Fund. Danske forskere har netop fundet ud af, at den såkaldte MFR-vaccine kan beskytte danske børn mod andet end mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Foto: MIRIAM DALSGAARD (Arkiv)

Fund. Danske forskere har netop fundet ud af, at den såkaldte MFR-vaccine kan beskytte danske børn mod andet end mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Sundhed

Ny forskning: Gammel vaccine beskytter børn mod lungebetændelse

MFR-vaccinen kan sikre danske børn mod indlæggelse med lungebetændelse.

Sundhed

I årevis har den såkaldte MFR-vaccine været en del af det danske børnevaccinationsprogram, fordi den beskytter børn mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Men nu viser ny dansk forskning, at vaccinen også har en effekt i forhold til at beskytte børn mod lungebetændelse, der opstår på grund af den såkaldte RS-virus. Børn, der har fået MFR-vaccinen – også kendt som mæslingevaccinen – har således op imod 22 procent lavere risiko for at blive indlagt med lungebetændelse på grund af RS-virus, end hvis de ikke fik vaccinen, viser studiet.

Og det kan blive banebrydende for danske småbørns helbred, lyder det fra en af forskerne bag undersøgelsen.

»Det er aldrig lykkedes at udvikle en vaccine mod RS-infektionen. Men nu står vi med en opdagelse, som kan få rigtig stor betydning, for RS-virus er den infektion, som medfører absolut flest indlæggelser på de danske børneafdelinger«, siger børnelæge Lone Graff Stensballe fra BørneUngeKlinikken på Juliane Marie Centret, Rigshospitalet.

Billig og effektiv

Knap tre procent af alle danske børn under to år bliver indlagt som følge af RS-virus, hvilket resulterer i mere end 5.000 indlæggelser om året.

»Virussen er langt, langt mere udbredt end mæslinger, fåresyge og røde hunde, så der er et kæmpe uudnyttet potentiale. Resultaterne her kan få enormt stor betydning for børnefamilierne, fordi små børn er meget syge, og ud over indlæggelser forårsager virussen utallige sygedage med feber, snot og hoste«, siger Lone Graff Stensballe.

Hun arbejder sammen med andre forskere fra Grundforskningscentret Center for Vitaminer og Vacciner og Bandim Health Project på Statens Serum Institut.

Forskernes glæde over den hidtil ukendte effekt ved MFR-vaccinen forstærkes desuden af det faktum, at vaccinen er relativt billig, og en pakke med ti vacciner koster knap 700 kroner eksklusiv moms. Til sammenligning kan andre præparater beregnet til forebyggelse af børns lungeinfektioner ifølge børnelægen let koste 50.000 kroner på en sæson.

At mæslingevaccinen virker mod andet end mæslinger, fåresyge og røde hunde kommer ikke som et chok, men nærmere som en »glædelig bekræftelse« for forskerne.

»Vi har i mange år vidst, at for MFR-vaccinen beskytter mod børnedødelighed i ulande, og det her studie er lavet på baggrund af den viden og med tanke på, ’Gad vide om ikke også det her kan få betydning for de danske børn?’ Men da der er virkelig stor forskel på danske og afrikanske børn, kunne det sagtens være faldet anderledes ud«, siger Lone Graff Stensballe.

Tidligere vaccination er mere effektiv

I dag får danske børn MFR-vaccinen, når de er omkring 15 måneder gamle. Men med de nye forskningsresultater kan der være god grund til at fremrykke de forebyggende indsprøjtninger, fortæller børnelægen fra Rigshospitalet.

»Jo yngre, børnene er, jo større er risikoen for at blive alvorligt syg og indlagt. Så hvis vi har mulighed for at udnytte effekten af MFR-vaccinen tidligere, kan det få stor betydning for de danske børn«, siger hun.

Årligt bliver mindst 5.000 børn indlagt med RS-virus, og derfor skønner forskerne, at man ved at vaccinere børnene tidligere med MFR-vaccinen kan nedbringe antallet med mere end 1000 indlæggelser om året.

Helt uproblematisk er fremrykningen af vaccinen imidlertid ikke, og derfor vil hun endnu ikke sætte specifik alder på, hvornår vaccinen bør gives.

»Hvis man for eksempel beslutter at give vaccinen ved fødslen, så laver børnene ikke så gode antistoffer mod vaccinen. Men nu går vi i gang med at undersøge mulighederne, og så er jeg overbevist om, at vi finder en løsning, hvor vi både kan tage hensyn til bekæmpelsen af antistoffer og så tidlig vaccination som muligt«, lyder det fra Lone Graff Stensballe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce