller jeg hende frem og tilbage. Hvis vi ikke var der, havde hun en gryde stående ved siden af sofaen - hun kunne lige vippe enden ud over sofaen og tisse i den. Så svag var hun hele tiden op til, at hun døde. Hun havde slet ingen kræfter og fik liggesår af bare at ligge der i sofaen. Et eller andet sted vidste jeg godt, at hun ville dø af anoreksien. Jeg kan huske, at jeg cirka et halvt år før, hun gik bort, sagde til min veninde, at jeg havde på fornemmelsen, at min mor snart ville dø. Min veninde ville ikke høre på mig, men jeg vidste det bare«.

Sidsel Nielsen fortæller overraskende nøgternt om sin voldsomme barndom og ungdom. Om moderens utilstrækkelighed som forælder, om de evige bekymringer for hende, om faderen, som hun helt har mistet kontakten med, om følelsen af aldrig at blive accepteret af plejeforældrene.

Men man skal ikke tage fejl. Den unge kvindes ekstremt slanke krop og de mange cutting-ar fra passere, sakse, knive og barberblade på især underarmene vidner om, at hun i den grad er mærket.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Selv om jeg godt ved med min fornuft, at jeg ikke er tyk, så kan jeg overhovedet ikke holde ud at se mig selv i spejlet fra siden. Jeg føler, at min mave buler alt for meget ud«, siger Sidsel Nielsen og tegner en bue i luften foran maven, som med alle andres øjne snarere buler indad.

»Det eneste, jeg er rigtig tilfreds med, er mine håndled. De er flotte, synes jeg, men det er selvfølgelig også bare knogler… Men jeg er på vej! Om fire dage er det et år siden, jeg sidst har skåret i mig selv, og jeg vejer 48 kilo nu. Det er 6,9 kilo mere, end da jeg vejede mindst«, fortæller hun og rækker underarmene frem.

»Jeg skar mig også i overarmene, under fødderne og på hofterne under trussekanten, så mine plejeforældre ikke skulle opdage det. De steder har jeg heldigvis ikke så tydelige ar, men arrene her på underarmene vil jeg skjule med flotte tatoveringer«.

Med tindrende grønne øjne forklarer hun, hvordan tre roser om kort tid vil slange sig op ad armen sammen med ordene ’Giving up is not an option’.

Det er to et halvt år siden, Sidsel Nielsen fik diagnosen anoreksi, men ifølge hende selv, burde de voksne omkring hende have opdaget det og grebet ind langt, langt tidligere.

»Mit håb med at stå frem og fortælle min historie er, at behandlere, socialrådgivere og andre, der er involveret, når en person bliver diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, får øjnene op for, at den persons børn er i risikozonen for også at udvikle en spiseforstyrrelse. Jeg ville sådan ønske, at nogen havde set, hvad der skete med mig, så jeg ikke var kommet så langt ud«.

Organer tager skade

Selv om Sidsel Nielsen er inde i en god udvikling, hvor hun tager på og går i både gruppeterapi og til individuelle samtaler med en terapeut og en diætist i alt tre gange om ugen, så kæmper hun stadig med madlede og en overvældende væmmelse ved tanken om, at hun ifølge lægerne helst skal op at veje 56 kilo. Nætterne spoleres af tankemylder og mareridt, hendes nyrer og leveren er påvirkede af mange års underernæring, hun døjer med massiv blodmangel, og maven kramper, når hun spiser, fordi den ikke er vant til at fordøje mere end et æble om dagen.

»Heldigvis er der ikke nogen af de fysiske men, der er permanente. Jeg kan godt komme mig, hvis jeg tager på. Men det er SÅ svært for mig. Min fornuft og mine følelser hænger slet ikke sammen. Jeg skal hele tiden overbevise mig selv om, at jeg SKAL spise. Det er så let for mig at lade være«, forklarer Sidsel Nielsen, og ser frem for sig.

»Nogle gange så bander jeg virkelig over, at jeg har været så uheldig med mine forældre. Hvorfor er det lige mig, der skal kæmpe så hårdt for at få et normalt liv?! Selv om jeg elsker min mor, så er jeg af den helt klare overbevisning, at hun ikke burde have fået børn. Hun kunne jo ikke engang tage vare på sig selv«, siger Sidsel Nielsen indædt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun læner sig tilbage i stolen og kigger op mod solen, der skinner varmt ned på altanen i den lejlighed på Nørrebro, som hun deler med to andre unge.

»Min egen drøm er at få en familie og et helt almindeligt liv med helt almindelige problemer. Lige nu er jeg sygemeldt, men jeg håber, jeg en dag kan læse til veterinærsygeplejerske. Men jeg skal ikke have børn, før jeg er sikker på, at jeg er rask nok til det - jeg er så bange for at komme til at give min spiseforstyrrelse videre. Selv om jeg endda har set, hvad anoreksi i yderste konsekvens kan gøre ved et menneske, så kæmper jeg konstant for ikke selv at blive opslugt. Jeg skal aldrig, aldrig give den sygdom videre til mit barn«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden