Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 MARIE HALD
Foto: MARIE HALD

Sorg. »Jeg vidste jo ikke, at mit barn skulle dø. Lige pludselig skulle jeg forholde mig til, at jeg nu var mor til et dødt barn. Det var for svært«, fortæller den 44-årige gymnasielærer Helle.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

44-årige Helle: Lige pludselig skulle jeg forholde mig til, at jeg nu var mor til et dødt barn

Helle følte sig alene og fik ingen hjælp af personalet til at tackle sin sorg, da hun gik igennem sit livs mareridt og fødte sin døde søn på Rigshospitalet.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun gik rundt på sin fødestue og ryddede op. Tøj og tandbørster blev pakket ned i tasken. Det var morgen, og Helles søn Elliot, som hun havde født ved midnat, var blevet rullet ind på stuen i en vugge. Død. Helle havde haft sivende fostervand og navlesnorsfremfald, og det overlevede Elliot ikke 24 uger inde i svangerskabet.

Det var nu, at hun skulle tage Elliot op, kigge på ham, nusse ham. Sige farvel. Men hun kunne ikke.

»Jeg vidste jo ikke, at mit barn skulle dø. Lige pludselig skulle jeg forholde mig til, at jeg nu var mor til et dødt barn. Det var for svært«, fortæller den 44-årige gymnasielærer, der ikke vil have sit efternavn i avisen.

Normalt er hun en person, der kan klare meget, hvis hun har tilstrækkelig kontrol over situationen, fortæller hun. Men på stuen på Rigshospitalet oplevede hun, at alt var fuldstændig ude af kontrol i hendes hoved. Hun prøvede at skabe en form for orden på et kaos af følelser, sorg og en masse spørgsmål, hun ikke havde svar på. Skal børnene se ham? Skal han begraves? Hvordan kommer vi videre?

Helle følte sig overladt til sig selv. Ikke fordi hendes mand var kørt hjem for at hente deres to børn på fire og seks år, men fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle tackle sin sorg. For selv om jordemødrene var søde, var der ingen, der fortalte hende, hvad man skulle gøre og tænke over i hendes situation.

»Den morgen syntes jeg, vi var meget alene. Jeg savnede en hurtig opfølgning, og at nogen på hospitalet fortalte mig, at det her kan du ikke klare alene. At nogen forberedte mig på den periode af mit liv, jeg nu skulle ind i«, siger Helle.

Eksperter siger, at den sorg, Helle og andre i samme situation oplever, for mange kan sammenlignes med at miste et barn, man har kendt i længere tid, og at det derfor er vigtigt, at forældrene mødes af særligt uddannet personale, der er gearet til at guide og hjælpe mennesker i dyb sorg.

Skal holdes i hånden

Men der er stor forskel på fødestedernes tilbud til forældre, der mister børn. På seks af landets ti største fødesteder, blandt andet de to største på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, har man ingen sorggrupper, og forældrene bliver ikke altid hjulpet af særligt uddannet personale. I stedet henviser man til rådgivning hos Landsforeningen Spædbarnsdød. Eksempelvis på Rigshospitalet, hvor Politiken har talt med fire mødre, der har savnet hjælp og rådgivning i den svære tid.

Et af de steder, der derimod har særligt uddannet personale, er Aarhus Universitetshospital. Siden 2011 har der været et skærmet afsnit, Y3, med seks jordemødre, der er uddannet i tab og traume. Mindst en af dem er altid på vagt til at tage sig af forældre, der mister. For det er af afgørende betydning, at man som jordemoder ikke er forskrækket og har prøvet det før, når man står med forældre, der har mistet, fortæller jordemoder på Y3 Anja Vamberg.

»Forældre har aldrig mistet et barn før, og man ved simpelthen ikke, hvad det er, før man står midt i det. Og der er det vigtigt, at nogen holder dem i hånden og guider dem, når de tager beslutninger, de kan have svært ved selv at mærke. Vi ved, det er det, der betyder noget et halvt år senere«, siger Anja Vamberg, der peger på det at lave minder og det at knytte forældrene sammen med deres barn som det vigtigste i sorgprocessen.

»At have ro til at få gæster, bade barnet, klæde det på og have det på sin mave. For nogle kan det at få deres barn med hjem være afgørende for at kunne komme videre«, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anja Varmberg var med til at hjælpe Regitze Dalgaard Piechnik, der 19. september i år fødte Ludvig. Tre uger før termin kunne hun pludselig ikke mærke ham, og på sygehuset kunne man se, at hjertet var holdt op med at slå. Med det samme blev en jordemoder fra Y3 tilkaldt. Efter en 19 timer lang fødsel lå hun med sin hustru i fire dage på Y3. Her hjalp jordemødrene dem med at være sammen med Ludvig, få taget billeder og fodaftryk, mens familie og venner kom på besøg.

»Vi havde det mest fantastiske forløb. De var så dygtige til at rumme, at vi var ulykkelige over at have mistet vores søn, og føre os gennem forløbet«, fortæller Regitze Dalgaard Piechnik, der har stor gavn af i dag at gå i sorggruppe med andre i samme situation.

Overrasket over reaktion

Det er mange af de ting, Y3 tilbyder, som Helle savnede i sit forløb på Rigshospitalet. Hjælpen til at tage beslutninger, sige farvel og alle de ting, der kun er én chance til at få gjort. En af de ting, Helle aldrig fik at vide, var, at hun kunne have fået Elliot med hjem indtil begravelsen.

»Havde jeg vidst, det var en mulighed, havde jeg taget ham med hjem. For det var svært at tænke på, at han lå i et køleskab på Rigshospitalet. Han skulle have været hos os, men det eneste, jeg vidste, var, at vi skulle hente en dødsattest to dage senere«.

De besluttede selv, at børnene skulle se deres lillebror, selv om en jordemoder frarådede det, mens en anden sagde, det var en god idé.

»Jeg tror, det har været rigtig godt, de så ham. Men vi kunne lige så godt have truffet det forkerte valg«.

Helle begyndte at få det rigtig skidt efter Elliots begravelse. Hun vågnede feberagtig flere gange om natten, og sorgen væltede ned over hende. Hun følte skyld over at have mistet sin søn og blev bange for, at andre ulykker skulle ramme hendes familie. Den reaktion var hun slet ikke forberedt på. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke bare kunne komme videre og være glad for det liv og de børn, hun stadig havde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter nogen tid opsøgte hun via egen læge en psykolog, og hun har også fået telefonisk rådgivning hos Landsforeningen Spædbarnsdød. Begge ting har hjulpet, men det er stadig svært for hende. Reaktionen fra omgivelserne er ofte, at hun skal glæde sig over sine levende børn, og at hun ikke mistede Elliot, efter hun havde lært ham at kende. Helle er også taknemmelig for det, der er godt i hendes liv. Men:

»Det er rigtig svært at få at vide, man skal være glad for, man ikke har kendt sit barn, for der er ikke noget i verden, jeg hellere ville end at lære ham at kende«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden