Foto: JENS DRESLING (arkiv)
Sundhed

Patienter drukner i over 52.000 retningslinjer

Regionsformand erkender, at der er alt for mange, og at det går ud over patienterne.

Sundhed

Sygehusvæsenet har indført stribevis af nye skriftlige vejledninger, instrukser og rapporteringssystemer, som læger og sygeplejersker skal huske for at øge syge danskeres overlevelse.

Men alene i Region Hovedstaden og Sjælland er det samlede antal retningslinjer nu oppe på 52.000 forskellige ifølge en ny rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Det skriver Metroxpress.

Hos Danske Patienter finder kvalitetschef Anette Wandel antallet helt overdrevet højt:

»Det er uhyggeligt mange, og der er ingen tvivl om, at der skal ryddes op, luges ud og skæres ned«.

Regionerne erkender, at det har taget overhånd

Også regionsformand Bent Hansen (S) vil nu have tyndet ud i skrivebordsarbejdet:

»Får vi gjort op med overflødige registreringer, bliver der mere tid til behandling og direkte kontakt med patienterne. Hver gang vi indfører én ny retningslinje, skal to gamle droppes«, siger han til Metroxpress.

Hvor mange retningslinjer, der eksisterer i sygehusvæsenet udover de 52.000 fra Sjælland, tør hverken Danske Patienter eller Lægeforeningen gætte på. Men at alt for mange instanser har udviklet alt for mange retningslinjer, er de enige om.

»Retningslinjerne bliver blandt andet udviklet rundt lokalt, og ofte fjernes de gamle ikke, når der kommer nye til. Det bidrager til uoverskueligheden«, forklarer Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.

Han mener, at de utallige lokale vejledninger bør erstattes af et styrket arbejde med nationale kliniske retningslinjer.

Også Danske Patienter støtter færre retningslinjer, som bør være nationale.

nyheder@pol.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden