Depressive kan få behandling over nettet

100 borgere i region Syddanmark har fået gratis netbehandling mod depression.

Sundhed

Halvdelen af alle depressive danskere søger aldrig hjælp mod deres depression. Det er nogle af dem, som et nyt projekt i Region Syddanmark prøver at få fat i med et tilbud om gratis, netbaseret psykologbehandling.

Omkring 100 borgere har været igennem onlinebehandlingen siden juni, og det med gode resultater, oplyser projektleder og psykolog Kim Mathiasen.

»Det fungerer sådan, at enhver borger, der har en depression, kan henvende sig direkte til os, uden lægehenvisning«, siger Kim Mathiasen.

For mange af dem, som aldrig søger traditionel psykologhjælp, kan det være nemmere at tage imod netbehandling, hvor man ikke skal møde psykologen ansigt-til-ansigt og samtidig kan blive hjemme i trygge rammer.

»For en depressiv kan det være ret krævende at skulle ud og sidde i et venteværelse. Det en af de barrierer, vi ønsker at nedbryde«, siger projektleder Kim Mathiasen.

Det anslås, at 3-5 procent af befolkningen får en depression inden for et år svarende til 165.00-275.000 borgere. I løbet af livet bliver 20 procent af danskerne ramt af depression.

»Det er virkelig mange, så det er et kæmpe problem, som vi bør tage meget alvorligt«, understreger Kim Mathiasen.

:

Projektet er det første og det største af sin art i Danmark, og er en del af Digitaliseringsstyrelsens nationale handleplan for udbredelse af telemedicin. Hvis de samlede resultater er positive, vil tilbuddet blive rullet ud til alle borgere i Danmark.

Behandling over nettet bruges allerede rundt om i landet. Psykolog Kit Lisbeth Jensen i Skagen er en af dem, som har flest erfaringer med det i Danmark.

»Onlinebehandling kan ikke erstatte traditionel samtaleterapi, men er et supplement og et tilbud til dem, som ikke opsøger og ikke tager imod traditionel hjælp«, siger Kit Lisbeth Jensen.

:

Hun arbejder med to former for internetbehandling, dels mailkonsultationer, dels chatrådgivning. Metoderne egner sig især til behandling af let depression, let angst, svære hverdagssituationer eller store skilleveje i livet, »hvor man ikke ved, hvordan man kommer videre«, som hun udtrykker det.

Klienter med meget svære psykiske problemer bliver opfordret til at søge læge eller lokal psykolog.

»Jeg foretager altid en vurdering af, om min tjeneste er egnet til de problemer, folk kommer med.. Mange af dem, som kontakter mig, har relationsvanskeligheder og hverdagskonflikter, hvor de har brug for råd og vejledning fra en psykolog«, siger Kit Listbeth Jensen.

:

Hun har skrevet bogen ’Fra offline til online - internetbaseret rådgivning og terapi’, der udkom i Norge i februar, og som er på vej i en dansk oversættelse. Kit Lisbeth Jensen henviser til gode erfaringer i Børne- og ungdomspsykiatrien i Norge, hvor et netforløb over video for unge og deres familier har fjernet ventelisten til et ambulatorium i Nordnorge.

»Det er en måde at hjælpe folk, der har en problematisk hverdag, til at komme til hurtigt og få god hjælp«, siger Kit Lisbeth Jensen.

Forsøgsprojektet i region Syddanmark er gratis for borgerne. Det bliver det permanente tilbud til alle danskere forhåbentlig også, håber projektets leder:

»Depression er en meget alvorlig lidelse, som har det med at forværres jo længere tid, der går. Det gælder altså om at få folk ind tidligt, og det sker nemmest, hvis tilbuddet er gratis«, siger Kim Mathiasen.

:

Den politiske leder af projektet er enig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er optimalt, hvis det bliver et gratis tilbud til alle, for rigtig mange med psykisk sygdom har svært ved at overskue økonomien«, siger This Mathiasen (DF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark.

Det er vel også billigere for regionerne end traditionel psykologhjælp?

»Vi skal jo have kronerne til at strække så langt som muligt, så hvis det bliver en succes, som vi håber, bliver det naturligvis en besparelse på lang sigt«, siger This Mathiasen.

:

Selve behandlingen foregår ved, at man har en indledende videosamtale med en psykolog. Hvis psykologen vurderer, at de psykiske problemer egner sig til netbehandling, er man klar til at gå i gang med det 10-uger lange selvhjælpsprogram, som man kobler sig op til via internettet. Man arbejder sig igennem de 6-8 moduler på egen hånd og er i skriftlig kontakt med psykologen.

»Du er selv ansvarlig for behandlingen, med støtte fra os. Så i stedet for, at vi varetager behandlingen, så er vi psykologer kun støttende. Det er den store forskel«, siger projektleder Kim Mathiasen.

20 års forskning i udlandet, primært i USA, Australien, Holland, Sverige og Storbritannien, viser ifølge ham, at internetbaseret kognitiv adfærdsterapi giver samme effekt som traditionel behandling hos de mennesker, der lider af let til moderat depression.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce