selvbedrag. Mange danskere vurderer deres egen vægt til at være lavere, end den egentlig er.
Foto: THOMAS BORBERG

selvbedrag. Mange danskere vurderer deres egen vægt til at være lavere, end den egentlig er.

Sundhed

Mange danskere undervurderer deres vægt

Det kan være farligt, advarer forsker.

Sundhed

Ofte lyder historien, at især unge kvinder føler sig alt for tykke, selv om de er fuldstændig normalvægtige eller måske ligefrem undervægtige. Men ser man på os danskere generelt, så har vi en klar tendens til at undervurdere vores vægt.

Det viser en ny undersøgelse foretaget for det lægefaglige selskab European Association for the Study of Obesity blandt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Undersøgelsen afslører, at hver fjerde, der anser sig selv for at være normalvægtig, faktisk er overvægtig, mens næsten halvdelen af dem, der angiver, at de er overvægtige, i virkeligheden er fede - det vil sige, at de har et BMI over 30.

»Det er et stort problem, for når man undervurderer, hvor galt det står til med ens vægt, så er man heller ikke tilstrækkeligt opmærksom på, at det kan have store helbredsmæssige konsekvenser at veje for meget«, siger formanden for Dansk Selskab for Adipositasforskning, overlæge Jens Meldgaard Bruun.

Fedme er lige så farligt som rygning

Samtidig med, at folk har en tendens til at føle sig slankere, end de egentlig er, så er mange heller ikke opmærksomme på, hvor farligt det kan være at veje for meget. Ifølge undersøgelsen mener under halvdelen af danskerne, at fedme er lige så farligt som rygning, selv om forskning viser, at kraftig overvægt kan forkorte livet med helt op til 10 år. Det er nogenlunde det samme som rygning, forklarer Jens Meldgaard Bruun.

»Det er forskellige sygdomme, rygere og folk, der er alt for tykke, dør af. Men det ændrer ikke ved, at jo federe, du er, jo større risiko er der for at dø for tidligt - og risikoen er bestemt ikke mindre, end hvis du er ryger«.

Mens rygning især fører til lungekræft, luftvejssygdomme og hjerterkarsygdomme, så kan fedme føre til en lang række andre kræftsygdomme, især i mave-tarmregionen, bugspytkirtlen og i underlivet hos kvinder, oplyser Jens Meldgaard Bruun. Derudover øger fedme markant risiokoen for at udvikle type 2 diabetes, for højt blodtryk, hjertekarsygdomme og smerter i bevægeapparatet, for eksempel knæ og hofter.

»Hvis folk ikke erkender, at deres vægt er så høj, som den egentlig er, vil de ikke reagere i tide, og dermed risikerer de at få nogle af de farlige følgesygdomme«, siger Jens Meldgaard Bruun og understreger, at vægttab er svært, og at det især er svært at holde vægttabet.

»Men det er altså endnu sværere at tabe sig, hvis man først er kommet op at veje rigtig meget for meget. Det er lettere at tabe fem kilo, end det er at tabe 50«.

Drop selvbedraget

Jens Meldgaard Bruun opfordrer på baggrund af de nye undersøgelsesresultater folk til at tage et ærligt tjek af deres krop. Er taljemålet for stort? Har vægten i forhold til højden sneget sig op i kategorien ’overvægtig’ eller ligefrem ’fed’?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis du for eksempel begynder at døje med ømme knæ, hofter og ankler, så nytter det ikke at sætte sig ned i sofaen og melde sig ud af fodboldklubben. Det er faktisk det værste, du kan gøre, for kuren er, at du skal tabe dig«, pointerer Jens Meldgaard Bruun.

»Ømme led kan være et af de første tegn på, at overvægten er blevet for belastende for din krop, og du risikerer, at overvægten udvikler sig til fedme, og dermed risikerer du at få nogle af fedmens følgesygdomme«.

Der er dog den krølle på historien, at hvis du er fuldstændig rask, men overvægtig, så er det klogeste, du kan gøre, at bevare vægten og hverken tage på eller tabe dig. En rapport fra Vidensråd for Forebyggelse konkluderede nemlig i 2013, at der ganske rigtigt er øget risiko for at dø for tidligt, hvis man er overvægtig, MEN at der samtidig er 15 procent højere dødelighed blandt raske overvægtige (BMI 25-30), der taber sig, sammenlignet med de raske overvægtige, der bevarer vægten.

»Den nye viden understreger netop, hvor vigtigt det er at forebygge, at vi overhovedet bliver overvægtige. Og er man først blevet overvægtig og i øvrigt er rask, er det vigtigt ikke at tage yderligere på. For denne gruppe er det bedste, de kan gøre, at undgå vægtstigning, være fysisk aktive og spise sundt i stedet for at kaste sig ud i en masse kure for at tabe sig«, forklarede rapportens ophavsmand professor Kim Overvad i forbindelse med udgivelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce