Forskere: Sorgramte forældre risikerer at blive psykisk syge

Sorgen over tabet af et spædbarn kan udvikle sig til en psykisk sygdom. Sundhedsvæsenets syn på mennesker i sorg er forfejlet, siger forsker.

Sundhed

En afgrundsdyb sorg, der gør hvert minut uudholdeligt. Smerte, savn og uendeligt mange tanker om det barn, der er dødt, før det kunne indtage verden.

»Det at miste et ufødt barn er en så traumatisk oplevelse, at man øger sin risiko markant for at få en psykisk sygdom«, fortæller seniorforsker Trine Munk-Olsen, Aarhus Universitet, der står bag en undersøgelse af data fra 90.000 danske kvinder, der har mistet et barn efter 20. graviditetsuge. Studiet viser, at kvinder, der mister, har tre gange så stor risiko for at komme i psykiatrisk behandling sammenlignet med kvinder, der ikke har oplevet en dødfødsel eller en spontan abort.

LÆS ARTIKEL

»For hver kvinde, der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, er der formentlig mange, der går derhjemme med samme symptomer, så indlæggelsestallene er kun toppen af isbjerget«, siger Trine Munk-Olsen.

Opfølgende samtale

Hvert år mister et sted mellem 300 og 400 spædbørn livet mellem 22. graviditetsuge og en uge efter fødslen. Sorgen kan ifølge forskere svare til den, man oplever, når man mister et ældre barn, men den hjælp, forældrene bliver tilbudt til at bearbejde den, er vidt forskellig på landets sygehuse.

Hjælpen på landets to største fødeafdelinger på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital begrænser sig til en opfølgende samtale med fødselslæge og jordemoder, pjecer og information om Foreningen Spædbarnsdød og en opfordring til at søge psykologhjælp via egen læge.

LÆS ARTIKEL

På Aarhus Universitetshospital bliver forældre, der føder et dødt barn, mødt af specialuddannet personale på et særligt afsnit for spædbarnsdød og får tilbud om sorggruppeterapi med andre i samme situation.

At hjælpen er så uens, vidner om et offentligt system, der ikke tager sorg hos pårørende alvorligt nok, mener Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg, kriser og traumer på Aarhus Universitet.

»Vi har været vant til at se sorg som en eksistentiel problemstilling, som alle skal igennem på et eller andet tidspunkt i deres liv, og som går over af sig selv. Men det, vi ved i dag, som vi ikke vidste for et par år siden, er, at sorg gør nogle syge. Derfor skal der øget fokus på det overalt i sundhedsvæsenet«, siger forskeren, der peger på, at de, der har det allersværest i en sorgsituation, ofte ikke opsøger hjælp.

»At håndtere sorg er noget, flertallet kan. Men der er nogle, der er rigtig sårbare og knækker på det. Det er dem, der kan risikere at blive tabt i et system, der ikke tager hånd om dem og forhindrer en negativ udvikling«, siger hun.

Knappe ressourcer

Også Trine Munk-Olsen kalder det uhensigtsmæssigt, at forældre i mange tilfælde er overladt til selv at søge den nødvendige hjælp, når de forlader hospitalet med deres døde barn.

»Hvis du har begyndende depression, kan bare det at kontakte egen læge være som at bestige Mount Everest«, siger hun.

Og kommer man i behandling hos en privatpraktiserende psykolog uden speciel erfaring med problemstillingen, er det ikke nødvendigvis den bedste løsning, siger Mai-Britt Guldin.

LÆS ARTIKEL

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er mange dygtige psykologer, men fordi der er så forholdsvis få, der mister spædbørn, vil det måske være en gang om året, de møder forældre med de her problemstillinger. Og fordi hjælpen ikke bliver specialiseret nok, vil der være nogle, der ikke får den hjælp, de skal have«, siger Mai-Britt Guldin og henviser til en af sine egne undersøgelser, hvor forældre fortæller, at de finder mest mening i at få hjælp fra det sted, hvor de har mistet.

Landsforeningen Spædbarnsdød er i kontakt med omkring 300 forældrepar årligt. Sekretariatschef Michael Esmann siger, at det er afgørende for sorgbearbejdningen, at forældrene på alle sygehuse bliver mødt af særligt uddannet personale, der er vant til at have med sorgramte at gøre.

»Fordi man ikke har prøvet at miste et barn før, så ved man heller ikke, hvordan det er normalt at reagere. Er jeg ved at bliver skør, når jeg tænker, jeg gerne vil være sammen med mit døde barn? Der er en langt større sandsynlighed for, at forældre kommer godt igennem sorgen, hvis systemet er parat til at tage imod dem«.

At ressourcerne er knappe i sundhedssystemet, er et argument, der går igen i debatten om, hvad der skal behandles og ikke. Men det argument kan man ikke bruge, mener Mai-Britt Guldin. For rent økonomisk kan det ikke betale sig at lade være med at opgradere tilbuddene til sorgramte, siger hun.

»Det vil formentlig ikke koste ekstra, fordi vi blot skal flytte ressourcer fra de voldsomme reaktioner senere i forløbet til at tage hånd om dem langt tidligere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce