Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forskel. Andelen af borgere, som går til tandlæge, er lavest i Aarhus og Københavnsområdet samt på Lolland-Falster, Vestsjælland og i Sønderjylland.
Foto: KATINKA HUSTAD (arkivfoto)

Forskel. Andelen af borgere, som går til tandlæge, er lavest i Aarhus og Københavnsområdet samt på Lolland-Falster, Vestsjælland og i Sønderjylland.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmarkskort: Her dropper danskerne tandlægen

Hver anden københavner går ikke til tandlæge en gang om året som anbefalet, viser en ny undersøgelse.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tandlægeforeningen anbefaler, at man som udgangspunkt får tjekket sine tænder en gang om året.

Men kun halvdelen af de 18 til 65-årige borgere fra Københavns Kommune følger det råd. Det viser en ny undersøgelse fra KL's (Kommunernes Landsforening) nyhedsbrev Momentum, der har målt, hvor mange borgere gik til tandlægen mindst én gang i 2012.

»Det er mange forskellige faktorer i spil«, siger Eskild Klausen Fredslund, som er projektleder ved KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning), når han ser på undersøgelsens resultater. Én af dem er borgernes indkomst i den enkelte kommune, vurderer han:

»I de kommuner, hvor færre dukker op til tandlægen, kan det blandt andet skyldes, at flere er på overførselsindkomst eller har en lavere indkomst«.

Vurderingen stemmer overens med, at fire ud af de fem kommuner, hvor færrest borgere gik til tandlægen, også er dem, som havde flest kontanthjælpsmodtagere i 2013. Det drejer sig om København, Albertslund, Brøndby og Ishøj Kommune.

Der er også få tandlægebesøg på Vestsjælland, Sydsjælland og i det sydlige Jylland. Og det er en allerede kendt historie om, at sundheden halter i de områder, fortæller Eskild Klausen Fredslund.

»Når vi ser på Falster, Vestsjælland og det sydlige Jylland, er det en historie, vi ikke er glade for. De her tal tyder på, at det er vanskeligt for borgerne at komme til tandlæge. Det er områder, hvor indkomsten og uddannelsesniveauet er lavere end andre kommuner i landet«.

Unge og nydanskere ligger langt nede på listen

En anden grund til de geografiske forskelle kan være antallet af unge eller borgere med en anden etnisk baggrund i kommunen. De nye tal viser nemlig, at de to befolkningsgrupper var særligt dårlige til at gå til tandlægen i 2012.

Kun 45 procent af de 18 til 24-årige tog til tandlægen, og det kan være forklaringen på, hvorfor mange i Københavnsområdet og til dels Aarhus vælger at droppe tandlægen, mener Eskild Klausen Fredslund fra KORA.

»De er studiebyer med mange unge på SU. I analysen kan vi se, at unge er rigtig dårlige til at gå til tandlægen. En del af de studerende er først ved at vænne sig til at skulle betale for tandlægen samtidig med, at de er flyttet til byen væk fra mor og far - og måske føler sig for udødelige til at skulle betale for tandlægen«, siger han.

Når man ser på etnicitet, var kun halvt så mange borgere med anden etnisk baggrund på tandlægebesøg i forhold til etniske danskere.

Det kan også være forklaringen på, hvorfor borgere i Ishøj Kommune, ifølge undersøgelsen, har rekorden i ikke at gå til tandlægen. Det er nemlig den kommune i landet med flest indvandrere og efterkommere.

Flere faktorer peger på Allerød Kommune

Ser man på disse faktorer: Indkomsten, de unge samt antallet af indvandrere og efterkommere, er det ingen overraskelse, at Allerød Kommune scorer højest i undersøgelsen.

Kommunen havde nemlig færrest kontanthjælpsmodtagere i 2013, over halvdelen af de 18 til 24-årige i kommunen havde kontakt til en tandlæge i 2012, og kun fire procent af kommunens borgere er indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse.

Det kan forklare forskellen på 23 procentpoint, som distancerer, hvor mange borgere fra Allerød og Ishøj, som går til tandlægen.

Alligevel er Eskild Klausen Fredslund overrasket over flere kommuners placering i undersøgelsen.

»Ringkøbing-Skjern er et godt eksempel på, at en udkantskommune klarer sig godt. Selv om kommunen ikke ligger vanvittigt højst på indkomst- og uddannelsesniveauet, formår borgerne alligevel at komme til tandlægen«, siger han.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden