Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dødsdømte brystkræftkvinder forlænger livet markant med ny medicin

Langt over et år mere i live er resultatet af en ny behandling til dødssyge brystkræftkvinder. »Vigtigt og imponerende resultat«, siger overlæge. Lægemidlet bruges allerede i Danmark.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvinder, der skal dø af en særlig aggressiv brystkræftform, kan udskyde døden med 15,7 måneder i snit, hvis de får det nye biologiske kræftlægemiddel Perjeta.

Det viser et nyt stort internationalt studie, der præsenteres på en stor kræftkonference i Madrid i dag.

Normalt dør kvinderne med den særlige brystkræftform HER2-positiv i snit 3,5 år efter den første spredning bliver opdaget af lægerne.

Men når Perjeta, der produceres af en af verdens største medicinalvirksomheder Roche, lægges oven i den almindelige behandling, viser det sig, at disse dødsdømte kvinder forlænger livet med 1 år og 4 måneder, så de først i snit dør 4,9 år efter, at metastaserne er opdaget.

»Det her er et vigtigt og imponerende resultat og glædeligt for kvinder med HER2-positiv brystkræft. Det er meget sjældent, at vi ser så store levetidsforlængelser som disse 15 måneder. Så det her er helt specielt«, siger overlæge på Rigshospitalet, professor Bent Eilertsen, der også er lægelig leder af Danish Breast Cancer Cooperative Group.

Kræftens Bekæmpelse kalder det et »yderst markant resultatet«:

»Vi får nu mulighed for at forlænge livet betragteligt for en patientgruppe, der ellers har en dårlig prognose. Også derfor er resultatet interessant, for de får nu et væsentligt bedre tilbud«, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten, der understreger, at foreningen normalt roser studier, der viser væsentlig mindre livsforlængelse.

Trods kræftkirurgi, intensiv strålebehandling, mængder af kemoterapi og særlige brystkræftmedicin ender et par hundrede kvinder ifølge Bent Eilertsen alligevel med at tabe kampen til den frygtede kræftform. De skal dø af den spredning, som den aggressive sygdom medfører og vil få gavn af den livsforlængende behandling.

Medicinen er allerede i brug

Da delresultater fra studiet kom i slutningen af 2012, var de så lovende, at præparatet allerede dengang blev godkendt til brug på hospitaler i USA og Europa.

I april 2013 godkendte Danske Regioners råd, der skal sikre en ensartet brug af nye dyre kræftlægemidler, at Perjeta skulle bruges med det samme i Danmark. Derfor er der allerede danske kvinder, der får lægemidlet.

Danske Regioner skønner, at det vil koste 36 millioner skattekroner årligt at forlænge livet for disse kræftramte kvinder.

Bent Eilertsen glæder sig over, at de danske myndigheder allerede sidste år valgte at tilbyde behandlingen på baggrund af delresultaterne:

»Vi kan nu se, at det var den rigtige beslutning. Det er glædeligt, at vi så hurtigt har taget behandlingen i brug i Danmark«, siger han.

Målrettet behandling virker

Ifølge Bent Eilertsen viser resultatet, hvor langt lægerne er kommet i den målrettede behandling. Kvinder med HER2-positiv brystkræft har nogle særlige receptorer på brystkræftcellerne, der gør, at kræften vokser og deler sig ukontrollabelt.

Perjeta er et antistof, der blokerer for HER2-receptorerne, så væksten holdes nede. Det gør, at kræftens ikke spredes så hurtigt, og kvinderne dør.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man kan sige, at vi med denne behandling flytter foden fra speederen til bremsen. Sygdommen er fortsat i fart, men ved et langsommere tempo. De HER2-positive tumorer vokser langsommere og det gør, at kvinderne lever længere«, siger Bent Eilertsen og fortsætter:

»Men det gode resultat glæder kun én særlig gruppe inden for brystkræftkvinder, de HER2-positive. Giver vi det til andre brystkræftpatienter har det ingen effekt. Så det viser, at vi har taget et stort skridt i retningen af den personlige målrettede behandling, hvor vi på celleniveau begynder at forstå, hvordan vi skal bekæmpe kræften individuelt, så vi opnår forbedrede resultater«.

For Kræftens Bekæmpelse viser studiet, at »vi er på den rette vej i behandlingsindsatsen«.

»Al udvikling inden for cancerbehandling er skridt på skridt. Og det her er et af de større, som vi nu skal bygge videre på. Først fik vi Herceptin, der blev lagt oven i kemoterapien, og som også hæmmer cancercellernes vækst. Nu lægger vi så et præparat oven i, hvis funktion også er at blokere de receptorer, der får kræften til at vokse og sprede sig og til slut tage livet af kvinderne. Vi flytter hele tiden mulighederne for behandling en smule«, siger Iben Holten.

Hun håber, at andre kræftgrupper på sigt også vil kunne få glæde af de nye stoffers virkningsmekanisme.

Bent Eiletsen har ingen samarbejdsrelationer til Roche.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden